Min kat er begyndt at skælle
Vi har en kat på 5 år. Han er en blanding af en Exotic (perser) og en British Shorthair.
Han er begyndt at skælle meget her de sidste par dage. Tidligere har der slet ikke været noget!
Det blev særligt tydeligt, da jeg børstede ham i dag. Jeg har tjekket hans hud og den er ekstremt tør.
Ved i hvad det kan skyldes? Og hvad man skal gøre?
Det ser ikke ud til at genere ham. Han klør sig ikke og han nød at blive børstet lige så meget som han plejer.
Vi har læst os frem til, at det kan være pga. fedtmangel i kosten.
Han har altid piller stående fra SPECIFIC til voksne katte og så får han en pose vådfoder hver dag.
Derudover får han godbidder, men vil ikke have andre madvarer, som plejer at være lækkerier for katte, som f.eks. fisk eller kattemælk.
Håber i kan hjælpe.
Mvh
Emma
Svar fra Netdyredoktor
Kære Emma
At et dyrs hud skæller behøver ikke at være alarmerende, hvis der ikke samtidig er kløe, rødme, eksem osv. Men det vil dog altid få en til at tænke, om det er den rigtige ernæring, man giver sit dyr.
Det er et faktum, at sund hud og pels er betinget af, at huden får det rigtige at leve af og her er de umættede fedtsyrer omega 3 og 6 specielt vigtige. Disse fedtsyrer findes især i olier udvundet af fede fisk. Udover at være gavnlige for huden understøtter de immunforsvaret og smører led angrebet af slidgigt.
Det er fint, at din kat får SPECIFIC, der er et af de fodermærker på markedet, der har det største indhold af de omtalte fedtsyrer. Du omtaler ikke, hvilket af deres produkter det er, men det kunne være en god idé at skifte til den variant, der hedder Omega Plus Support, der indeholder ekstra meget fiskeolie. Desuden bør du tænke på, at du ikke mætter ham for meget med vådkost og godbidder. Selv om det er hyggeligt og han er glad for det, kunne mængden måske skæres ned til det halve. Tit er det mere ritualet i det....
Virkningen af et foderskift vil ikke kunne ses lige med det samme, det tager som regel 4-6 uger.
Du bør tænke på, at et foder med højt indhold af fiskeolie har en større risiko for at blive harsk, derfor skal posen lukkes omhyggeligt og luften klemmes ud, hver gang du har taget af den. Af samme grund pakkes det også i iltfri atmosfære fra producenten.
Håber, dette var tilstrækkeligt svar på dine spørgsmål.
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge og redaktør