Diskusprolaps - personlig beretning

Jeg står som dyrlæge dagligt over for syge dyr og deres bekymrede ejere. Hvad fejler den? Kan der gøres noget? Hvad koster det? Skal jeg vælge aflivning eller forsøge behandling? Det er altid en, til tider svær, afvejning der skal ligge til grund for, hvad der besluttes, at der skal ske videre.

Alle disse spørgsmål blev alvor også for mig og min familie for kort tid siden.

Smertesymptomer

Vores dejlige dværgschnauzer Ronja havde gennem nogen tid vist smertesymptomer. Da hun nærmer sig 13 år, slog jeg det i starten hen, både over for mig selv og over for resten af familien. Hun er trods alt ved at være gammel, og det var nok "bare" lidt gigt, der plagede hende.

Hun fik noget smertestillende og et naturpræparat mod smerter fra gigtforandringer, Canosan. Det gik egentlig meget bedre i en periode, men her før jul blev det mere og mere tydeligt at det udviklede sig. Hun fik større og større besvær med at forcere trapper, og hendes nætter blev meget urolige. Hun begyndte at vandre rundt i perioder om natten, og var også urenlig af og til.

Der måtte der gøres noget.

Røntgenbilleder og CT-skanning

Jeg tog røntgenbilleder af hendes ryg og hofter for at se, om det var der, problemet lå. Gigt var der ikke skyggen af, men der var en forskydning mellem hendes sidste lændehvirvel og den første af korsbenets hvirvler. En sådan forskydning er ikke normalt, og det kunne sagtens være der, årsagen lå.

Men her må et konventionelt røntgenanlæg give op, idet man kun i særlige tilfælde kan se bløddele ved disse optagelser.

Anicura Aarhus Dyrehospital har en CT-skanner, og med en sådan kan man på samme tid se knogler og bløddele i 3 dimensioner.

Ronja måtte derfor en tur igennem denne skanner, og det viste sig hurtigt, hvor problemet lå: Hun havde fået en diskusprolaps lige netop på det sted, hvor forskydningen lå. Materiale fra centrum af den bruskskive, der ligger imellem de 2 hvirvler, var trængt ud i opadgående retning og trykkede på rygmarven. Det gav de svære smerter, hun med al tydelighed havde vist i den sidste tid.

Scanningsbilledet af Ronjas sidste lændehvirvel og første bækkenhvirvel. Discusprolapsen er det lyse,  der ligger mellem de røde pile.

En klassisk diskusprolaps ligger længere fremme og giver i mange tilfælde, udover smerterne, også varierende grader af lammelser af bagben/bagpart. Det var der ingen tegn på hos Ronja. Hendes atypiske diskusprolaps var opstået, fordi den første af korsbenets hvirvler ikke, som hos de fleste andre hunde, var vokset sammen de øvrige korsbenshvirvler. Derfor har den kunnet forskubbe sig i forhold til den sidste lændehvirvel. Bruskskiven imellem dem var revnet, og det bløde indhold i midten var trængt ud som tidligere beskrevet.

Diagnosen var klar, og dermed også en mulig behandling.

Operation

Ved en operation kan man ved at fjerne "loftet" i rygmarvskanalen på det pågældende sted lette det tryk, som prolapsen laver på rygmarven, og dermed fjerne de smerter, det afstedkommer. Betænkningstiden var ikke lang for os. Ronja har været en dejlig og trofast hund i alle de år, vi har haft den glæde at have hende. Derfor skulle hun, selvom hun er gammel, ikke aflives nu, da hun på alle områder stadig fungerer rigtig fint.

Ingen af os dyrlæger på Silkeborg Dyrehospital er i stand til at lave denne specialiserede operation. Derfor måtte jeg bede vores dygtige kollega Lars Langerhus udføre operationen. Lars arbejder på Anicura Aarhus Dyrehospital, og han har i en årrække dygtiggjort sig inden for ortopædkirurgien.

Der var desværre først tid ugen efter at diagnosen blev stillet, og derfor fik Ronja monteret et såkaldt smerteplaster for at give yderligere smertelindring, indtil hun kunne blive opereret.

På operationsdagen kørte jeg til Århus med hende, var med under operationen, ventede til hun igen var vågen nok og kørte hjem med hende 3 timer senere.

Resultatet

Og hvilken lettelse at se, at allerede dagen efter var det tydeligt, at hendes smerter var væk. Selvfølgelig var der nogle smerter, der stammede fra operationen/såret efter operationen. Hun sov hele natten og virkede alt i alt gladere.

6 dage senere er også smerterne fra såret ved at klinge af. Halen, som ellers har hængt slapt ned siden, er begyndt at blive brugt igen. Efter 3 uger er der ingen tvivl. Vi har fået vores altid glade Ronja tilbage.

Så for os har beslutningen om at få hende opereret været helt rigtig.