Sponsoreret
Pladecellekarcinom
Latinsk navn: Carcinoma planocellulare
Artiklen er venligst opdateret af dyrlæge Tine Søland i maj 2018
Hvad er pladecellekarcinom hos heste?
Pladecellekarcinom er en hyppigt forekommende tumorform hos heste. Således er ca. 20 % af alle ondartede tumorer hos heste - pladecellecarcinomer.
Pladecellecarcinomer udgår fra hudceller og er ofte invasive. De vokser og spreder sig typisk langsomt. De findes som hudkræft i tyndt behårede områder i overgang mellem hud og slimhinde som f.eks. ved øjne, næse, læber og kønsåbningerne.
De ses også i mave-tarmkanalen og andre organer.
Hvad er symptomerne på pladecellekarcinom?
Symptomerne afhænger af tumorens placering. De typiske placeringer er:
- Mave-tarm systemet: Pladecellecarcinom i maven. Her påvirkes hestens almentilstand, og symptomerne strækker sig over kronisk vægttab, nedsat ædelyst, tilbagevendende kolik og blodmangel.
- Huden: Tumorerne kan enten vokse indad eller udad, og danner i nogle tilfælde en blomkålsagtig udvækst. De kan være hurtigt eller langsomt voksende og i begyndelsen ses små hævelser i huden med sår på, som let bløder hvis man rører dem.
- Øjet: Tumoren giver anledning til kronisk øjeflåd og pus i øjevinklen. Tumoren kan opstå i det 3. øjelåg, hvor der dannes blomkålsagtige gevækster eller - fra øjelågets kant, hvor de ses som vortelignende gevækster.
- Penis: oftest ses forandringer yderst på penis. I begyndelsen ses kun få symptomer, men med tiden ses forhudsødem, problemer med at tisse, en grim, stærk lugt fra penis og til tider blødning.
- Skedeåbning: Tumoren udgår fra kønslæberne eller fra området omkring klitoris.
- Metastaser = spredninger, ses i nogle tilfælde til lymfeknuder, lunger og knogler.
Generelle symptomer:
- Vorte-lignende vækst eller læsion med en gul bund
- Små knuder
- Sårlignende områder med en grim sødlig vammel lugt
- Anoreksi
- Vægttab
- Sløvhed
- Unormalt tyggemønster og synkning af foder
- Blodmangel
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen vil ud fra sygehistorien og den kliniske undersøgelse - og udseendet på læsionerne have en mistanke om, at din hest har pladecellecarcinom. Den endelige diagnose stilles ved at udtage en vævsprøve, som undersøges på et laboratorium.
En vævsprøve kan forholdsvis nemt udtages fra tumorer i huden.
Tumores lokaliseret til maven kræver, at hesten gastroskoperes, altså kigges i maven. Tumoren her kan vokse igennem mavevæggen og sprede sig til andre organer i bughulen.
Her vil undersøgelse af bughulevæsken til tider afsløre indhold af tumorceller. Hvis der er tale om spredninger vil rektalundersøgelse også i visse tilfælde kunne afsløre unormale masser i bughulen.
Hvordan behandles pladecellekarcinom?
I de tilfælde, hvor et pladecellecarcinom i huden eller omkring kønsåbningerne, opdages tidligt i forløbet – og der ikke er sket spredning - kan man forsøge at fjerne det kirurgisk. Kirurgi alene er ofte ikke nok. Laserbehandling i kombination med kirurgi – eller kirurgi og stråling med feks Radon ind i tumoren er beskrevet som muligheder.
Frysekirurgi er også en mulighed ligesom en yderst speciel varmebehandling af tumoren kan mindske den. Pladecellecarcinomer i maven kan ikke fjernes og typisk aflives hesten.
Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har pladecellekarcinom?
Hvis tumoren opdages i tide, og den kan fjernes kirurgisk i kombination med anden behandling - er fremtiden forholdsvis god.
Hvis tumoren har spredt sig til de lokale lymfeknuder, er fremtiden slet.
Hvis tumoren sidder i maven, hvor den ikke kan fjernes, og hestens almentilstand er påvirket – er fremtiden slet, og det anbefales at få hesten aflivet.
Hvorfor får heste pladecellekarcinom?
En hyppig årsag til pladecellecarcinom er langvarig udsættelse for UV-lys. Kronisk irritation af huden fra sår med dårlig heling, brandsår eller irriteret hud på grund af kemiske påvirkninger, kan forårsage pladecellecarcinomer i løbet af flere år.
Hvad er risikoen for, at din hest får pladecellekarcinom?
Risikoen er generelt lille. Voksne og ældre heste med hvidt eller delvis hvidt hårlag, f.eks. appaloosaer, belgiske heste og pinto-heste har større risiko for at få pladecellecarcinomer i huden.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får pladecellekarcinom?
Ingenting medmindre din hest er hvid. Så kan du holde den ude af den stærke sol.
Almindelig pasning og pleje vil i mange tilfælde afsløre de tidlige stadier af pladecellecarcinomer ved øjnene og skedeåbningen. Det kan være sværere at overvåge forandringer på spidsen af penis og umuligt i maven.
Lidelsen bør diagnosticeres og behandles så tidligt som muligt i forløbet, oftest med kirurgi i kombination med anden behandling.
Anden viden om pladecellekarcinom
UV stråling har betydning for udvikling af pladecellecarcinomer. Derfor ses tumorer tiere hos heste i højlandet og i områder tæt på ækvator.