Sponsoreret
Uveitis
Latinsk navn: Uveitis
Hvad er uveitis?
Uveitis er en ikke-infektiøs betændelse i de dybere lag af øjet. Det involverer oftest pupilhinden, området for produktion af kammervæske og årehinden.
Tilstanden kan ses akut ved slag på og omkring øjet eller ved dybe hornhindesår, samt ved dyb infektion i øjet, og kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. Akut uveitis er en af de sygdomme, der er mest akutte, dvs. kræver dyrlægebehandling med det samme. Kronisk uveitis med mere eller mindre nedsat syn og evt. helt henfald af øjet, ses som en komplikation til ovenstående, især når der ikke behandles korrekt med det samme. Tilbagevendende uveitis, også kaldet måneblindhed, kan ses som en variant til den kroniske uveitis, og kræver regelmæssig behandling for at redde øjet.
Hvad er symptomerne på uveitis?
Symptomerne på akut uveitis er:
- Voldsom smerte
- Lysskyhed
- Tåreflåd
- Halvlukket øje
- Pupilkontraktion, således at pupillen er lille og stregformet
Desuden findes der ofte varierende grader af uklarheder i forreste øjenkammer, fra snefnug til total mælkehvidhed og uigennemsigtighed. Ved samtidig forekomst af et hornhindesår ses uklar hornhinde med grålig misfarvning (se hornhindesår).
Symptomerne på kronisk uveitis er:
- Let tåreflåd
- Uklart forreste øjenkammer
- Sammenvokset pupil til linsen
- Uklar linse og/eller glaslegeme
- Henfald af nethinden
- Øjets tryk er ofte forstyrret og synes mindre.
Symptomerne på tilbagevendende uveitis er:
- De samme som for akut uveitis, men tilstanden ses indtil flere gange om året.
Anfaldene starter med let tåreflåd, uklarhed i øjet, rødme og halvlukkede øjenlåg. Anfaldene skal behandles så tidligt som muligt.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Ved en grundig øjenundersøgelse med korrekte lyskilder og instrumenter i et mørkt rum. Diagnosen stilles især udfra de karakteristiske symptomer: Uklarhed i øjet, pupilkontraktion, smerte, tåreflåd og lysskyhed. I kroniske tilfælde kan det forekomme, at pupillen er vokset sammen med linsen og derfor ikke kan udvides, når åbning med pupiludvidende øjendråber forsøges.
I journalen kan den eller de dyrlæger, som har tilset hesten, se, at hesten har haft lignende symptomer før og derudfra stille diagnosen tilbagevendende øjenbetændelse.
Hvordan behandles uveitis?
Behandlingen er både lokal og universel og skal, som ovenfor nævnt, iværksættes straks for at undgå komplikationer og evt. ødelæggelse af øjet.
Lokalbehandling skal tage højde for, om der samtidig findes et hornhindesår.
Hvis dette er tilfældet, behandles hornhindesåret akut, og der suppleres med pupiludvidende øjendråber, indtil der ses pupiludvidelse. Hesten placeres mørkt.
Hvis der ikke er hornhindesår, behandles uveitis lokalt med pupiludvidende og binyrebarkhormonholdige øjendråber med stor gennemtrængningsevne igennem hornhinden.
Den universelle behandling af uveitis består af indsprøjtning med antibiotika, syntetisk binyrebarkhormon direkte ind i en blodåre og evt. binyrebarkhormon i pulverform i foderet. I visse svære tilfælde, hvor dyrlægen er sikker på, at hesten ikke har eller har haft nyrelidelser, suppleres behandlingen med ikke-binyrebark-hormonholdige betændelseshæmmende lægemidler.
Det er vigtigt, at lokal-behandlingen med binyrebarkhormonholdige øjedråber forsætter i ca. 21 dage efter, at symptomerne er ophørt. Derved formindskes risikoen for, at hesten får tilbagevendende øjenbetændelse drastisk. Svenske undersøgelser peger på, at det netop er den korte eller manglende efterbehandling, der medfører kronisk tilbagevendende uveitis.
Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har uveitis?
Fremtiden er god ved akut uveitis, hvis du opdager symptomerne i tide og får akut og intensiv dyrlægehjælp, og sørger for at fuldføre efterbehandlingen.
Ved kronisk uveitis er fremtiden for øjet dårlig, og hesten vil ofte miste synet eller blive svagtseende på det pågældende øje. Det kan de fleste heste leve og præstere fint med.
Hvorfor får heste uveitis?
Heste udvikler en meget kraftig betændelsesreaktion (Inflammation) sammenlignet med andre pattedyr. Da hesten, som et normalt adfærdsmønster, slår med hovedet, f.eks. når den er utilfreds i flokken, kan den nemt komme til at slå hovedet på staldinventar, trailer o.lign. Øjets placering på siden af hovedet bevirker, at øjet er særligt udsat for beskadigelse.
Tilbagevendende uveitis opstår, når ejeren ikke behandler hesten igennem den lange periode. Dette skyldes, at der bagest i øjet lagres nogle særlige hukommelsesceller, som ved den mindste påvirkning kan få tilstanden til at blusse op igen.
Hvad er risikoen for, at din hest får uveitis?
Uveitis er en sjælden sygdom, men den kan optræde meget pludseligt, og skal behandles akut.
Hvis din hest har symptomer på slag på hovedet eller i og omkring øjet f.eks. ved hornhindesår, skal man altid undersøge for evt. uveitis.
Hvad kan Du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får uveitis?
Det er svært at forebygge, da lidelsen kan komme ved slag på og omkring øjet.
Men du kan sørge for, at der ikke stikker stænger, brædder eller lign. frem i boksen eller traileren, som hesten ville kunne støde hovedet på.
Tilbagevendende uveitis kan du bedst forebygge ved at behandle efter dyrlægens forskrifter.