Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop
Se udvalgte Produkter

Produkter fra vores butik

RC Medium Puppy tørfoder til hvalp, 10 kg. Køb her

Hill's VetEssentials Multi-Benefit Puppy Large, hvalpefoder, 14kg Køb her

SPECIFIC CPD-S Puppy Small Breed, 4 kg Køb her

KONG Puppy Binkie, Small Køb her
Tilbud
439,00 kr

VetPro hvalpefoder, 8 kg Køb her
Tilbud
240,00 kr

Adaptil halsbånd, Junior, 37,5 cm Køb her

At sidde

Hundehvalp, der lærer at sidde

Artiklen er skrevet af Irene Jarnved og Lise Lotte Christensen.

Målet: at hunden sætter sig på signal, bliver siddende mens du går et stykke fra hunden, og at hunden kan blive bedt om ”sit” på afstand.

Introduktion til øvelsen

Vi anbefaler, at du læser artiklen Træning, før du begynder at træne din hund. 
Det er en god idé at lære hunden at sidde på signal. Når hunden sidder, er den rolig og under kontrol. Det er praktisk, eksempelvis når I skal krydse en vej eller hilse på folk, I møder (hvis hunden sidder ned, kan den ikke samtidig springe op!). Det er også rart, at hunden kan sidde og blive siddende en tid, hvis du f.eks. skal se dens tænder, poter osv., eller have hunden i ro, mens du får indkøbsvarer, børn eller klapvogn ud af bilen.

Du kan hurtigt lære en hvalp eller en voksen hund at sidde, men afstanden til hunden og tiden den skal blive siddende skal øges langsomt. Træn først uforstyrret og gør gradvis omgivelserne mere interessante. Træn altid i korte sekvenser (meget korte sekvenser med hvalpe) og slut altid en øvelse med succes!

Sådan starter du øvelsen

Metode 1: lokning med godbid

  • Træn i vante omgivelser i fred og ro.
  • Træn helst uden line på hunden.
  • Hav godbidderne inden for rækkevidde.
  • Sig hundens navn, og ros og beløn hunden for at se på dig. Vis hunden, at du har en godbid i hånden. Luk hånden om godbidden og hold armen strakt ca. 30 cm over hundens hoved, altså udenfor hundens rækkevidde. Hold hånden helt stille og sig intet! Hunden vil sikkert hoppe op mod din hånd og slikke på hånden, gå baglæns m.m., før den omsider sætter sig ned.
  • Straks hunden sætter sig ned, siger du "dygtig" og giver den godbidden. Lad blot hunden rejse sig, mens den spiser godbidden.
  • Gå lidt til siden og gentag øvelsen. Husk at tie stille og holde hånden stille. Ros og beløn hunden, hver gang den sætter sig. Hunden vil hurtigt finde ud af, hvad det er du ønsker, at den skal gøre, og sætte sig, straks du holder hånden over dens hoved. Ros og beløn hunden hver gang. Slut med succes og hold flere pauser.
  • Træn øvelsen flere steder i huset og senere i haven.
  • Hvis hunden mister koncentrationen og rejser sig, så bevæg dig væk fra den og prøv igen. Slut øvelsen med succes (husk at træne korte sekvenser).

Metode 2: hunden sætter sig på eget initiativ 

Du kan også indlære din hund i sit, hvor du lader den arbejde i øvelsen, inden den bliver belønnet. Denne indlæringsmetode egner sig godt til alle racer, da det er en naturlig adfærd for hunden at sætte sig ned.

  • Træn i vante omgivelser og ro (så hunden kan koncentrere sig). Helst uden line på.
  • Hav godbidder inden for rækkevidde (f.eks. bæltetaske, på et bord tæt på eller lignende), men ikke i hånden.
  • Vær foran hunden. Vær neutral og vent på, at hunden sætter sig på eget initiativ.
  • Hvis den ikke har sat sig indenfor 3–4 sekunder, vender du siden/ryggen til den. Snak gerne venligt (uden at kalde på den), så den glad og forventningsfuldt følger dig i håb om, at I skal træne mere.
  • Når hunden sætter sig på eget initiativ, roser du med en rolig stemme og lys stemme og giver den en godbid.
  • Udvid øvelsen med, at du går et skridt til siden, og gentag øvelsen. Husk at bekræfte hunden positivt i, at den bliver siddende, selvom du bevæger dig, ved at rose og give godbid, imens den bliver siddende.
  • Træn øvelsen flere steder i huset og senere i haven. Hold flere pauser og slut med succes.

Tilføj signal

Nu er det tid til at introducere "sit"-signalet.

  • Start med at sige signalet samtidig med at hunden sætter sig ned. Husk at rose hunden, når den sætter sig, og giv den en godbid.
  • Mens hunden endnu sidder roligt, siger du "fri" og træder væk fra hunden.

Hunde er meget visuelt orienterede og du kan derfor med fordel anvende et håndsignal sammen med signalet "sit". Du kan eksempelvis indøve, at en bøjet arm med håndfladen vendt opad, betyder "sit".

