Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Nedsat bugspytkirtelfunktion (kronisk exocrin pancreasinsufficiens, KEP) er en sygdom, hvor nogle af cellerne i bugspytkirtlen er ødelagt. Det bevirker, at der ikke produceres tilstrækkeligt med enzymer til at fordøje foderet rigtigt. Enzymerne er nødvendige for at nedbryde foderet til de bestanddele, som kan optages gennem tarmvæggen.
Dyrlægen stiller diagnosen på basis af de kliniske symptomer sammenholdt med en blodprøve, der undersøges for nedsat indhold af det pågældende enzym.
Hvis din hund har nedsat bugspytkirtelfunktion, skal den have fodertilskud, som indeholder bugspytkirtelenzymer. Bugspytkirtelenzymer fås som pulver på apoteket eller online. Hundens basisfoder skal være et let fordøjeligt diætfoder, som du skal købe hos din dyrlæge. Nogle hunde har brug for regelmæssig antibiotikabehandling for at normalisere tarmens pH-grad.
De fleste hunde med nedsat bugspytkirtelfunktion fungerer godt, når de får det rigtige foder tilsat bugspytkirtelenzymer. De tager på i vægt og får normal afføring; pelsen kommer i orden, og de vil prutte mindre. Men det er dyrt at behandle med bugspytkirtelenzymer, og du skal regne med at give hunden medicin resten af dens liv.
Man ved ikke, hvorfor hunde får nedsat bugspytkirtelfunktion, men undersøgelser tyder på, at sygdommen kan være arveligt betinget hos schæfere.
Hvad er risikoen for, at din hund får nedsat bugspytkirtelfunktion?
Der findes ingen opgørelser over hyppigheden af nedsat bugspytkirtelfunktion hos hunde. Hvis din hund ikke er en schæfer, er risikoen meget lille. Har du en schæfer, er risikoen lidt større, men det er ikke en udbredt sygdom.
Hvilke racer er disponeret for nedsat bugspytkirtelfunktion?
Schæfer.
Anden viden om nedsat bugspytkirtelfunktion hos hunde:
Bugspytkirtlen indeholder også celler, som producerer insulin. Hvis disse celler bliver ødelagt, vil hunden udvikle sukkersyge. Hunde med sukkersyge drikker og tisser meget. Sukkersyge er en alvorlig lidelse, som kan optræde hos nogle hunde med nedsat bugspytkirtelfunktion.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik