

Rævens lungeorm
Af Tune Aas Mortensen, redigeret af Marie Cecilie Olesen
Lungeorm er en lille parasit på ca. 0,5-1,5 cm., der har ræven og hunden som hovedvært. Som mellemvært benytter ormen sig af almindeligt forekommende landsnegle, eksempelvis vinbjergsnegle, skov- og havesnegle.
Rævens lungeorm kaldes på latin Crenosoma vulpis. Den opholder sig i luftrøret, bronkierne og bronkiolerne hos ræve og hunde, hvor den kan give anledning til luftvejssymptomer såsom hoste.
Lungeormen findes vidt udbredt hos ræve i Europa og Nordamerika. Sporadiske tilfælde af lungeorm hos hunde er beskrevet i flere lande, og sygdommen blev påvist i Danmark for første gang i 1999. Der er tidligere rapporteret en højere forekomst af rævens lungeorm på Sjælland sammenlignet med resten af Danmark, hvilket kan have haft en sammenhæng til den hyppige forekomst af ræve.
Hvad er symptomerne på infektion med lungeorm?
Symptomerne er ofte de samme, som man ser ved almindelig lungebetændelse:
- Hoste
- Hurtig vejrtrækning
- Let feber
- Nedsat appetit
- Evt. opkastninger i forbindelse med hoste
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen lungeorm?
Diagnosen stilles ved direkte påvisning af lungeorm eller larver. Ormelarverne kan påvises ved at foretage en undersøgelse af en afføringsprøve, som gerne skal bestå af afføring opsamlet fra tre på hinanden følgende dage. De karakteristiske voksne orm kan i nogle tilfælde påvises direkte i luftrøret på hunde.
Hvordan behandles lungeorm?
Når dyrlægen har stillet diagnosen lungeorm, behandles hunden med et passende ormemiddel. Efter behandling vil dyrlægen ofte undersøge en ny afføringsprøve for at være sikker på, at parasitten er udryddet.
Det kan være nødvendigt sideløbende at behandle hundens hoste samt eventuelle sekundære bakterielle infektioner i lungerne (lungebetændelse). Hertil anvendes et velegnet antibiotikum samt eventuelt hostestillende middel, afhængig af hostens karakter.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har lungeorm?
Infektion med rævens lungeorm giver kun sjældent alvorlig sygdom hos hunde, der er smittede. Derudover er behandlingen normalt meget effektiv, og fremtidsudsigterne er derfor gode.
Hvorfor får hunde lungeorm?
Hunde bliver smittet med lungeorm, hvis de spiser ormens mellemvært, som er sneglen. Dette kan ske, hvis hunden f.eks. spiser græs pga. dårlig mave og dermed ved et uheld også spiser sneglen. Efter at hunden har optaget sneglen, vil larverne frigives til tarmkanalen, larverne vandrer herefter gennem tarmvæggen og via portalvenesystemet og leveren til luftvejene.
I luftvejene lægger hunnerne æg, som klækkes, hvorefter larverne hostes op i svælget, synkes og passerer gennem tarmen og udskilles med afføringen. Når larverne udskilles med afføringen, befinder de sig herefter i miljøet, hvorfra de kan optages af forskellige snegle, som således kan inficere andre ræve eller hunde, hvis disse snegle indtages ved uheld.
Hvad er risikoen for, at din hund får lungeorm?
Risikoen, for at din hund får lungeorm, afhænger meget af, hvor du bor. Antallet af ræve og snegle i området har stor betydning for lungeormens udvikling. Sygdommen er tidligere først og fremmest konstateret på Sjælland, men også flere steder i Jylland.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få lungeorm?
Alle racer er lige udsatte.
Anden viden om lungeorm hos hunde
Lungeorm har visse fællestræk med en anden af hundens orm, hjertelungeormen (Angiostrongylus vasorum - den franske hjerteorm).
Af andre indvoldsorm kan nævnes spolorm, hageorm, piskeorm og bændelorm. Disse orm har også deres egen livscyklus og biologi.