Min kat tisser på min kærestes dyne
Jeg har en huskat på et år, som er steriliseret. Efter hun blev steriliseret, har hun udviklet en vane med at tisse på min kærestes side af sengen. Hun har ingen problemer med at komme af med vandet og bruger fint bakken.
Min kæreste er her kun i weekenderne, og det er som regel der, hun tisser på hans dyne. Kan det være fordi han ikke er her konstant, og derved ikke "hører til", eller bare fordi han har en anden duft end os andre?
Min Maine Coon på tre år er helt afslappet og bruger kun bakken. Og de to katte kommer rigtig godt ud af det med hinanden.
Med venlig hilsen
Vera
Svar fra Netdyredoktor
Kære Vera
Det er et helt tydeligt tegn på stress, når katte tisser andre steder, end de plejer. Og netop dyner er meget populære, måske fordi der er fordybninger i dem, der indbyder til det. Man skal passe på ikke at overfortolke, at det er i din kærestes side, det sker. Dyr er ikke så socialt udviklede, at der kan være tale om chikane o.l.
Katte er meget stressfølsomme dyr, nogle mere end andre. Balancen i huset tipper, når din kæreste er hjemme og det reagerer hun på, den anden kat gør ikke. Der er forskellige ting, du kan gøre for at hjælpe hende.
Der er udviklet et produkt, som indeholder de såkaldte feromoner. Det er duftstoffer, der går ind i den ubevidste del af hjernen og får katten til at falde til ro. Det hedder Feliway / Zenifel og findes både som spray og som en diffuser, hvor det kommer ud i luften. Begge dele er uskadelige for mennesker.
Desuden kan man købe kosttilskud eller foder, der indeholder aminosyren tryptofan. Det er et mildt beroligende stof, der svarer til at drikke et glas varm mælk inden sengetid. Det fås som flydende eller i kapsler - f.ex Kalm, Anxitane eller Zylkene - og hvis man foretrækker foder, har Royal Canin en diæt, der hedder Calm. Det er et almindeligt godt fuldfoder tilsat tryptofan og begge katte kan sagtens spise det.
Du skal give det lidt tid, inden der er effekt af det og måske også tænke i andre tiltag - flytning af kattebakke mm. Det er for øvrigt en regel, mener nogle, at der skal være en kattebakke mere end man har katte i huset......
Held og lykke med projektet - det skal nok lykkes !
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge og redaktør