

Sponsoreret
Grå stær hos hund

Hvad er grå stær hos hunde?
Grå stær er en sygdom, hvor der optræder uklarheder i linsen i hundens øje. Sygdommen benævnes også Kataract.
Hvad er symptomerne på grå stær?
Pupillerne på hunde, der har grå stær, er hvide eller grå og uigennemsigtige.
Grå stær medfører blindhed, som kommer gradvist. Det er ofte svært at se om en hund har nedsat syn; men når der opstår blindhed vil hunden ofte ændre adfærd. Den ændrede adfærd kan vise sig ved, at hunden f.eks. støder ind i møbler, døre og lignende, at den let bliver forskrækket og bange, og at den måske kan blive aggressiv.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen grå stær?
Dyrlægen stiller diagnosen grå stær ved en øjenundersøgelse, hvor han kigger på øjet gennem særlige øjeninstrumenter med specielt lys. For at kunne se hele linsen er det nødvendigt at give hunden øjendråber, som får pupillen til at udvide sig.
Hvordan behandles grå stær?
Der er ingen medicinsk behandling for grå stær. Grå stær hos hunde kan kun behandles med en operation, hvor linsen eller en del af den fjernes. En operation af grå stær hos hunde kræver erfaring, særlig viden og specielt udstyr, og operationer foretages derfor pt. kun på Specialistdyrehospitalet i Holte og AniCura Aarhus Dyrehospital. I denne video ser du hunden Anton, der er blind, men får synet igen efter en operation for grå stær på Anicura Aarhus Dyrehospital. ⚠️ Vær opmærksom på, at der er billeder af selve operationen, hvilket for nogle kan være voldsomt. ⚠️
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har grå stær?
Nogle hunde, som gradvist udvikler grå stær kan klare sig udmærket. De bevarer en vis synsfunktion i lang tid og lærer at fungere imponerende godt trods den nedsatte synsevne. Det er som regel ikke forbundet med smerte at have grå stær, men et alvorligt synshandicap eller blindhed kan gøre en operation nødvendig.
Hunde med grå stær bør ikke anvendes i avl.
Hvorfor får hunde grå stær?
Grå stær ses hos mange racer i en arvelig form der kan udvikle sig hurtigt hos meget unge hunde (under 2 år) eller opstå senere i livet og udvikle sig langsomt.
De fleste hunde, som har sukkersyge, udvikler også grå stær. Nogle hvalpe bliver født med grå stær og ensidig opfodring med mælkeerstatning kan give grå stær hos hvalpe. Grå stær kan også opstå på grund af beskadigelse eller betændelse i øjet.
Hvad er risikoen for, at din hund får grå stær?
Sygdommen er heldigvis ikke hyppigt forekommende. Hos nogle af de racer hvor grå stær er hyppigst forekommende ligger det på 1-2%. Alle ældre hunde (over 8 år) udvikler en aldersbetinget, senil uklarhed i linsen som ikke påvirker hundens syn.
Hvilke racer er disponeret for grå stær?
Retrievere, cockerspaniel, Puddel, samojedhund, dværgschnauzer, old english sheepdog, pointer, m.fl.
Læs mere: www.oejendyrlaegen.dk