Sponsoreret
Betændelse i bicepssenen hos hund
Latinsk navn: Tendinitis bicipitis canis
Af dyrlæge Gert Jarn Pedersen
Hvad er betændelse i bicepssenen hos hund?
Betændelse i bicepssenen er en ofte overset, men meget hyppigt forekommende årsag til forbenshalthed hos hunde. Bicepssenen fæstner forbenets (humurus) store bøjemuskel til skulderbladet, og har stor betydning for bevægelsen af forbenet. Bicepssenen er den væsentligste vægtbærende sene i hundes forben.
En betændelse i bicepssenen skyldes ikke en bakterier, men optræder som følge af en overbelastning eller en beskadigelse af senen i forbindelse med et uheld, eksempelvis fald eller påkørsel.
Hvad er symptomerne på betændelse i bicepssenen hos hund?
Der kan være varierende grader af halthed på forbenet som følge af tilstanden. Ofte vil haltheden forværres ved tiltagende bevægelse og forbedres efter hvile. Manipulation, det vil sige maksimal bøjning, af skulderleddet, specielt med albuen strakt, vil oftest fremkalde smertereaktion hos hunden. Ligeledes vil et direkte tryk på bicepssenen forårsage smerte.
Lidelsen optræder oftest hos ældre hunde af mellem til stor race, ligesom den typisk ses hos hunde med et højt aktivitetsniveau.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen vil udføre en klinisk ortopædisk undersøgelse og her lokalisere smerten til skulderleddet. Herefter vil en røntgenundersøgelse, eventuelt kombineret med en røntgenkontrastundersøgelse (arthrografi), være nødvendig. Diagnosen kan være vanskelig at stille, hvorfor der af og til er behov for mere uddybende undersøgelser som ultralydsundersøgelse af senen samt eventuelt kikkertundersøgelse (arthroskopi) af skulderleddet.
Dyrlægen kan også vælge at foretage skulderledspunktur efterfulgt af en histologisk/mikroskopisk undersøgelse af ledvæsken.
Hvordan behandles lidelsen?
Tilstanden behandles indledningsvis med ro i 4-6 uger; specielt må hunden ikke foretage løb eller spring, der kan belaste forbenene. I denne fase behandles med smertestillende præparater.
Hvis haltheden fortsætter, kan der lægges en lokal "blokade" i skulderleddet med et langtidsvirkende binyrebarkhormon. Også denne behandling kombineres med ro.
Omkring halvdelen af patienterne bliver symptomfri efter den første behandling, og de fleste hunde bliver velfungerende efter 1-2 gentagne behandlinger. I kroniske tilfælde kan kirurgiske indgreb være nødvendige, og der findes da forskellige behandlingsmetoder.
Uanset behandlingsformen er det absolut nødvendigt med ro i smerteperioden.
For tidlig opstart af motion og bevægelse vil give tilbagefald med en ofte forværret prognose til følge.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har betændelse i bicepssenen?
Som familiehund vil de fleste patienter på længere sigt kunne fungere uden mén. Prognosen er dog mere usikker, hvis der er tale om brugshunde; specielt vil løbshunde få behov for meget langvarig ro samt en nøje planlagt genoptræningsperiode. Som beskrevet ovenfor er der en risiko for tilbagefald ved for tidlig aktivitet.
Hvorfor får hunde betændelse i bicepssenen?
Den egentlige årsag til lidelsen er ikke kendt i detaljer, men den forårsages som nævnt oftest af en overbelastning eller en beskadigelse af senen i forbindelse med et uheld.
Betændelsen kan også opstå ved langvarige eller gentagne belastninger af bicepssenen, eller som følge af andre lidelser i skulderleddet, for eksempel slidgigt eller osteochondrose.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hund får betændelse i bicepssenen?
Hvis du sørger for at holde din hunds optimalvægt, giver den jævn og vedvarende motion og ikke forcerer en optræningsfase for voldsomt, vil du i langt de fleste tilfælde kunne undgå, at din hund pådrager sig denne smertefulde tilstand. Husk på, at det også i denne sammenhæng er ejeren, der har ansvaret for sin hund.