Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop

HCM (hypertrofisk cardiomyopathie)

Hvad er HCM?

Hypertrofisk cardiomyopathie kaldes også forkortet for HCM (fortykket hjertemuskulatur).

HCM er en lidelse i hjertemuskulaturen. Det er en af de mest almindelige hjertelidelser hos katten. Det varierer meget, hvornår i kattens liv sygdommen begynder at give symptomer. I sjældne tilfælde ses symptomer allerede inden katten er 6 måneder, men ofte er katten lidt ældre. Typisk tidspunkt for udvikling af kliniske symptomer er fra 4-7 år, men kan ske både før og senere.

Sygdommen betyder, at kattens hjertemuskulatur stille og roligt vokser i tykkelsen. På et tidspunkt stiger trykket i hjertet, bl.a. på grund af skillevæggen mellem de to hjertekamre, men også fordi hjertekammerets frie vægge når en tykkelse, hvor de blokerer for blodets frie løb ud i hovedpulsåren.

Der forekommer også tilfælde, hvor kun en lille del af hjertemuskulaturen er fortykket. Desuden ses tilfælde af RCM, som er en afart af HCM, hvor hjertemuskulaturen ikke er fortykket, men følgevirkninger, konsekvenser og symptomer er det samme, som havde hjertemuskulaturen været fortykket.

Hvad er symptomerne på HCM hos katte?

Det kan variere en hel del med hensyn til hvilke symptomer katten udviser. Det vil være meget afhængigt af, hvor livlig katten er til daglig. I nogle tilfælde kan det første symptom være en lammelse af bagkroppen.

På grund af dårligt kredsløb vil der være en øget tendens til dannelse af blodpropper. De sætter sig ofte i den bagerste del af ryggen og forårsager lammelse. Andre symptomer kan være nedsat energi og kraftig respiration, selv når katten er i hvile. Dette kan være som følge af væske i lungerne.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen HCM?

Mistanken om fortykket hjertemuskulatur kan komme, før der er direkte symptomer. Hvis katten har HCM, kan dyrlægen muligvis høre en bilyd på hjertet, som vil blive opdaget ved den årlige sundhedsundersøgelse. Opdagelsen danner grundlag for en ultralydsundersøgelse af hjertet, som vil afsløre, at hjertets muskulatur er forøget i tykkelsen. EKG og røntgen kan evt. også give en mistanke om HCM, ligesom en blodprøve med biomarkører med forhøjet værdi også vil kunne indikere problemer med hjertemuskulaturen.

Hvordan behandles HCM?

Dyrlægen kan forsøge at behandle katten for de symptomer og følgelidelser, som en fortykket hjertemuskel har skabt. Det vil sige, at hvis der er kommet væske i lungerne på grund af hjertets dårlige pumpefunktion, skal katten have vanddrivende midler.

Selve hjerteproblemet vil dyrlægen eventuelt forsøge at afhjælpe ved at give beta-blokkere, som bevirker, at hjertet slår med lavere frekvens. Det vil give blodet mere tid til at fylde hjertet bedre og samtidig skabe en bedre iltning af hjertets muskulatur. Desuden øger det hjertets pumpefunktion.

Der kan også komme andre medikamenter på tale i behandlingen af denne lidelse, f.eks. blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper.

Hvordan er fremtiden for din kat, hvis den har HCM?

Der er lavet en del statistik netop på denne sygdom. Hvis dyrlægen når at diagnosticere sygdommen tidligt nok, har katten en rimelig lang overlevelsestid. Den gennemsnitlige overlevelses længde er 732 dage. I denne gennemsnitlige overlevelsestid er iberegnet de katte, der er meget dårlige og dem, der slet ikke har vist symptomer.

Hvorfor får katte HCM?

Lidelsen er arvelig, og man har klarlagt ganske få gener, den kan sidde på. Man ved dog fra mennesker med HCM, at der findes talrige mutationer af HCM, og indtil videre er der fundet mere end 800 mutationer humant. Man er rimelig sikker på, at det samme også er gældende for katte. En positiv DNA-test for en af de klarlagte gentyper vil være en positiv HCM-kat, men en negativ test er bare negativ for de klarlagte typer. Katten kan således sagtens være en HCM-kat bærende en af de ikke klarlagte mutationer. Det vil sige, at en DNA-test har meget begrænset værdi.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få for stort hjerte?

Tidligere var det hovedsageligt lokaliseret til Perser og Maine Coon katte, men i dag ser man det hos alle katte, både racekatte og almindelig huskatte.

Flere opdrættere blandt racekatte prøver at gøre noget ved problemet og får jævnligt ultralydsskannet deres avlskatte. Det foretages af dyrlæger med speciel interesse for hjertelidelser, der er certificerede af PawPeds til at måtte ultralydsscanne hjerter på avlskatte. Der findes pt. 7 certificerede dyrlæger i Danmark. PawPeds er en international organisation inden for avls- og sundhedsprogrammer for katte.

Der er i øjeblikket tiltag blandt avlere af bl.a. Maine Coon, Norsk skovkat, Bengal m.fl. til, at man får avlskattene undersøgt inden parring, for at kunne nedbringe forekomsten af for stort hjerte blandt afkommet i denne race. Den undersøgelsesmetode, som bruges mest, er ultralydsundersøgelsen.


Artiklen er oprindelig skrevet af Ulrik Westrup og venligst opdateret af Stig Majlandt. 

Netdyredoktors nyhedsbrev Nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling

Vi sender faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.