

Hvornår er det tid til aflivning?
Jeg har en gammel hund på 11,5 år. Han har gigt, stær på begge øjne, pt. dårlig mave, har ikke så meget energi, men ellers dejlig.
Han har bidt pelsen af, på den ene side af halen så det blødte i går, der har været lidt skæl de sidste par måneder. Han har fået noget smertestillende og noget zinksalve spray.
Han snappede af vores datter, som kun kiggede fra afstand, de er vokset op sammen. Han er meget bange for at komme til dyrlæge. Han tager "tilløb" når han skal op af tre trin til vores køkken.
Så hvor meget skal vi udsætte ham for?
Med venlig hilsen
Anja
Kære Anja
Det er os hundeejere, der har ansvaret for at vores dyr har et godt liv og det er også os, der skal tage beslutningen, når det skal slutte.
Jeres gamle hund har grå stær. Det gør ikke så meget, - hunde bliver ikke blinde af det og de har andre sanser, der hjælper dem. Han har også en gang dårlig mave pt, det må man se om man kan få bragt i orden.
Men hans gigt er smertevoldende. Det er derfor "lunten er kort", så han snapper og måske også derfor, han bider sin pels af. Man kan prøve, om han kan gøres nogenlunde smertefri ved at give ham smertestillende medicin. Det handler om de såkaldte NSAID-produkter og det er formentlig det, han har fået til sin hale, så derfor kan du måske ud fra det vurdere, om han har fået det bedre?
Hvis denne medicin virker, skal han have det resten af sin levetid. Man skal gøre sig klart at det er på lånt tid, men det kan somme tider give familien - og især børn - lidt tid til at acceptere, at det er bedst for hunden at få fred. Det kan også bagefter være en støtte at tænke, at man i hvert fald prøvede. Men det er forskelligt fra den ene familie til den anden...
Under alle omstændigheder er han en gammel hund af stor race og her er gigt den almindeligste årsag til aflivning. I kan evt. vælge - når dagen kommer - at få dyrlægen til at komme hjem til jer. Det er så skånsomt for hunden, som det næsten kan blive. Hvis jeres datter gerne vil være med, vil jeg anbefale, at I siger ja til det. Det foregår ganske stille og roligt og selv om hun nok bliver ked af det, vil det hjælpe hende bagefter.
Men for at svare dig helt kort: kan man ikke fjerne hans smerter, bør man slutte her.
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge, Netdyredoktor