Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Jeg har en Labrador på snart 10 år med nogen fedtknuder, især en stor som sidder på indersiden af det ene bagben. Nu er han begyndt at humpe en gang imellem. Knuden er vel en 6-8 cm lang.
Jeg har for en del år siden fået at vide, at man ikke lægger så gammel en hund i fuld narkose? Så hvad kan vi gøre?
Hilsen
Lajla
Kære Lajla
Fedtknuder er som udgangspunkt ret uskadelige og giver kun problemer, hvis de er meget store og sidder uheldige steder. De vokser ikke ind i andre væv. 6-8 cm lyder ikke så galt. Jeg tvivler på, at det er den, der får din ældre hund til at humpe lidt indimellem. Derimod er det MEGET almindeligt, at ældre hunde af de store racer får gigt. Det kan du læse mere om i vores sygdomsleksikon under hund/slidgigt.
Narkose af en i øvrigt rask ældre hund er ikke noget problem. Der anvendes næsten overalt moderne udstyr og ofte checkes der forinden med en blodprøve, at alt er, som det skal være. Men om det så er ønskeligt/nødvendigt, at knuderne fjernes, er ikke noget, der kan svares på uden at have set hunden. Så jeg vil anbefale, at I får en snak med en dyrlæge, som I har tillid til, for at finde den rigtige løsning.
Held og lykke med projektet!
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge og redaktør
Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.
Læs mere