Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
En hovbyld er som navnet siger en byld, der sidder inde i selve hoven. Hovbylden opstår som følge af, at sålen eller hornvæggen gennembrydes og hovens indre inficeres.
Dyrlægen undersøger hesten, mærker efter pulsation i benet og lokaliserer hovbylden ved hjælp af en visitertang.
Hestens smerte opstår, fordi hoven ikke er eftergivelig, så der opstår et forhøjet tryk i hoven. Det er derfor vigtigt at skaffe afløb for betændelsen. Dyrlægen eller beslagsmeden laver en kegleformet udskæring, således at betændelsen kan komme ud.
Skal denne type hovbyld have en reel chance for helbredelse, er det oftest nødvendigt at lægge hesten i totalnarkose og skære et permanent vindue i hornvæggen. Dette vindue skal sikre afløb af betændelsen.
Hoven bades dagligt med anlæggelse af trykforbinding med et desinficerende middel, indtil såret er tørt.
Efter denne periode kan der pålægges en sko med sål, således at hesten hurtigere kan komme i arbejde igen.
Er der tale om indtrådt søm, skal hesten altid i langvarig smerte- og antibiotikabehandling.
Fremtiden afhænger af hvilken del af hoven, som er beskadiget. Når der er grønlig betændelse ved udskæringen, er fremtiden rimelig god for din hest, såfremt den er blevet udskåret korrekt og er behandlet tidligt i forløbet. En hurtig behandling kan sikre hesten fuld anvendelighed i løbet af få dage, mens det i andre tilfælde kan tage op til 3 måneder, før hesten har opnået fuld helbredelse.
Når der er gullig betændelse ved udskæringen af en hovbyld, er lidelsen langt mere alvorlig. Det gule pus er tegn på at de dybereliggende strukturer i hoven er beskadiget. De fleste heste med betændelse dybt i hoven er meget vanskelige at behandle. Lykkes det at få infektionen under kontrol, kan hesten evt. reddes. Såfremt hesten ikke kan holdes smertefri på grund af en infektion, som har bredt sig til hovled eller seneskeden, kan det blive nødvendigt at aflive hesten af dyreværnsmæssige årsager, da det er en meget smertefuld lidelse.
Indtrådt søm kan give direkte anledning til en hovbyld. Hvis hesten træder på en skarp sten og får en såleknusning, kan denne ligeledes inficeres og sætte sig som en hovbyld.
Endelig kan en hovbyld opstå grundet dårlig hornkvalitet, hvor der opstår revner og sprækker i hoven. Herved dannes en indgangsport for infektion.
Hvis hesten har fået foretaget en tyndsålet beskæring, er der større risiko for en trykning også kaldet en stengalle, som siden hen udvikles til en hovbyld.
Heste, som gennem længere tid har haft en forsømt sur stråle, kan få betændelse af læderhuden, som kan sætte sig til en hovbyld.
Risikoen er lille, hvis din hest får foretaget regelmæssig beskæring. Det er desuden vigtigt, at hestene ikke går på folde med underlag af f.eks. flintesten eller is.
Regelmæssig gennemgang af folde og staldmiljø for skarpe og stikkende genstande nedbringer risikoen.
Regelmæssig beskæring af en registreret smed (godkendt ad Dansk Smedeforbund DS) nedbringer ligeledes risikoen.
Ungheste med dårlig hovkvalitet, får hyppigere hovbylder. Lyse hove har dårligere hornkvalitet end mørke hove. Det er vigtigt at heste vaccineres en gang årligt imod stivkrampe. Hvis din hest ikke er vaccineret og får en hovbyld, skal den have stivkrampeserum ved behandlingens start.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik