Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Ledbetændelse er en betændelse i et eller flere led med bakterier, spirokæter eller i sjældne tilfælde svampe. Årsagen til betændelsen kan være sår omkring leddet, evt. efter en påkørsel eller en operation. Ledbetændelse kan også skyldes spredning af betændelse med blodet fra et andet inficeret sted i kroppen. Ledbetændelse kan desuden skyldes forskellige lidelser, der har med immunforsvaret at gøre.
Dyrlægen vil føle efter, om leddet er varmt, hævet eller ømt. Dyrlægen vil også undersøge, om den nærmeste lymfeknude er forstørret.
For at fastslå årsagen til hævelsen kan dyrlægen udtage ledvæske til videre undersøgelse. Ledvæsken undersøges bl.a. for hvide blodlegemer, bakterier og andre unormale bestanddele. Eventuelt vil ledvæsken blive undersøgt for, hvilke antibiotika der er virksomme.
Hvis der ikke er tegn på betændelse med mikroorganismer, kan dyrlægen undersøge, hvorvidt lidelsen i leddet har andre årsager, f.eks. skyldes lidelser, der har med immunforsvaret at gøre.
Er der tale om en bakteriel ledbetændelse, behandles der med antibiotika. Det kan være nødvendigt at behandle over flere uger for at få alle bakterierne slået ihjel. Det kan desuden være nødvendigt at tappe leddet for væske og skylle det igennem med sterilt saltvand. Hvis der er meget betændelse i leddet, kan dyrlægen vælge at behandle med antibiotika direkte i leddet.
Ved tegn på lidelser, der har med immunforsvaret at gøre, behandles der med binyrebarkhormon eller kemoterapi.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har ledbetændelse?
Det er meget vigtigt at starte behandlingen tidligt i forløbet, da ledbrusken kan tage varig skade, hvis tilstanden varer for længe. Hvis den rette behandling bliver gennemført i tide, vil der i de fleste tilfælde ikke opstå kroniske skader.
Der er generelt en meget lille risiko for, at din hund får ledbetændelse. Men efter påkørsler, hvor der kommer åbne sår ind til et led, er risikoen for ledbetændelse stor. Lidelser i leddene, der har med immunforsvaret at gøre, er meget sjældne, så overordnet er risikoen for ledbetændelse ikke stor.
Anden viden om ledbetændelse hos hunde
Hvis en hund bliver bidt af en flåt, der er inficeret med spirokæten borrelia burgdorferi, og flåten får lov at sidde længe på hunden, kan spirokæten vandre over i hundens blodbane og forårsage betændelse. Omkring 20% af flåterne er inficeret med borrelia burgdorferi, og ca. 10% af disse vil inficere en hund. De fleste hunde vil dog være i stand til selv at bekæmpe betændelsen, så det er meget få hunde, der udvikler ledbetændelse på baggrund af borreliose.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik