Min hund er bange for tordenvejr

Jeg er den heldige ejer af 2 dejlige labrador retriever, som er hhv. 1 år og 7 år gamle. De hygger sig godt sammen og opholder sig i deres hundegård, når vi ikke er hjemme. Når vi er hjemme er de med overalt og de fungerer både som familie- og jagthunde.

Vi har dog et stort problem idet den gamle hund bliver mere og mere bange for tordenvejr. Han hyperventilerer, hans hjerte kører på fuld kraft, han puster og stønner og bliver meget urolig. Det eneste som kan dæmpe ham lidt, er hvis man må være klistret op af mig og helst med snuden oppe under min armhule.

Når vi er hjemme, kan vi naturligvis forsøge at berolige ham, men problemet er, at når vi er på arbejde så bliver vi meget bekymrede, når det starter med at tordne. Vi kan jo ikke køre hjem for at berolige ham.

Han er også bange for fyrværkeri trods det, at vi bor på landet og han aldrig har været i nærheden af fyrværkeri. Han har kun hørt nogle små brag og se lyset på himlen ca. 5 km borte.

Har I et godt råd til hvad vi kan gøre for at vores ellers så vidunderlige hund kan klare et tordenvejr?

Jeg håber, at I har et mirakel så vi kan løse problemet.

Med venlig hilsen
Karen

Svar fra Netdyredoktor

Kære Karen

Mirakler kan vi ikke love, men vi kan forhåbentlig give jer nogle "værktøjer" til at eliminere eller begrænse hundens ubehag, og hjælpe andre hundeejere med ikke at komme i samme situation, ved at lave forebyggende træning.

Mange hunde er bange for torden idet kombinationen af stærke lysglimt og højlydte brag kan være en voldsom oplevelse. Torden optræder hyppigst i sommerperioden på tidspunkter der er svære at forudsige, hvilket gør det vanskeligt altid at være tilstede og hjælpe hunden.

Forskellige reaktioner

Hvordan hunden reagerer på torden afhænger bl.a. af hundens nervesystem - dens arv fra evt. lydfølsomme eller lydstærke forældre, hundens egen tærskel for angst, gode eller dårlige lydoplevelser i hvalpestadiet, og endelig hundens evne til efterfølgende at afreagere. Der er stor forskel på, hvor bange hunde er for torden. Reaktionerne kan strække sig fra ganske let påvirkning, hvor hunden trykker sig lidt og søger tæt hen til ejeren, til direkte angst hvor hunden blokerer i angst eller går i panik og forsøger at flygte.

Angst kan "smitte"

Hunde der er angst for eksempelvis torden, har tendens til at udvikle angst for andre høje lyde fyrværkeri, skud m.m. Man kan således tale om at angsten forplanter sig til andre områder, hvis hunden ikke hjælpes.

Èn hunds angst, kan ligeledes "smitte" af på andre hunde. Eksempelvis kan en ældre hunds ængstelige adfærd gøre en yngre hund (eller et kuld hvalpe), utryg og med tiden angst for samme lyd.

I jeres tilfælde kan det anbefales, at I adskiller de to hunde i forbindelse med tordenvejr (når I er hjemme). Afled den unge hunds opmærksomhed ved leg og træning mens tordenvejret passerer.

Hellere forebygge end helbrede

Hvis du er ejer af en hvalp eller unghund, der endnu ikke oplevet torden, er det en god idé at komme i gang med torden-tilvænnings træningen. Det gælder også, hvis du har en hund, der endnu ikke har haft (dårlige) erfaringer med torden eller andre høje lyde. Ved at anvende en særlig lyd CD med optagelser af torden (fyrværkeri, skud m.m.) kan man gradvist tilvænne hunden disse lyde.

Træningen foregår i hjemlige, trygge omgivelser og senere med de realistiske lyde. På denne måde kan hunden få sine første oplevelser med torden (fyrværkeri, skud m.m.) på en kontrolleret og positiv måde. Husk på, at for både hvalpe og voksne hunde gælder det, at det er nemmere at forebygge end at helbrede!

