Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Sorgen over at miste et kæledyr

Tema om sorgen over at miste et kæledyr

Af psykolog Tove Weis

Hvad er sorg over at miste et kæledyr?

Sorg er en naturlig og almindelig menneskelig reaktion på at miste noget betydningsfuldt, man har holdt af og været knyttet til. Sorg er således vores følelse af smerte og tomhed efter et følelsesmæssigt tab, uanset hvad tabet består i. Der kan være tale om et menneske som dør eller flytter, et kæledyr som dør/må aflives eller tilsvarende.

Sorg er en naturlig del af menneskets liv gennem hele livet fra barndom til alderdom. Det kan være svært helt præcist at beskrive sorgen og dens forløb, da der er tale om en følelsesmæssig tilstand, som dels vari-
erer fra person til person, og dels vil afhængig af, om der er tale om et barn eller en voksen. Sorgen kan indeholde mange forskellige og til tider modstridende følelser, hvilket er helt almindeligt. Sorgen kan også medføre et eller flere kriseforløb. 

Det er vigtigt, at kunne give sig selv lov til at føle sorg i forbindelse med et tab, da sorgen er kroppens helbredende kraft, der gør at vi lidt efter lidt kan give slip på det, vi har mistet. Denne proces bevirker, at vi langsomt kan genfinde lysten og energien til det nye og anderledes liv, hvor f.eks. et nyt kæledyr helt eller delvist får lov at udfylde de sammme funktioner. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man glemmer det mistede kæledyr.

I visse tilfælde kan f.eks. sorgen over at miste et kæledyr aktiverer en gammel muligvis ubearbejdet sorg, som derved vil forstærke sorgreaktionen. I så tilfælde kan det være nødvendigt at søge professionel hjælp hos en psykolog.

Hvilke symptomer kan der være på sorg?

Sorgens forløb inddeles ofte i forskellige faser. De kan opleves med meget varieret styrke alt afhængig af det enkelte menneske, og hvad man har mistet. Det er også helt almindeligt, at disse faser forløber så at sige oveni hinanden, eller overlapper hinanden.

Indledningsvis må den sørgende forholde sig til, at tabet er virkelighed og ikke står til at ændre. Man er muligvis bevidst om tabet og kan fortælle om, hvad man har mistet, og hvad der er sket. Men dette er ikke i alle tilfælde ensbetydende med en dybere følelsesmæssig forståelse af, at tabet er uigenkaldeligt. Den sørgende vil ofte have behov for at fortælle detaljeret og gentagende gange om det skete, for derigennem at støtte sig selv i denne erkendelse.
Følelsesmæssigt går tabet langsomt op for én som følge af de gentagende oplevelser af situationer, hvor fx kæledyret plejede at være der. Det kan være det tidspunkt på dagen, hvor man plejede at gå tur med hunden, eller katten der plejede at komme én mjavende i møde ved hjemkomst. Den indledende fase kan ved voldsomme og traumatiske tab være forbundet med en chockagtig tilstand hos den sørgende.

Efterhånden som man gradvist forstår tabet også følelsesmæssigt, vil man blive istand til at reagere på det skete. Der kan være tale om mange forskellige følelser som at være ked af det, savn, ensomhed, vrede, bitterhed, skyld, angst, lettelse osv. Alt afhængig af sorgens styrke kan denne fase være udmattende og kræve megen støtte og forståelse fra ens nærmeste omgivelser. Det er naturligt at have behov for at græde i forbindelse med sorg. Det er også almindeligt i en eller anden udstrækning at bebrejde sig selv. Der kan være tale om, at man føler sig skyldig eller ansvarlig for tabet, ind imellem kombineret med følelser af aggression, som måske rettes mod det mistede kæledyr, fagfolk, familiemedlemmer eller andre. Sådanne følelser/udbrud skal ses som et helt almindeligt og menneskeligt forsøg på at foresvare sig mod en oplevelse af hjælpeløshed.

Efterhånden vil man langsomt kunne bearbejde tabet og tilegne sig nye færdig-
heder, som kræves for at klare den nye situation. Det kan fx være, at man cykler en tur og får frisk luft og motion på denne måde, hvor man før ville gå en tur med hunden.

I denne sidste fase bliver man langsomt parat til at slippe den følelsesmæssige afhængighed af det, man har mistet og orientere sig mod fremtiden. Det man har mistet bliver et kært minde, og man er klar til og har lyst til at rette sin følelses-
mæssige energi mod noget nyt og andet, som fx et nyt kæledyr.

Hvad kan man gøre ved sin sorg?

