Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Tidligere transporteredes dyr næsten udelukkende over landegrænser i forbindelse med, at familier i en kortere eller længere periode flyttede til udlandet. I dag er det meget almindeligt at have hunde med på ferie. Dette gælder såvel ferier indenlands som udenlands.
Oplysningerne i dette tema gives med henblik på turisters midlertidige indførsel af personledsagede hunde til andre lande. Ved permanent indførsel kan der gælde andre regler, f.eks. krav om indførselstilladelse.
Hvis du planlægger at tage din hund med på ferie, skal du altid kontakte din dyrlæge i god tid. Dyrlægen vil tjekke hundens vaccinationer og bestemmelserne for rejse med dyr i det eller de lande, hvor du skal holde ferie. Et godt og grundigt forarbejde øger chancen for at ferien bliver en succes - også for din hund.
Ved rejser indenfor EU er det forholdsvis simpelt:
Nogle lande både inden- og udenfor EU forlanger, at hunden har fået en ormekur mod rævens dværgbændelorm, der udgør en potentiel smitterisiko for mennesker. Det drejer sig bl.a. om Norge, Storbritanien, Irland, Malta og Finland. Denne ormekur skal gives tidligst 120 timer og senest 24 timer inden indrejse i det pågældende land. Det er et krav, at tabletten indgives af en dyrlæge og dokumenteres i passet.
Lande udenfor EU kan have andre krav. Her kan der være krav om sundhedsattester o.l.
Du kan læse mere herom på Fødevarestyrelsens hjemmeside, hvor du også ved at besvare nogle få spørgsmål får overblik over reglerne til din rejsedestination.
Der er i de fleste nationale tog mulighed for at medtage hunde. Der kan dog være specielle bestemmelser ved bestemte afgange, f.eks. nattog.
For international rejse gælder, at man skal følge de respektive togselskabers politik i de enkelte lande. Det er derfor nødvendigt at indhente tilstrækkelig information herom, samtidig med at internationale billetter bestilles. Der gælder som regel andre regler for fører- og servicehunde.
Generelt gælder det, at hunde gerne må medbringes i tog, såfremt andre passagerer ikke generes af hverken lugt eller støj. Dog er der visse lande der forbyder transport af hunde i tog - husk derfor at tjekke det med togselskabet inden afrejse.
Ved rejse over større afstande er fly ofte det foretrukne transportmiddel.
Kæledyr under 8 kg incl. taske/transportkasse kan transporteres i kabinen. De skal under start, taxi og landing være placeret under stolesædet foran ejeren. Der er begrænsning på, hvor mange dyr, der må være i kabinen under den enkelte flyvning, så det er klogt at bestille billet i god tid.
Større hunde transporteres i et tryksikret lastrum i en transportkasse,som man selv skal sørge for. Den skal opfylde bestemte krav. Denne transportform kan for nogle hunde være meget stressende og man bør tænke sig godt om, især med hensyn til hunde med kort snude, der kan få vejrtrækningsproblemer.
Hos de fleste flyselskaber rejser servicehunde som regel gratis, mens priserne varierer for de andre. Det anbefales at checke kravene hos hvert enkelt selskab.
Generelt kan man være tryg ved at tage sin hund med til udlandet. Men man bør være opmærksom på, at der i andre lande – især syd- og østlige – findes en del smitstoffer, som vi ikke har i Nordeuropa og som hunden derfor kan være modtagelig for. Udover rævens dværgbændelorm, er der sygdomme som babesiose, leishmaniasis og anaplasmose. Nogle af disse overføres af flåter og sandfluer, så det kan være en fordel at holde sin hund beskyttet mod bid af disse.
Læs mere på www.foedevarestyrelsen.dk
---
Artiklen er oprindelig skrevet af Christina Brock og venligst opdateret af Kirsten Boeck
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik