

Sponsoreret
Habronema
Latinsk navn: Habronema
Af dyrlæge Lars Juul.
Hvad er sommersår?
I sommermånederne kan en årsag til tåreflåd være infektion med såkaldte Habronema larver, hvilket giver forandringer der kaldes "sommersår". Larverne afsættes af fluer (stald- og stuefluen) som ofte sidder omkring hestens øjne og øjenslimhinder.
Hvad er symptomerne på sommersår?
- Små gullige knopper i øjenslimhinden især i den indvendige vinkel
- Tåreflåd
- Ingen eller kun ringe effekt af behandling med øjensalve
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Din dyrlæge vil ofte have en mistanke til sommersår, alene ved den kliniske undersøgelse. Larverne kan ikke ses med det blotte øje, da de har gravet sig ned i slimhinden. Din dyrlæge kan at udtage et skrab fra øjenslimhinden, og påvise bestemte hvide blodlegemer (eosinofile granulocytter og mastceller) ved en mikroskopisk undersøgelse.
Hvis der udtages en vævsprøve fra slimhinden, kan larverne nogle gange påvises direkte i biopsimaterialet, ved en mikroskopisk undersøgelse. Larverne er 2-3 mm lange og har en karakteristisk lille krog på halen.
Hvordan behandles Habronema-infektionen?
Infektionen med habronema larver behandles med ormekur som dræber larverne. De bedste resultater fås ved anvendelse af ormekure som indeholder ivermectiner.
Derudover behandles øjet symptomatisk for irritation og betændelse i øjenslimhinden og i hornhinden. Øjensalve eller -dråber ordineres af dyrlægen til fortsat behandling flere gange dagligt indtil betændelsen er væk (og i mindst 7 dage).
Hvis knuden er stor, kan din dyrlæge vælge at fjerne den kirurgisk. Dette er et forholdsvis nemt lille indgreb, som vil afkorte helingsforløbet. Operationen kan foretages på beroliget hest i lokalbedøvelse.
Hvordan er fremtiden for din hest hvis den har habronema?
Der er en tendens til at hesten sandsynligvis reagere endnu kraftigere de følgende år, fordi der aktiveres en allergisk/immunologisk reaktion mod larverne.
Habronema infektionen bør behandles idet den kan føre til svær, kronisk betændelse i både hornhinden og øjets slimhinde, som i værste fald kan medføre blindhed på øjet.
Hvorfor får heste habronema?
Infektionen i øjevinklen opstår fordi fluer afsætter habronema larver i øjenslimhinden eller evt til øjets tårekanalsystem. Larverne graver sig ned i slimhinden og gradvist danner de en større eller mindre knude/tumor omkring sig.
Larverne kan ikke ses med det blotte øje.
Hvad er risikoen for at din hest får habronema?
Risikoen er størst, for de heste som går på folde ofg opholder sig i stalde med mange fluer.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for at din hest får habronema?
Problemet kan undgås ved at lade hesten have et fluenet/fluemaske spændt på grimen, når den er på folde, hvor der er mange fluer.
På apoteket kan du ligeledes købe hjortetaksolie på spraydåse. Sprøjt lidt af olien på et stykke vat og gnid det rundt om hesten øjne. Det vil holde mange af fluerne væk. Hjortetaksolie kan købes i håndkøb.
Hvis din hest er meget hårdt ramt, kan du vælge at lukke hesten på fold om natten i de flueplagede perioder.
Der findes ingen vacciner - endnu.
Anden viden om habronema
Hvis Habronema ikke behandles, vil sår og knude/tumor hele op af sig selv og forsvinde om efteråret. Men ofte vil det blusse op igen det følgende forår, når nye larver afsættes af fluerne.