

Sponsoreret
Det optimale parringstidspunkt
Hvorfor fastlægge optimalt parringstidspunkt?
Mange ejere af tævehunde har oplevet at stå i den frustrerende situation, at hanhund og tæve ikke vil parre sig på det forventede tidspunkt i tævens brunstcyklus. Dette kan især være et problem, hvis tæven skal til parring hos en hanhund i en anden landsdel eller i udlandet.
Du har muligheden for at få bestemt tævens tidspunkt for ægløsning med blodprøve(r) og dermed fastlægge det optimale parringstidspunkt.
Hvornår skal en tævehund normalt parres?
De fleste tævehunde får ægløsning mellem 10 og 14 dage efter løbetidens start - altså knap 2 uger efter at tæven starter "med at bløde". Dette gælder dog langt fra alle tæver!
Nogle har ægløsning på et meget tidligt tidspunkt (ex. på 8.dagen) - andre meget sent (ex. på 19. dagen eller senere).
Da parringen optimalt skal finde sted 1-2 døgn efter ægløsningen, kan sådanne tæver være svære at få drægtige.
Hvordan fastlægges det optimale parringstidspunkt?
Ved at måle blodets indhold af hormonet progesteron kan man fastlægge ægløsningstidspunktet meget nøjagtigt:
- I løbetidens start (forbrunsten) er progesteronindholdet lavt, da der endnu ikke har været ægløsning.
- Ved overgangen til perioden, hvor tæven får ægløsning (selve brunsten), stiger blodets indhold af progesteron til et middelhøjt niveau, da ægløsningen er nært forestående.
- Umiddelbart efter ægløsningen stiger progesteronindholdet yderligere til et højt niveau.
Det anbefales at starte blodprøvningen ca. 7-8 dage efter tævens første dag med blodtilblandet udflåd fra skeden (=start på forbrunst).
Er progesteronindholdet i den første blodprøve lavt (d.v.s. at ægløsningen ikke er umiddelbart forestående), undersøges en ny blodprøve 2 dage senere.
Er blodets indhold stadig lavt på dette tidspunkt, undersøges en ny prøve 2 dage senere - og så fremdeles, indtil progesteronindholdet stiger.
Er progesteronindholdet i den første blodprøve højt, bør tæven parres med det samme - er indholdet middelhøjt, checkes en ny blodprøve dagen efter, indtil indholdet når op på det høje niveau, der viser, at tæven har fået ægløsning.
Det er vigtigt, at man ikke venter for længe med at påbegynde undersøgelserne; hvis den første blodprøve viser et højt progesteronindhold, kan det ikke afgøres om ægløsningen lige har fundet sted eller for flere dage siden. Man kan så risikere, at det optimale parringstidspunkt er forpasset.
I hvilke situationer bør man lade tæven blodprøve?
- Hvis man ønsker så stort et kuld som muligt
- Hvis man skal rejse langt med sin tæve
- Hvis tidligere løbetider har været uregelmæssige (korte/lange, meget/lidt udflåd)
- Hvis tæven ikke har været parringsvillig i tidligere løbetider med parringsforsøg
- Hvis tæven skal parres med en urutineret hanhund
- Hvis tævens alder (eller andre forhold) betinger, at det er sidste mulighed for at få hvalpe
- Hvis man ved, at inseminering bliver nødvendig
Er der ulemper forbundet med undersøgelsen?
Det er selvfølgelig en ulempe, at tævehunden skal have taget blodprøverne (normalt 1-8).
Dette er dog kun forbundet med et absolut minimum af ubehag for hunden, og resulterer parringen i blot én ekstra hvalp, er udgifterne mere end rigeligt dækket ind.