I det kriseforløb, som sorgen ofte medfører, ligger en mulighed for vækst og udvikling. Man bliver tvunget til at tage sine værdier op til overvejelse og udvikle nye handlemuligheder for at kunne klare den nye situation. Dette indebærer, at man  opdager nye sider hos sig selv, som man ikke var klar over eksisterede.

Omvendt er der også en risiko for at havne i en mere fastlåst og depressiv tilstand. Hvordan et eventuelt kriseforløbet i forbindelse med en sorg udvikler sig afhænger af flere forskellige ting bl.a. karakteren af tabet, personligheden hos den sørgende herunder eventuelle tidligere tab, omgivelsernes reaktion dvs. familie, venner og kollegaers støtte og forståelse.

Sorgen over et tab medfører dog ikke altid et kriseforløb. Selvom der kan være tale om en oplevelse af forringet livskvalitet, er tabet ikke nødvendigvis så gennem-
gribende, at det opleves som en trussel mod personens grundlæggende mulighed for livskvalitet.

Hvad man skal eller kan gøre ved sin sorg vil være en umulighed at svare ende-
gyldigt på, da behovene helt vil afhænge af den enkelte - barn eller voksen samt karakteren af tabet. Sorgen er en naturlig helingsproces, som tager tid, men tiden alene læger ikke alle sår. Generelt har mennesker i sorg brug for andre menneskers nærvær samt forståelse og accept af de mange forskelligartede følelser sorgen kan medføre, og af at sorgen tager tid. Der kan endvidere være behov for at fortælle detaljeret og gentagende gange om det, der er sket, og især børn men også voksne kan have behov for at give sorgen et mere konkret udtryk ved fx at sidde med og sige farvel til et dødt kæledyret, ved et begravelesritual, når kæledyret dør, ved at begrave ynglingslegetøj eller madskål sammen med dyret eller andet. Det sidste kan være en trøst for især mindre børn, som en forsikring om at dyret kan få mad i himlen.

Hvordan reagerer børn på sorgen over at miste et kæledyr?

Børn regerer som voksne meget forskelligt og med mange forskellige følelser i forbindelse med sorg. Der kan være tale om tristhed, savn, chock, vantro, angst, protest, mareridt m.m. Børn har dog generelt lettere ved at gå ind og ud af sorgen end voksne. De kan det ene øjeblik være opløst i gråd for det næste øjeblik at lege, som om intet var hændt. Børn har på denne måde en evne til at fortrænge og beskytte sig mod voldsomme begivenheder, hvilket af og til kan forlede voksne til at tro, at de ikke sørger.


Børns sorgforløb vil være anderledes end voksnes og afhænger af barnets alder og udviklingstrin. Børns forståelse af døden og dødens betydning udvikler sig i takt med barnets intellektuelle, sproglige og følelsesmæssige modning. Børn op til ca. 5 år opfatter ikke døden som uigenkaldelig, og forstår ikke dens langsigtede betydning. De vil derfor kunne stille spørgsmål om, hvem der nu giver hunden mad, hvornår katten kommer tilbage o.lign. Lidt ældre børn i alderen ca. 5-10 år vil gradvist udvikle en forståelse af, at døden er permanent, og at livsfunktionerne for altid er ophørt. De vil dog stadig have brug for at kunne udtrykke sorgen konkret via ritualer, tegning, gravsted o.lign. Fra 10 års alderen vil børns forestillinger om døden efterhånden blive mere abstrakte, og de begynder at forstå dødens lang-
sigtede betydning.

Børn i sorg har ligesom voksne brug for menneskelig nærvær og accept af deres forskellige følelser. Børn har endvidere brug for, at forældrene informerer om, hvad der er sket og skal ske, da de ikke altid er til stede eller opfanger de informationer, der  bliver givet hos dyrlægen. Det er ofte misforstået hensyn, at "skåne" børn for informationer og/eller at se det døde dyr, da børns fantasi i mange tilfælde overgår virkeligheden. Derimod kan der være tale om, at vi som voksne synes, at det er svært at tale med børn om døden, og derfor i en eller anden udstrækning forsøger at skåne os selv. En trøst kan være at børn tit er meget overbærende overfor voksne i så henseende, og langt hen ad vejen er istand til at gemme deres sorg/
følelser, til de kan mærke, at vi voksne er parate. Desuden tager børn ikke skade af at mærke, at vi som voksne er kede af det eller usikre i forbindelse med at tale om døden. Det skal dog pointeres, at man i så henseende ikke skal tvinge børn til noget, de klart giver udtryk for ikke at have lyst til.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud