Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop
Se udvalgte Produkter

Produkter fra vores butik

309,00 kr

DermAllay Oatmeal Balsamspray til hest, 473 ml Køb her
659,00 kr

Equitop Pronutrin, 3,5 kg Køb her
389,00 kr

Equimyl Lotion, 500 ml Køb her
689,00 kr

Equitop Gonex, 750 g Køb her
Mængderabat
799,00 kr
Ned til
549,00 kr

Equitop Myoplast, 1,5 kg Køb her
629,00 kr

Zylkène Equine til hest, 1000 mg, 20 breve Køb her
278,00 kr

MalAcetic Shampoo til hest, 473 ml Køb her

Sponsoreret



Cushings syndrom

Latinsk navn: Syndrom Cushinga

Hvad er Cushings syndrom hos hest?

Cushings syndrom eller Pituitary Pars Intermedia Dysfunktion (PPID), som det i dag mere korrekt betegnes, skyldes en nedbrydning af nerver i hjernen, som forårsager en forhøjet produktion af hormoner i hypofysen. Så i modsætning til Cushings hos hunde og mennesker, hvor det er en sygdom i binyrerne, så er det hos hestene en sygdom i hjernen.

Den forøgede produktion af hormoner i hypofysen forårsager blandt andet en forhøjet produktion af kortisol i binyrerne.

Cushings hos hest ses især hos heste over 15 år gamle, men det ses af og til hos heste ned til 6 år gamle.

Hvad er symptomerne på Cushings hos hest?

  • Det mest almindelige symptom er manglende fældning af vinterpelsen, områder med længere pels, områder hvor pelsen skifter farve. Ændringer i pelsen kaldes også hypertrikose eller hirsutisme. Lang krøllet pels er et sikkert symptom på Cushings hos hest.
  • Nedsat præstation/sløvhed. Ofte er dette et af de første symptomer man vil opleve hos hesten. Det skyldes en overproduktion af β-endorfin i hjernen.
  • Forfangenhed. Omkring halvdelen af hestene med Cushings vil på et tidspunkt udvikle forfangenhed, og nyere forskning har vist at omkring 90% af alle tilfælde af forfangenhed skyldes en stofskiftesygdom, enten Cushings eller ekvint metabolisk syndrom (EMS).
  • Muskeltab. Især ses tab af de store rygmuskler og mavemusklerne. Tab af mavemusklerne giver et typisk hængebug-udseende.
  • Ændrede fedtdepoter. Heste med Cushings lagrer fedt især over øjnene, på halsen og på bagparten.
  • Kroniske og tilbagevendende infektioner. Immunsystemet fungerer dårligt hos heste med Cushings, og de har derfor oftere infektioner, f.eks. i huden, i bihulerne, i luftvejene eller som hovbylder. Ofte har heste med Cushings også flere orm end andre heste.
  • Forøget drikkelyst og urinering. Det ses hos ca. hver 3. hest med Cushings.
  • Forøget svedtendens. På grund af en længere pels samt besvær med temperaturreguleringen sveder mange heste med Cushings unormalt meget.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen Cushings hos hest?

For at stille diagnosen er det nødvendigt for din dyrlæge at tage en eller flere blodprøver. Der findes flere tests, som kan benyttes til at stille diagnosen. De to mest almindelige er måling af ACTH i blodet eller en Dexamethason-suppressionstest (DST). Den sidste kræver to besøg af din dyrlæge.

Blodprøven/prøverne sendes til et laboratorium i enten Tyskland eller England, og du vil kunne få svar inden for få dage.

Samtidig med måling af ACTH eller DST anbefales det også at måle insulinniveauet i blodet, da mange heste med Cushings også har insulinresistens, og derfor vil denne test sige noget om behovet for fodring samt prognosen for sygdommen.

Hvordan kan Cushings hos hest behandles?

Cushings hos hest behandles med medicin, som hesten skal have hver dag resten af livet. Ca en måned efter behandlingen er startet, vil din dyrlæge skulle tage en kontrolblodprøve for at se om behandlingen virker, og om medicinen eventuelt skal justeres.

Sammen med medicinen er det vigtigt, at man sørger godt for sin hest.
Eftersom det ofte er ældre heste, gælder det om at sørge for jævnligt tandeftersyn, god beskæring, hyppig ormekontrol, samt et godt kvalitetsfoder. Afhængig af om hesten også har insulinresistens, skal man sørge for et foder med høj fordøjelighed, højt proteinindhold og moderat til lavt sukkerindhold.

Hvordan er fremtiden for en hest med Cushings?

Prognosen for heste med Cushings afhænger meget af, hvor tidligt man opdager sygdommen hos dem. Opdager man det tidligt, vil hestene med den rette behandling oftest kunne komme i ridning igen og tilbage til det niveau, de var på, inden de blev syge.

Det vigtigste er at prøve at stille diagnosen, inden hesten bliver forfangen, da dette ofte er meget smertefuldt, svært at behandle, og giver en dårligere prognose.

Men med korrekt behandling vil heste med Cushings kunne leve godt i årevis, efter at diagnosen er stillet.

Hvorfor får heste Cushings?

Den nøjagtige årsag til, at nogle heste får Cushings, kendes ikke. Men nyere forskning tyder på, at nervebanerne i hjernen, som forbinder hypothalamus med hypofysen, nedbrydes på grund af oxidativt stress. Dog vides det endnu ikke, hvorfor nogle heste rammes tidligt i deres liv, mens andre ikke bliver syge i deres levetid. Teorien er dog, at alle heste før eller siden rammes, bare de bliver gamle nok.

Hvad er risikoen for at din hest får Cushings?

Hvis man kigger på de heste, som er over 15 år gamle, så har omkring 20% af disse Cushings. Og jo ældre din hest er, jo større er risikoen.

Eftersom man ikke kender den nøjagtige mekanisme bag sygdommen, er det heller ikke muligt at forebygge den.

Er nogle racer særligt udsatte for Cushings?

Nej. Cushings ses hos alle racer og hos begge køn, og lige hyppigt hos heste og ponyer. Måske med en lille overvægt af ponyer, men det kan ligeså godt skyldes, at de generelt bliver ældre end hestene.