Sponsoreret
Næseblod
Latinsk navn: Epistaxis
Næseblod er ikke en sygdom, men et symptom. Blødningen fra næsehulen kan skyldes oplagte ting, som slag mod snuden (f.eks. påkørsel), men det kan også være symptom på en sygdom, som man ikke umiddelbart forbinder med næsehulen. Nyrelidelser kan f.eks. give næseblod på grund af for højt blodtryk.
Hvad er symptomerne på næseblod?
Blod fra et eller begge næsebor. Blødningen behøver ikke at være konstant. Hvis du som hundeejer opdager blodpletter på gulvet, og du ikke ved, hvor de stammer fra, er næseblod en mulig årsag.
Andre symptomer er udtryk for en mere generel sygdomstilstand, og kan give en ide om årsagen til næseblod. Det kan være:
- Nysen
- Snorken
- Sekret fra næsen (snot)
- Blødninger andre steder fra, f.eks. fra tandkød eller under huden
- Træthed
Hvordan kan din dyrlæge finde årsagen til næseblod?
Dyrlægen kan undersøge næsehulen ved en røntgenundersøgelse eller en kikkertundersøgelse. Hvis der er tegn på en lidelse, der ikke stammer fra selve næsehulen, tager dyrlægen en blodprøve. På baggrund af prøven kan dyrlægen konstatere, om blodets evne til at størkne er nedsat, om der er blodmangel, betændelse osv.
Hvordan behandles næseblod?
Hvis din hund kommer ind til dyrlægen med blodet løbende ud af næsen, vil den ofte blive beroliget og lagt ind i et bur, indtil blødningen standser af sig selv.
En voldsom blødning kan gøre det nødvendigt at bedøve hunden helt. Dyrlægen kan så skylle næsehulen med et middel, der trækker blodkarrene sammen, og derefter fylde næsehulen med gaze for at lægge pres på det sted, der bløder.
Når dyrlægen har fundet årsagen til næseblodet, bliver problemet behandlet. Fremmedlegemer (ofte græsstrå) bliver fjernet, betændelser bliver behandlet med antibiotika osv.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har næseblod?
Det afhænger meget af årsagen til næseblodet. I banale tilfælde (f.eks. fremmedlegemer) kan din hund blive helbredt fuldstændigt. I andre tilfælde kan du risikere, at dyrlægen bliver nødt til at aflive hunden. Det sker f.eks. hvis årsagen er en ondartet svulst.
Hvorfor får hunde næseblod?
En blødning opstår, når der går hul på et blodkar, så blodet kan løbe ud. Kroppen prøver at reparere skaden ved hjælp af blodplader og ved at danne nogle stoffer, der forsegler hullet. Det kaldes koagulationsprocessen. Det er en proces, der er i gang hele tiden, fordi det er normalt, at der opstår bittesmå blødninger rundt omkring i hele kroppen. Næseblod kan opstå ved:
- Påvirkninger udefra, f.eks. slag, stik, fremmedlegemer eller næsemider
- Tilstande i næsehulen der ødelægger slimhinderne, f.eks. svulster, allergi (nysen), polypper, bakterie-, virus- og svampeinfektioner
- Nedsat blodstørkningsevne, f.eks. på grund af medfødt mangel på blodstørkningsfaktorer ("bløder"), mangel på blodplader, rottegiftforgiftning
- For højt blodtryk, f.eks. på grund af nyrelidelser
Hvad er risikoen for, at din hund får næseblod?
Næseblod er et symptom, der kan forekomme ved en lang række tilstande, men det er de færreste hunde, der oplever det (mindre end 5 %).
Det er nogle få tilstande, der står for hovedparten af tilfældene:
- Svulster. Som regel har der været sekret fra det ene næsebor inden selve næseblodet. Hvis svulsten er brudt igennem næseskillevæggen, kan der dog være sekret fra begge næsebor. Hunde med lange snuder har en højere risiko end andre hunde for at udvikle svulster i næsehulen.
- Betændelsestilstande i næsehulen.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få næseblod?
Alle hunde kan få næseblod.
Langsnudede hunde (som f.eks.collie) får hyppigere svulster i næsehulen end andre hunde og har dermed også en større risiko for at få næseblod. Bassethund har en øget risiko for at have defekte blodplader.
Anden viden om næseblod hos hunde:
Dyrets alder kan give en idé om årsagen til næseblod:
- Unge racerene hunde har ofte medfødte blødningsforstyrrelser
- Unge eller midaldrende hunde har ofte infektioner i næsehulen
- Gamle hunde har ofte svulster