Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop
Se udvalgte Produkter

Produkter fra vores butik

Tilbud
649,00 kr
519,00 kr

Royal Canin Vital Renal kat, 4 kg Køb her
439,00 kr

Hill's Prescription Diet k/d Kidney Care tørfoder til katte, 3 kg. Køb her
559,00 kr

Pronefra, 180 ml Køb her
332,00 kr

SPECIFIC FKW Kidney Support, 28x100g Køb her

Sponsoreret



Hæmobartonellose

Latinsk navn: Hæmobartonellose

Af dyrlæge Trine Dueholm.

Hvad er hæmobartonellose hos katte?

Hæmobartonellose er en sygdom hos katte, der opstår på grund af en infektion med bakterien hæmobartonella felis, der angriber de røde blodlegemer. Angrebet kan forårsage ødelæggelse af blodlegemerne i blodbanen, og det medfører blodmangel. Sygdommen kan være dødelig og opstår især hos katte under 4 år.

Hvad er symptomerne på hæmobartonellose hos katte?

Infektion med hæmobartonella-bakterien giver i de fleste tilfælde ikke symptomer, men hvis katten samtidig har en anden infektion, eller er udsat for anden form for stress, kan bakterien i samspil med kattens immunsystem føre til ødelæggelse af de røde blodlegemer. Det kan hos katten typisk give sig til udtryk ved et eller flere af følgende symptomer:

  • Sløvhed og nedstemthed
  • Blege eller eventuelt gullige slimhinder i mund og øjne 
  • Manglende ædelyst
  • Vægttab
  • Feber

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?

Hvis der er mistanke om hæmobartonellose, vil dyrlægen undersøge en lille dråbe blod i mikroskopet for at se, om der er hæmobartonella-bakterier på de røde blodlegemer. Bakterierne er dog meget svære at se, så det kan være nødvendigt at tage flere prøver over en periode på 4-10 dage. Selvom blodprøverne er negative, kan katten alligevel være smittet med bakterien, og hvis andre årsager til blodmangel er blevet udelukket, kan dyrlægen starte en behandling mod hæmobartonellose - også selv om den endelige diagnose ikke er stillet.

Hvordan behandles hæmobartonellose hos katte?

Det er altid vigtigt at undersøge, om infektionen forekommer alene, eller om den er opstået som følge af anden, samtidig sygdom, da det har betydning for behandlingen af hæmobartonellosen.

Infektionen bliver typisk behandlet ved at give katten antibiotika gennem 2-3 uger. Desuden får katten tit medicin, der nedsætter dens eget immunforsvar. Ødelæggelsen af de røde blodlegemer bliver nemlig i høj grad forårsaget af kattens eget immunforsvar som en reaktion på, at der er bakterier på de røde blodlegemer.
 
Afhængigt af hvor slemt katten er påvirket af infektionen, kan dyrlægen desuden vælge at give den blodtransfusion eller væskedrop.

Hvordan er fremtiden for din kat, hvis den har hæmobartonellose?

Hæmobartonellose kan behandles, men sandsynligheden for helbredelse afhænger af, hvor slemt katten er påvirket af infektionen, og om den samtidig har andre sygdomme, f.eks. katte-AIDS eller leukæmi, der påvirker dens immunsystem. Hvis katte, der har symptomer på hæmobartonellose, ikke bliver behandlet, kan op til 35% af dyrene dø på grund af blodmangel. Hvis katten ikke bliver behandlet, men overlever alligevel, vil den stadig være smittet og kan smitte andre katte, som den kommer i kontakt med - også  selv om den ikke har symptomer på sygdommen.

Hvorfor får katte hæmobartonellose?

Nogle katte kan være inficerede med hæmobartonella-bakterien uden at have symptomer på infektion. Smitten kan så blive overført til andre katte ved blodtransfusion, via lopper eller evt. ved bid under slagsmål. Killinger fra mødre med symptomer på hæmobartonellose kan også blive smittede, men dyrlægerne ved ikke med sikkerhed, hvordan smitten bliver overført.

Hvad er risikoen for, at din kat får hæmobartonellose?
Undersøgelser viser, at ca. 3,6% af raske katte og 7,5% af syge katte har hæmobartonella-bakterier i blodet. Den reelle procentdel af smittede katte er formodentlig noget højere, fordi bakterien er svær at påvise i blodet.

Risikoen for, at katten bliver smittet med hæmobartonella-bakterien, er større hvis:

  • Katten er under fire år
  • Katten er smittet med katte-AIDS eller leukæmivirus
  • Katten ikke er vaccineret
  • Katten har haft bylder efter slagsmål med andre katte
  • Katten opholder sig udendørs