Sponsoreret
Seborrhea
Latinsk navn: Seborrhea
Af dyrlæge Peter Weis.
Hvad er seborrhea hos katte?
Seborrhea er en sygdom, hvor huden reagerer med en øget produktion af hudfedt og/eller hudceller. Derfor deler man seborrhea ind i to former, nemlig en tør, skællende form og en fedtet, skællende form. Hos katten er den tørre, skællende form den mest almindelige. Den fedtede, skællende form er mere sjælden, og er en arvelig sygdom, som ses hos visse racekatte bl.a. hos perser og exotic.
Hvad er symptomerne på seborrhea?
Symptomerne på seborrhea vil typisk være fine, hvide skæl og flager, som vil være fordelt over det meste af pelsen.
I de mere sjældne tilfælde, hvor der er tale om den fedtede form, vil problemet ofte være begrænset til et bestemt sted, f.eks. hovedet. Huden har et fedtet udseende, og katten vil være fedtet at røre ved.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Diagnosen seborrhea er let at stille for din dyrlæge ud fra symptomerne. Ved hudsygdomme er det vigtigt at finde den egentlige årsag til de symptomer, man finder på katten. Det kræver derfor ofte yderligere undersøgelser, før man kan stille den endelige diagnose på en kat, der har seborrhea.
Dyrlægen kan foretage et hudskrab, som han undersøger i et mikroskop for at se, om katten har hudparasitter som f.eks. rovmider. Det kan være nødvendigt at tage blod- og urinprøver for at undersøge, om det er indre organsygdomme som f.eks. sukkersyge eller forøget produktion af skjoldbruskkirtelhormon, der er skyld i skældannelsen. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at tage vævsprøver af huden (biopsier). Prøverne bliver sendt til et speciallaboratorium, hvor man forsøger at klarlægge baggrunden for seborrheaen.
Hvordan behandles seborrhea?
Når man har fundet og behandlet den tilgrundliggende årsag til seborrheaen, vil symptomerne forsvinde af sig selv. Nogle gange kan det være nødvendigt at supplere behandlingen med en vask af katten med medicinsk shampo. Spørg altid først din dyrlæge, hvilken shampo du skal anvende. Vær opmærksom på, at katte dårligt tåler at blive vasket flere gange.
Hvad er fremtiden for din kat, hvis den har seborrhea?
Seborrhea pynter ikke på en kat, og kan også give anledning til kløe og irritation, men ellers er seborrhea i sig selv ikke farligt. Eftersom nogle af de sygdomme, der er årsag til seborrhea, kan være særdeles alvorlige, bør du få dyrlægen til at undersøge din kat, hvis den har symptomer på seborrhea.
Den arvelige form for seborrhea, der findes hos racekatte, kan ikke kureres. Sygdommen kan kun kontrolleres.
Hvorfor får katte seborrhea?
Der kan være mange årsager til den tørre, skællende seborrhea. Den kan skyldes mangelsygdomme, indvoldsorm, for lav fugtighed i omgivelserne, sukkersyge, en forøget produktion af skjoldbruskkirtelhormon, rovmider, lus eller overdreven vask og brug af pudder. I de tilfælde, hvor katten samtidig klør sig meget, eller hvor seborrheaen er begrænset til et bestemt sted, skal man overveje årsager som allergi, hårsækmider eller svampeangreb.
Du kan tage nogle forholdsregler for at forebygge, at din kat får seborrhea. Det er vigtigt, at katten fodres med et kvalitetsfoder, så der ikke opstår mangeltilstande. Hvis din kat får lov at komme ud, er det vigtigt, at den behandles regelmæssigt mod indvoldsorm.
Hvad er risikoen for, at din kat får seborrhea?
Hvis du har en racekat, er risikoen lidt større, end den er, hvis du har en huskat.
Det er fordi, racekatte kan rammes af den arvelige form for seborrhea.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få seborrhea?
Hos perserkatte og exotic er seborrhea en arvelig lidelse.