Sponsoreret
Blodprop
Latinsk navn: Thrombus
Hvad er blodprop hos katte?
Den hyppigste placering af blodpropper (thromber) hos katte er i hovedpulsåren på det sted, hvor åren deler sig i to grene, der fører til hver sit bagben. Blodomløbet påvirkes af blodproppen. Der kommer et øget blodtryk, og blodet bliver tykkere og flyder langsommere gennem årerne. Derefter øges risikoen for, at der efterhånden dannes en ansamling af blodceller og størkningsprodukter.
De kan føres rundt i blodbanen i klumper og virke som en blodprop, når de kommer ud i de små blodkar, hvor der er mindre plads. Sådan en tilstopning gør, at der ikke kommer næringsstoffer til det område, hvor blodproppen sidder, og at affaldsstoffer tilsvarende ikke kan komme væk fra området.
Hvad er symptomerne på en blodprop?
- Halthed eller lammelse af et eller begge bagben
- Pulsen forsvinder i et eller begge bagben
- Nedsat temperatur i et eller begge ben - benene vil føles kolde
- Lette til voldsomme smerter
- Evt. blåligt skær omkring poten/kløerne på grund af iltmangel i vævet
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen blodprop?
Dyrlægen stiller diagnosen på baggrund af symptomerne kombineret med en klinisk undersøgelse af katten med speciel fokus på bagben og hjerte. Undersøgelsen vil inkludere, at dyrlægen lytter på hjertet med et stetoskop. Evt. kan der være behov for yderligere diagnostik i form af røntgenundersøgelse/ultralydsscanning/CT-scanning.
Hvordan behandles en blodprop?
Afhængig af tilstandens sværhedsgrad kan der komme forskellige behandlingsformer på tale.
Hvis der er tale om en mindre blodprop, kan lidelsen forsøges behandlet med medicin i form af blodfortyndende midler i et forsøg på at opløse blodproppen. Da blodpropper stort set altid udløses af en alvorlig hjertetilstand, vender problemet hyppigt tilbage efter kort tid.
Hvis blodproppen er så stor, at den totalt blokerer for blodomløbet til det ene eller begge bagben, kan dyrlægen i teorien forsøge at fjerne proppen ved en operation. Imidlertid er de fleste tilfælde desværre så alvorlige og katten så dårlig at aflivning ofte er nødvendig.
Hvordan er fremtiden for din kat, hvis den har en blodprop?
En blodprop er en alvorlig lidelse - også hos katte. Behandlingen med blodfortyndende medicin skal ske under nøje overvågning, og derfor er man nødt til at indlægge katten. Hvis blodproppen blokerer totalt for blodomløbet til bagbenene, er aflivning ofte nødvendigt p.g.a. udtalt smerter og belastningen på hjertet.
Hvorfor får katte blodpropper?
Årsagen til, at der opstår en blodprop, er meget ofte en tilgrundliggende hjertelidelse. Omfanget af hjertelidelsen bør vurderes, før man begynder at forsøge behandling af blodproppen.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få blodpropper?
En tilgrundliggende hjertelidelse (ofte HCM) kan være arveligt betinget (eksempelvis Maine Coon), men man kender ikke til en øget risiko for specifikt blodpropper hos specielle racer.
Artiklen er oprindelig skrevet af John Nellemann og venligst opdateret af Steen Engermann