Aflivning af hund

Døden er den naturlige afslutning på livet. Alligevel er døden ofte tabu i vores samfund, fordi vi ikke helt ved, hvordan vi skal forholde os til den. I de tilfælde hvor man vælger at lade sin hund aflive, er det ofte ud fra meget tungtvejende overvejelser, hvor man ønsker at spare den for den sidste tid. Aflivningen foretages altså af hensyn til hunden, og man tilsidesætter derved sit eget egoistiske ønske om at beholde hunden.

Hvordan foregår en aflivning?

Ofte foregår en aflivning på klinikken efter forudbestilt tid. I nogle tilfælde kommer dyrlægen ud og foretager aflivning i hjemmet. Ejerne må selv vælge, om de ønsker at være til stede, eller om de f.eks. først ønsker at se dyret, når det er overstået. Nogle ejere ønsker ikke at være med og afleverer derfor hunden på klinikken. Det er en meget personlig sag, hvordan man ønsker at tage afsked med sin hund, og dette respekteres til fulde.

Hunden vil i mange tilfælde få en beroligende sprøjte, således at den bliver ligeglad med, hvad der foregår omkring den. Den beroligende sprøjte gives enten i lårmusklen eller i nakkemusklen og gør ikke ondt på hunden.

Den næste sprøjte, som er den, hunden sover ind på, gives direkte i en blodåre. Ofte vælges den blodåre, som ligger på forbenet. Når der er sikret en direkte adgang til blodåren med en kanyle eller en butterfly, sprøjtes det bedøvende middel ind. Lægemidlet er i en så kraftig koncentration, at det umiddelbart bedøver hjertet, således at hunden sover ind med det samme. Åndedrættet ophører kort tid efter. Hunden undersøges med stetoskop for at være sikker på, at hjertefunktionen er ophørt.
Der er tale om en meget skånsom metode, som sikrer, at hunden ikke er udsat for unødigt ubehag.

Om det at miste et kæledyr

I dag er hunde en stor del af en families hverdag, og hunde betragtes da også i stigende grad som familiemedlemmer. Derfor er det en stor sorg, når den dag kommer, hvor hunden skal aflives. De fleste er ikke vant til at træffe så afgørende beslutninger, og derfor kan der opstå en konflikt ved at være den, der holder mest af dyret, samtidig med at man bestemmer, at tiden nu er inde. Det er vigtigt at tale om denne sorg og at dele den med andre.

Det er ligeledes vigtigt, i de tilfælde hvor der er børn i familien, at man taler om hunden og forklarer, hvorfor den er død. At den enten var "meget gammel" eller "meget syg" eller begge dele, fremmer børnenes forståelse. Børn er ikke i samme grad som voksne bange for at tale om døden, og det er de voksnes opgave at forsøge at tale om det.

I nogle kommuner er det lovligt at begrave sin hund i haven, men det forudsætter, at man ikke bor ovenpå en vandåre. Over det døde dyr eller dens kiste skal der være mindst 1,3 meter jord. Er der tale om en urne, skal der være mindst 1 meter jord over urnen. Det er vigtigt at overholde disse regler. Dette skal ske af hensyn til at forbipasserende dyr ikke må kunne grave dem op. Dette kunne f.eks. være en byræv eller en anden hund.

Mange ejere vælger at lade dyreklinikken bortskaffe hunden. Der er nogle, som vælger at få hunden kremeret eller begravet på en dyrekirkegård. Det ene valg er ikke mere rigtigt end det andet - det handler om at vælge det, som passer bedst i den pågældende situation, og også det er meget personligt.

Rundt om i landet findes gravpladser til dyr, hvor sørgende ejere kan begrave deres kæledyr.

Din dyrlæge kan rådgive dig

Tag en snak med din dyrlæge, hvis du kan mærke, at det er ved at være tid for din syge eller gamle hund. I vil sammen finde den rigtige løsning i den pågældende situation.