Sponsoreret
Drægtighed hos kat
Af dyrlæge Henning Ingeman.
Drægtigheden hos kat varer normalt 63-66 dage, men kan variere helt fra 52 til 71 dage. Ægløsningen foregår ca. 24 timer efter parringen, og befrugtningen af ægget finder sted ca. 10-18 timer senere. Hvis hunkatten bliver parret med flere hankatte i samme løbetid, er der mulighed for, at æggene bliver befrugtet med sædceller fra forskellige hankatte. Med andre ord kan der godt være forskellige fædre til killinger i samme kuld. Det kaldes "super fecundatio".
1. uge:
Æggene passerer igennem æggelederne i løbet af 2-4 dage og kommer ind i livmoderen 4-5 dage efter parringen. Som regel fordeler fosteranlæggene sig ligeligt i begge livmoderhorn uanset hvor mange æg, der er løsnet fra hver æggestok. Fosteranlæggene, også kaldet embryoner, er på dette tidspunkt en samling celler. De vil fortsat dele sig.
2. uge:
Sammenvoksningen af fosteranlægget med livmoderen sker ca. 10 dage efter parringen.
Fosteranlægget vokser, men kan endnu ikke ses med det blotte øje, og livmoderen er ikke forstørret.
Synlige ydre tegn på en drægtighed er der normalt ikke før helt hen i 6-7 uge.
3. uge:
På dette tidspunkt begynder fosteranlægget at forandre sig fra at have været en samling celler til en struktur hvor man kan udpege de områder der senere bliver til lemmer, hjerte, øjne o.s.v.
For eksempel kan forskere på 18. dagen udpege det område, der senere bliver til forben. Dagen efter er bagbens udvæksten synlig.
På 21. dagen kan dannelsen af øregange, øjenanlæg og små hulrum, der senere skal blive til adskillelse af tæerne, skelnes. Nogle hunkatte, især førstegangsfødende, vil få forstørrede og lyserøde dievorter, men det er ikke noget sikkert bevis for drægtighed.
Ved anvendelse af ultralydsscanning kan man på 12-14. dagen skelne de enkelte fosterhinder. Før den tid har det kun været muligt at konstatere en forstørret livmoder, som ikke kan bruges som bevis på drægtighed.
Bestemmelse af antal fostre kan godt være korrekt på det tidspunkt undersøgelsen udføres, uden at det stemmer overens med det reelt antal fødte killinger. Det skyldes, at der i den følgende periode kan ske fosterdød med resorption af de pågældende fostre.
Jo tidligere en undersøgelse finder sted, desto større må forskellen på det diagnosticerede antal fostre og det fødte antal killingen forventes at være.
4.uge:
I løbet af denne uge kommer fosteranlægget mere og mere til at minde om en killing. Man siger, at embryonet er blevet til et føtus, altså et rigtigt foster. Navlestrengen er fuldt udviklet og anlæg til tarmkanal er i fuld gang.
Udviklingen går idet hele taget stærkt i denne uge. Anlæg til følehår på læber, snude og over øjnene ses på dag 24. Øjenlåg og ører kan ses, tungen dannes og i slutningen af 4. uge kan hårsække på kroppen ses.
Hos ca. 10% af de drægtige hunkatte optræder der en tilsyneladende normal løbetid (østrus) fra dag 21.til dag 24. Hunkatten optræder fuldstændig som om, hun ikke var drægtig og lader sig villigt parre. Hun kan endog blive drægtig igen på dette tidspunkt. Det er en tilstand, som kaldes "super føtatio".
Denne tilstand kan desuden ses hos enkelte katte omkring 6. drægtighedsuge.
5. uge:
Fosteret er nu fuldt anlagt, og i resten af drægtighedsperioden færdiggøres og udvikles anlæggene til det vi ser, når killingen fødes. I denne uge lukker ganen, så hvis en killing fødes med ganespalte, er fejlen sket før dette tidspunkt. Øjenlågene kan nu lukkes omkring øjet.
Drægtigheds-diagnostikken bliver i disse uger mere sikker. Fra dag 20 til dag 40 er der mulighed for at føle udvidelser på livmoderen som små bobler. Det er fosteret med fosterhinder, der endnu ligger hver for sig og derfor kan mærkes. Hvis katten er længere henne end dag 40 vil der ikke være nogen adskillelse, og man kan ikke skelne mellem en livmoder der er drægtig og en der en udspilet af andre grunde, for eksempel livmoderbetændelse.
