Sponsoreret
Anæmi
Latinsk navn: Anemia
Hvad er anæmi?
Blodets iltbærende funktion varetages af de røde blodlegemer, erythrocytterne. De røde blodlegemers andel af blodet angives som en procent, der normalt vil være mellem 24 og 45 procent. Når procenten bevæger sig under de 24 procent lider katten af blodmangel, også kaldet anæmi. Det er vigtigt at gøre sig klart, at anæmi ikke i sig selv er en sygdom, men et symptom på, at der er noget galt.
Hvad er symptomerne på blodmangel?
Symptomerne på anæmi vil afhænge af flere faktorer, idet både graden af anæmi, hastigheden hvormed den er opstået, og selvfølgelig den tilgrundliggende lidelse.
Som følge heraf kan symptomerne variere fra næsten ingen, til ét eller flere af følgende:
- Svaghed og træthed
- Hyppig vejrtrækning
- Nedsat eller manglende appetit
- Besvimelsesanfald
- Hurtig puls
- Blege slimhinder
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen vil udtage en blodprøve til blandt andet at måle blodets hæmoglobinindhold og bestemme andelen og antallet af røde blodlegemer, samt lave en såkaldt blodudstrygning, hvor de enkelte blodceller kan vurderes under mikroskop.
Når anæmien er konstateret, skal det klarlægges, om knoglemarven reagerer normalt og prøver at rette op på blodmanglen. Dette vil til en vis grad kunne erkendes på blodudstrygningen, men det kan være nødvendigt at udtage en prøve fra knoglemarven til nærmere undersøgelse.
Hvis der er tegn på, at blodmanglen skyldes, at der mistes blod, vil undersøgelsen koncentrere sig om at finde ud af hvor.
På blodudstrygningen vil dyrlægen desuden kunne kigge efter blodparasitter, der ødelægger de røde blodlegemer.
Dyrlægen vil desuden ofte ønske at teste for to vigtige virusinfektioner hos kat, der kan spille en stor rolle i udviklingen af anæmi, nemlig katteleukæmi og katte AIDS. Disse to infektioner kan der testes for ved en blodprøve.
Hvordan behandles blodmangel?
Det vigtigste i behandlingen af anæmi er at finde årsagen og behandle den!
Som støttende behandling til de problemer, anæmien giver, vil dyrlægen, alt efter hvor alvorlig anæmien er, vælge én eller flere af følgende:
- Væskebehandling
- Blodtransfusion
- Øget ilttilførsel (via maske eller ilttelt) og absolut ro
Hvad er fremtiden for din kat, hvis den lider af anæmi?
Der er mange sygdomme, der kan give anæmi, og fremtidsudsigterne afhænger af den tilgrundliggende sygdom.
Hvorfor får katte anæmi?
Blodmangel kan skyldes:
- Tab af blod, enten som en reel blødning, eller fordi de røde blodlegemer ødelægges
- At de røde blodlegemer ikke dannes normalt i knoglemarven, enten pga. mangel på byggesten eller som følge af undertrykkelse af knoglemarven (fx som følge af for højt østrogenindhold i blodet)
- Infektioner med f.eks Mycoplasma hemofelis
- Immunmedierede lidelser, f.eks auto immun hæmolytisk anæmi
- Som følgetilstand til leukæmi eller katte-AIDS
- Forskellige kræftformer
Der er ingen tvivl om, at der ofte påhviler både ejer og dyrlæge et stort stykke arbejde før årsagen er klarlagt, og den rette behandling kan iværksættes.