Sponsoreret
Mad med mening
Mange hvalpe spiser med en glubende appetit de første dage i deres nye hjem. Men interessen for maden kan falde med tiden. Den nedsatte ædelyst bekymrer en del hundeejere, som straks begynder at tilsætte leverpostej, sovs og andre ting. Men hvalpen spiser ikke langsommere, fordi den savner leverpostej eller sovs, det kender den sikkert ikke engang.
Konkurrence om maden
Hvalpe og hunde, der kommer fra omgivelser med flere hunde, spiser ofte hurtigt, fordi der har været konkurrence om maden. Fra hvalpene var små, har der været konkurrence i deres liv. Først om tævens dievorter og senere hundemad, legetøj m.m. Når hvalpen skifter hjem og er alene på skansen, mangler konkurrenceelementet, og maden bliver mindre interessant.
Tjek på foder og sygdom
I stedet for at tilføje menneske-mad til hvalpens fuldkost, kan man gøre andre ting for at fremme ædelysten. Først og fremmest skal man sikre sig, at man fodrer med det rigtige foder til netop den race og alder, hunden har. Det er en god ide at rådføre dig med din dyrlæge vedrørende valg af foder. Dette gælder både fodertypen, men også den daglige mængde.
Endelig skal du selvfølgelig også være opmærksom på, at hunden kan være syg, hvis dens spisemønster ændres radikalt.
Frem ædelysten
Når det er på plads kan du gøre følgende: Mål hundens foder op om morgenen. Hvalpe bør spise mindre portioner 3-4 gange om dagen. Hvis hvalpen spiser langsomt og har beskeden appetit, så giv den meget små portioner således at den spiser op, og måske endda har lyst til mere. Lad maden stå nede i 5-6 minutter. Hvis hvalpen ikke har spist op, tager du resten op, når tiden er gået. Vent et par timer og giv den endnu en lille portion. Brug også foderet som belønninger i løbet af dagen og lad den lede efter tørfoderet på gulvtæppet og på græsplænen. Det vil stimulere dens spiselyst.
Når hvalpen bliver større kan man med fordel bruge hundens foder på følgende måde:
Brug 1/3 af hundens foder som belønning ved træning i løbet af dagen, lad hundens søge efter 1/3 af foderet på græsplænen, i tomme plastflasker eller i en Buster Cube, og fodr den sidste 1/3 af hundens fodret i hundeskålen. På den måde er der mere mening med maden. I princippet er det jo lige meget hvordan hundens indtager kalorierne bare den har fået det rette foder i den rette mængde, når dagen er omme.