

Sponsoreret
At gå pænt i line
Hvis din hund har lært sig, at det kan svare sig at trække i linen, fordi den så kommer hurtigere frem til nye dufte, vil ”bakkemetoden” være en god indlæringsmetode til at ændre dette uhensigtsmæssige mønster.
Her starter du indlæringen op med at forebygge, at din hund begår fejl (trækker i linen) fra starten af øvelsen. Det giver dig mulighed for at skabe en positiv indlæring, hvor hunden oplever, at det kan betale sig at udskifte sit gamle mønster med et nyt (at gå pænt i line).
Vær opmærksom på, at indlæringen vil tage tid og kræve en del energi af dig. Hold fast i indlæringen på trods af at din hund måske har svært ved at forholde sig til, at den ikke længere må trække i linen.
Selve indlæring af ”gå pænt i snor” - via bakkemetoden:
- Beslut dig for om hunden skal gå på din højre eller venstre side. Så slipper du for at den går fra side til side og forstyrrer din gang eller vikler dig ind i snoren.
- Start med at bakke foran din hund - forstået som at du bakker, og din hund går med front imod dig, så I har direkte øjenkontakt med hinanden.
Vær glad og samarbejdende, så hunden synes, at det er hyggeligt at have fokus på dig.
Giv godbid med jævne mellemrum og husk at række den helt ned til hunden – så den ikke skal hoppe op efter den.
Hvis din hund forsøger at passere dig ved at ”overhale dig”, skal du gå ind foran den og forhindre den i at komme forbi dig. Vær helt konsekvent og lad være med at rose eller give godbidder, når du har forhindret denne uønskede adfærd. - Når du oplever, at hundens fokus er mere møntet på dig end på omgivelserne eller underlaget, vender du dig rundt og går ”normalt” fremad, så du og hunden følges ad i den retning, hunden hele tiden har gået.
Her er det meget vigtigt, at du husker at belønne med ros og godbidder, for dette er det sværeste moment i øvelsen: nemlig at hunden stadig følges med dig, når nu du lader ”verden åbne sig” med masser af gode grunde for at trække frem i linen.
Den må gerne gå lidt foran dig eller lidt bagved dig. Og den må også gerne snuse eller kigge til højre eller venstre. Så længe linen ikke er stram, og hunden går på den side af dig, som du ønsker, er der anledning til at belønne. - Så snart du oplever den mindste forstyrrelse, der kan fjerne hundens fokus fra øvelsen (og dermed risikere, at den begynder at trække frem), træder du ind foran hunden igen og bakker. Og helst inden hunden er kommet ud i stram line.
- Gentag punkt 2 og 3 videre igennem indlæringen.
Udvidelsen af øvelsen er, at du:
- går flere og flere skridt inden du slutter øvelsen
- træner på steder, hvor der er flere og flere forstyrrelser
- lader der gå længere og længere tid imellem at du giver godbid
Skab gode betingelser for indlæringen:
- Start træningen hjemme i haven eller et andet kendt og roligt sted uden forstyrrelser, så du hjælper hunden til at bevare koncentrationen = få forståelse for det nye mønster.
- Brug gode godbidder til træningen. De sikrer, at hunden oplever, at det kan ”betale sig” at vælge omgivelserne fra og opmærksomheden på dig til.
- Hav godbidderne i en godbidstaske eller en lomme, der er let at stikke hånden i.
- Hav ikke godbidderne i hånden, imens du træner, før du reelt skal bruge dem.
Hvis du bare lokker hunden til at gå pænt ved siden af dig med en godbid foran dens snude, lærer den ikke at gå pænt i snor. Men blot at følge en godbid. - Hunden behøver ikke at kigge på dig for at få en godbid. Hvis ”betingelserne” for succes er til stede, skal du bekræfte korrekt adfærd:
- at den går på samme side af dig
- at linen ikke er stram - Lad linen være så lang, at hunden har mulighed for at bevæge sig godt en meter foran, på siden og bagved dig. Men hav ikke en to–tre meter lang line på her i starten af indlæringen. For det vil vanskeliggøre at få kontakt, hvis den bevæger sig så langt fra dig.
Træning eller fritid i indlæringsperioden
Når du vil lære din hund, at den IKKE må trække i linen, når I går tur, er du nødt til at være ret ensartet og konsekvent i din indlæring af at gå pænt. Ellers får den ikke forståelsen for den nye adfærd.
Samtidig er det heller ikke fair over for hverken dig eller din hund, hvis hele gåturen skal være én lang træningsøvelse i ”gå pænt i line”, imens hunden er i indlæringsfasen. Og derfor er det en god idé at indføre en ”træningshjælp”.
Jeg vil foreslå, at du giver hunden både et halsbånd og en sele på, når du går tur. Hunden kan mærke forskel på, om presset mærkes på halsen eller brystet, hvis den trækker. Og derfor kan du lære den, hvilket pres der betyder ”træning”, og hvilket pres der betyder ”fritid”.
Når linen sidder i et bredt halsbånd:
- træner du gå pænt i line = pres på halsen, hvis hunden trækker = forkert adfærd.
Når linen sidder i selen:
- holder du og hunden pause fra træning = pres på brystet, hvis hunden trækker = ok adfærd.
Hvis du og/eller din hunds træningskoncentration i en periode er nedsat, må du hellere lade linen sidde i selen oftere end tidligere – end at slippe grebet om indlæringen af det nye, hensigtsmæssige mønster.