Fra ca. 30.-dagen kan Doppler-ultralysundersøgelser afsløre drægtighed. Der kan ses en puls i navlestrengen og eventuelt også i fosterets hjerte.
6. uge:
På fosteret kan der nu ses følehår på snude, læber og over øjnene.
På dette tidspunkt vil en del hunkatte afsløre deres drægtighed ved, at deres mælkekirtler begynder at vokse. Der kan til tider også ses vægtforøgelse, men både forøget bugomfang og forøget vægt afhænger af antallet af fostre.
Drægtigheden kan nu også konstateres ved røntgenundersøgelse. Fra dag 39-40 kan der konstateres forbeningspunkter i fostrene, begyndende med fosterets kranier.
7. uge:
Fostret ligner nu meget en killing og har udviklet følehår på snude, læber og over øjnene. I slutningen af ugen begynder der at vokse fine hår ud over hele kroppen, næsen begynder at få farve og kløerne begynder at blive hårde.
Fosterhinderne fylder nu så meget, at man ikke længere ved at føle på katten kan mærke de bobler, som før var tydelige. Det er nu en ensartet fortykket livmoder, og en drægtig livmoder kan ikke skelnes fra enhver anden form for fortykkelse af livmoderen. Ultralydsscanning samt røntgenoptagelser er brugbare til at diagnosticere drægtighed og efterhånden også et sikkert bud på antallet af fostre og disses udviklingstrin.
Mange hunkatte vil nu være tydeligt tykkere end normalt. En del vil nedsætte aktiviteten og bruge mere tid på at hvile end før. Det er på tide at introducere kattens fødekasse eller fødested. Der er vigtigt, at katten er helt fortrolig med fødestedet et godt stykke tid før selve fødslen.
8. uge:
Fosteret er nu dækket af fine hår, kløerne er hvide og hårde, og der er begyndt at komme farveaftegninger.
Blødninger fra livmoderen kan forekomme i hele drægtighedsperioden, uden at dette er tegn på, at katten behøver at blive syg. Hvis katten begynder at bløde i så fremskeden drægtighed som 8.uge, er det en alvorlig tilstand. Den mest sandsynlige årsag er en begyndende løsning af moderkagen, som i de fleste tilfælde vil betyde, at fostrene fødes. Prognosen er dårlig for killingerne. Hvis de fødes før dag 54, kan de ikke overleve. Hvis fostrene er døde og ikke udstødes, er det nødvendigt at fjerne dem ved en operation.
Fodringen skal øges gradvis i de sidste 3 uger til ca. 25% over normalt. De er en god ide at give flere og mindre måltider i den sidste drægtigheds tid, især hvis katten er meget tyk. Livmoder med fostre optager så meget af pladsen i bughulen at der kun er plads til lidt foder ad gangen.
Foderet bør være killingefoder eller specialfoder til drægtige katte. Der skal ikke suppleres med mælk hverken nu eller senere. Der skal, som altid, være fri adgang til frisk vand. Mange katte tåler ikke mælk. Der er risiko for, at katten kan få diarre, og det er et meget uheldigt tidspunkt at skulle igennem flere dage med den form for lidelse.
9. uge:
Fosteret er færdigdannet og forøger nu sin vægt. Hunkatten vil forberede sig på fødslen. Hun vil ikke foretage sig meget andet end at spise og sove indtil fødslen går i gang. Når fødselstidspunktet nærmer sig, bliver hun rastløs og søger ofte ensomhed et roligt og varmt sted, som helst skulle være fødekassen.
Der sker en afslapning i området omkring skeden. Dievorterne bliver mere fremtrædende og selve mælkekirtlerne begynder at producere modermælk. Der bør ikke umiddelbart op til fødslen foretages ændringer med henblik hunkattens opholdssted. Det kan medføre forhaling af fødselsstarten.
Alle former for stress bør undgås.
Den periode, hvor fostrene indretter sig på fødsel, kaldes opblokningsperioden. Den forekommer umiddelbart før selve fødslen. Katten bliver urolig, skifter hele tiden stilling, klager sig eventuelt, og enkelte kan finde på at kaste op. Der er endnu ikke synlige veer, men sammentrækninger af livmoderen, de såkaldte opblokningsveer. Opblokningsperioden må ikke vare mere end et døgn, så skal fødslen være i gang.
Hunkatten kan i denne fase blive sur og aggressiv og bør have fred og ro.