Sponsoreret
Hyperlipæmi
Latinsk navn: Hyperlipemia
Hvad er hyperlipæmi/fedtlever hos heste?
Hyperlipæmi er en stofskiftelidelse, som oftest rammer ponyer. Især rammes shetlandsponyer og islandske heste, men andre hesteracer og æsler kan ligeledes blive ramt af denne lidelse. Fedtlever udvikles oftest hos overvægtige dyr. På grund af forstyrrelser i stofskiftet indlejres store mængder fedt i leveren, og fedtindholdet i blodet øges.
Hvad er symptomerne på hyperlipæmi/fedtlever?
Historie om forudgående sygdom
- Nedstemthed
- Nedsat appetit
- Gule slimhinder
- Til tider ses diarré
- Høj puls- og respirationsfrekvens
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen stiller diagnosen udfra en klinisk undersøgelse. Ofte foreligger en forudgående historie om sygdom, stress fra f.eks. transport over længere afstande, højdrægtighed, foling eller efterfølgende mælkeproduktion. Man kan tage en blodprøve fra hesten, og i 50% af tilfældene kan man umiddelbart se, at der er fedt
i blodet.
Som ved visse andre leverlidelser kan man derudover måle en stigning af leverspecifikke enzymer. Man kan endvidere måle mængden af triglycerider, som svarer til det samlede fedtindhold i blodet. Denne værdi vil være markant forhøjet.
Hvordan behandles hyperlipæmi/fedtlever?
Da fedtlever opstår på grund af en forstyrrelse af stofskiftet, skal behandlingen korrigere dette. Hesten skal have ekstra energi i form af sukker.
Samtidig behandles med insulin, således at sukkeret kan optages af cellerne. Dette forlænger sukkerets virkningstid.
Herudover behandles hesten symptomatisk, f.eks. mod diarré. Hesten væskebehandles, hvis der er behov for det. Hvis tilstanden skyldes højdrægtighed, kan man fremprovokere abort hos den syge hoppe. Ofte er slemme tilfælde af hyperlipæmi hospitalskrævende.
Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har hyperlipæmi/fedtlever?
I milde tilfælde kan hesten komme sig, hvis den behandles straks.
I svære tilfælde ender 50% med aflivning.
Hvorfor får heste hyperlipæmi/fedtlever?
Fedtlever opstår som følge af, at hesten optager for lidt foder/energi i forhold til dens behov. Herved kommer den i negativ energibalance. Dette forekommer ofte i forbindelse med anden sygdom, hvor hesten begynder at forbrænde fedt fra depoter i kroppen, i stedet for den normale sukkerforbrænding. Under denne fedtforbrænding frigives forskellige stoffer til blodbanen.
Disse stoffers tilstedeværelse nedsætter leverens evne til at omsætte fedtstofferne til brugbar energi. Således nedbrydes fedt i vævene, men da leveren ikke er i stand til at omdanne dette fedt, forbliver store mængder i blodbanen. Derved opstår der en ond cirkel, som hurtigt forværres
Hvad er risikoen for, at din hest får hyperlipæmi/fedtlever?
Risikoen er størst hos shetlandspony og islandsk hest.
Risikoen for udvikling af fedtlever er generelt lille, medmindre din pony/hest er meget overvægtig.
Risikoen øges ved drægtighed og mælkeproduktion, da hoppens energibehov her er forøget.
Risikoen øges ved sygdomme, der bevirker, at hesten ikke optager tilstrækkeligt foder, og derved kommer i negativ energibalance.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får hyperlipæmi/fedtlever?
Det er vigtigt, at man ikke udsætter sin hest for pludselige ændringer i foderindtaget.
I forbindelse med drægtighed og foling skal man sørge for, at hesten optager en tilstrækkelig mængde af energirigt foder. Dette sikres ved at få lavet en foderplan.
Det er vigtigt at være opmærksom på, om hesten æder det tilbudte foder, og - hvis den ikke gør - at finde årsagen hertil, evt. sammen med din dyrlæge.
Da fedtlever opstår, hvis hesten skifter til overdreven fedtforbrænding, er det vigtigt, at hesten ikke er fed.