Ideen er, at lyd-CD'en afspilles for hunden, på et lavt og ugenerende niveau, og at man gennem veltilrettelagt træning, gradvist tilvænner hunden til højere lydpåvirkninger. Det hele skal foregå, mens hunden er rolig og foretager sig noget, den er fortrolig med. Lydniveauet skal altså være så tilpas lavt og evt. langt væk, at det ikke virker ubehagelig på hunden. Mens torden sekvensen afspilles, skal hunden beskæftiges med noget den holder af - f.eks. lege, søge efter mad eller lave sjove samarbejdsøvelser.

Hunden vil være mindre tilbøjelig til at være opmærksom på lydene, når man afleder dens opmærksomhed som før beskrevet, og samtidig vil hunden få nogle positive erfaringer (erindringsbilleder) fra oplevelsen med tordenstøjen. Disse erfaringer virker som referencer for hunden senere i dens liv. Hunden vil genkalde sig den følelse, den forbandt med lyden, og komme i samme sindsstemning (betinget refleks). Før du går i gang med lydtræning og brug af lyd-CD, er det vigtigt, at du læser træningsvejledningen i omslaget.

Oplevelsen med tordenlydene fra CD'en er selvsagt ikke den samme, som når et rigtig tordenvejr folder sig ud med store lysglimt og kæmpe brag, men da det endnu ikke er muligt at "bestille" tordenvejr (ej heller hos Voldborg), er det den eneste mulighed man har for at træne under kontrollerede forhold.

Når skaden er sket

Hvis hunden er blevet forskrækket af tordenvejret, kan du enten selv, eller i samråd med en dyrlæge træne lyd-tilvænning. Du skal huske på, at hunden i dette tilfælde allerede har forbundet lyden og lyset med noget ubehageligt, og derfor er utryg ved tordenvejret.

Man kan ændre denne adfærd ved desensibilisering, dvs. langsom tilvænning af lyde der forårsager denne adfærd - angst. Igen anvendes indledningsvis en lyd CD, hvor der findes optagelser af torden. Behandlingen påbegyndes ved at man afspiller lydene for hunden, hvor man starter med lav lydstyrke, og så øger styrken efterhånden som hunden tilvænnes til de lyde, som den tidligere var angst for. Desensibilisering er en langvarig proces, og man skal påregne ca. 3 måneders træning.

Praktiske råd

Hunden er alene: Lyt til vejrudsigten. Varsles torden, så lad hundene være alene indenfor i stedet for i hundegården. I huset virker tordenen ikke nær så voldsom, og her er hundene trygge ved at være. Endvidere kan I trække gardinerne for og lade musikken spille i radioen.

Ejeren er hjemme: Som udgangspunkt skal man ikke ynke en ængstelig hund, men derimod altid forsøge at aflede dens opmærksomhed. Dette lykkes som oftest, hvis hunden kun er lidt ængstelig (se eksempler ovenfor). Hvis tordenvejret er voldsomt og hunden er så bange, at den ikke lader sig aflede, da kan det være nødvendigt at lade hunden gøre det den finder betryggende - sidde hos ejeren, ligge under sofaen m.m.

Søg hjælp

Hvis din hund er meget påvirket af torden eller andre lyde (fyrværkeri, skud m.m.), er det vigtigt, at du søger professionel hjælp. Du bør tage kontakt med en dyrlæge, der har erfaring med adfærdsbehandling af hunde. Her kan du få god vejledning, og hunden kan evt. samtidig få understøttende medicinsk behandling. Det er vigtigt at søge hjælp tidligt i forløbet. Jo før en behandling sættes i gang, jo bedre er chancerne for et godt resultat.

Torden på CD

Lyd-CD'en kan blandt andet købes hos http://www.dkk.dk/Forside eller hos din dyrlæge. Vi anbefaler, at du anvender CD-en i samråd med din dyrlæge.

Med venlig hilsen

Lise Lotte Christensen

Adfærdsspecialist (hund)

Få VetPlan - en sundhedsordning til din hund

Læs mere

VetPlan sundhedsordning

Giv dit kæledyr adgang til ydelser som fx sundhedstjek, tandtjek, vaccination og rabatter på foder.

Læs mere