Sådan tilføjer du et håndsignal

  • Få hundens opmærksomhed
  • Hold hånden over hundens hoved og giv hunden signalet "sit" (de første par gange). Mens hunden sætter sig, drejer du håndfladen opad og bøjer armen lidt. Ros hunden, når den sætter sig.
  • Når hunden forstår det nye håndsignal, kan du bruge håndsignalet alene, kombinere det med lydsignalet "sit", eller du kan anvende lydsignalet alene. Husk at træne og vedligeholde alle signaler, hvis du ønsker at kunne bruge dem senere.
  • Afslut altid med "fri!"-signalet.

Øg tiden og afstanden til hunden

Træn sit-øvelsen med lydsignal og/eller håndsignal i huset, haven og senere på gåturen, i byen m.m.

Når hunden har fuld forståelse for denne del af øvelsen, kan du begynde at øge tiden, hunden sidder, eller afstanden, du går fra hunden. 

  • Træn i rolige omgivelser.
  • Øg tid eller afstand langsomt, gå altid tilbage (kald ikke på hunden) og ros og beløn hunden, mens den sidder! (vent ikke til du har sagt "fri").
  • Øg kun afstanden og tiden meget begrænset, hvis du træner med en lille hvalp.

Sådan øger du tiden:

  • Bliv stående hos hunden, når du øger tiden, hunden skal blive siddende.
  • Giv den signalet til at sidde. Tal roligt men rosende til hunden, mens den sidder.
  • Giv hunden en godbid (stadig siddende), når den har siddet eksempelvis 5, 10 eller 15 sekunder og sig så "fri!" til hunden.
  • Hvis hunden rejser sig, så bryder du blot øvelsen og er helt neutral overfor den i 40-60 sekunder. Og så starter du forfra.
  • Skæld ikke hunden ud i indlæringsfasen. Måske er forstyrrelserne for kraftige eller tiden for lang? Husk at gentage øvelsen få gange og giv hunden pauser.

Sådan øger du afstanden:

  • Giv hunden signalet til at sidde. Tal roligt men rosende, mens du træder ét skridt tilbage.
  • Hold øjenkontakt med hunden og tal fortsat rosende.
  • Gå tilbage og giv hunden en godbid, mens den sidder!
  • Afslut altid med "fri"-signalet

Træn ikke tid og afstand samtidig, før hunden er sikker i begge dele hver for sig.

Introducer forstyrrelser

Du kan begynde at introducere forstyrrelser gradvist (i begrænset omfang til hvalpe), når hunden lyder "sit" signalet konsekvent. Mange ejere fristes til at kalde på hunden, når de er gået fra hunden i en sit-øvelse. Gør kun dette meget sjældent! I denne del af sit-øvelsen skal du fokusere på at få hunden til at blive på stedet og ikke at komme til dig!

  • Start med at gå bag en busk (hvorfra du stadig kan se hunden) i nogle få sekunder.
  • Gå så retur og ros og beløn hunden.
  • Gå meget langsomt frem i denne øvelse.
  • Husk aldrig at skælde hunden ud i en indlæringssituation!

For variationens skyld kan du træne sit-øvelsen, mens du selv:

  • Sidder i en stol
  • Ligger på gulvet
  • Står med ryggen til

Du kan også øve, mens hunden står på et bord eller på en træstamme. Gør det sjovt og rart for hunden at arbejde sammen.

Sit på afstand

Når hunden lyder "sit" signalet konsekvent, kan du introducere "sit" på afstand. Altså, at du kan få hunden til at sidde, mens den endnu er et stykke fra dig. Denne øvelse er sværere og er derfor tiltænkt den voksne hund.

Øvelsen kan indøves således:

  • Træn uden line et uforstyrret sted. Medbring et stykke legetøj, eksempelvis en bold, hunden er glad for.
  • Når hunden er et par meter fra dig, siger du dens navn (den skal blot se på dig - ikke komme til dig!). Når hunden ser på dig, viser du den bolden og kaster den straks til hunden (med overhåndskast) eller lige forbi hunden. Ros hunden og leg lidt med den. Gentag flere gange med forskellig afstand. Kast hver gang bolden ud til hunden.
  • Idéen er, at hunden skal se på dig og afvente, hvad der skal ske. Når hunden afventer på afstand, når du siger dens navn, kan du sige "sit" og samtidig vise hunden håndsignalet for "sit". Straks hunden sætter sig, kaster du bolden ud til den, roser den og siger "fri".
  • Når hunden har forståelse for opgaven, kan du sige "dygtig!", når den sætter sig, vente en kort tid og derefter gå ud til hunden eller kaste bolden som belønning.
  • Husk at give hunden "fri", når du har rost den. 

Du skal naturligvis starte med at have hunden på relativ kort afstand (1-2 meter), når du introducerer denne variation af sit-øvelsen.

  • Når hunden forstår øvelsen på kort afstand, kan du langsomt øge afstanden og forstyrrelserne.
  • Husk altid, at ros og belønning skal falde, mens hunden sidder på afstand, enten ved at kaste belønningen til hunden eller at gå ud til den og belønne den.

God fornøjelse!

Kender du VetPro? VetPro er vores eget kvalitetsfoder til hunde og katte.

Spørg os gerne - vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde det rigtige foder til dit kæledyr.

Hvad enten dit kæledyr er hvalp/killing, voksen eller senior, så tilbyder VetPro det rette produkt til konkurrencedygtige priser.

VetPro kan købes i vores butik eller webshop.

Gå til webshop