Sponsoreret
Herpesvirus infektion
Latinsk navn: Infectio herpesvirus
Hvad er herpesinfektion hos heste?
Infektion med herpesvirus, equint herpes virus type 1 (EHV-1), kan give anledning til flere forskellige symptombilleder.
- Luftvejsinfektioner hos plage
- Virusabort hos hopper
- Neonatal infektion hos føl
- Lammelses syndrom (EHV-1 myeloencephalitis)
Herpesvirus er primært et luftvejsvirus, som giver betændelse i øvre luftveje hos specielt plage. I kølvandet på disse infektioner ses efterfølgende virusabort hos hopper, som har været i smittekontakt med plagene.
Inkubationstiden er mellem 2 og 10 dage.
Hvad er symptomerne på herpesinfektion?
Symptomerne knytter sig til den form som sygdommen giver sig udslag i. Således er symptomerne:
Luftvejsinfektioner hos plage:
- Symptomerne ses typisk om efteråret, f.eks i forbindelse med at ungheste samles til stævner el. lign
- Infektionen kan forløbe uden symptomer
- Feber
- Appetitløshed
- Hoste
- Næseflåd
- Ved endoskopi ses rødme og blærer i svælget, og småsår ned gennem luftrøret
- Sædvanligvis er hestene raske indenfor 2 uger, men lungebetændelse kan støde til
Virusabort hos hopper:
- Ca. 1-4 måneder efter udbrud hos ungheste ses udbrud af virusabort hos hopper
- Abort er eneste symptom hos hoppen
- Fosteret udstødes pludseligt uden forudgående lødning
- Efterbyrden afløses ofte med føllet
- Fosteret har væskeophobning og har ofte gule slimhinder
- Ved obduktion ses karakteristiske forandringer i leveren, skjoldbruskkirtlen og milten
Neonatal infektion hos føl:
- Føllet fødes til normal tid
- Nogle gange er føllet svagfødt, men ofte er det rask ved fødslen
- Inden en uge ophører pattelysten
- Føllet bliver slapt
- Åndenød udvikles
- Næse - og mundslimhinderne er mørkerøde
- Diarre udvikles
- Dødelighed op til 100% fra få dage til uger
Lammelsessyndrom:
- Slingren med bagparten
- Urinløb pga. blærelammelse
- Evt. feber
- Evt. nedsat appetit
- Skæv haleføring
- Nedsat hudfølsomhed omkring haleroden, nedsat spænding i halen og endetarmsåbningen, lammelse af endetarmen (hesten kan ikke selv afsætte gødning)
- Hesten snubler, går klodset, vil helst ikke gå, derfor kan der ses ødemer (væskeophobning) i bagbenene
- Koliksymptomer pga. den spændte blære (hesten kan ikke tisse)
- Blærebetændelse ses ofte
- I svære tilfælde: Den sværeste grad af lammelse indtræder oftest inden for de første 48 timer. Herefter stabiliseres tilstanden
- Hesten lægger sig, og kan ikke rejse sig igen.
- Tryksår udvikles
- Huden på bagparten bliver ufølsom
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen stiller diagnosen ud fra symptomerne. Netop ved herpesinfektion kan flere heste i stalden angribes samtidig. For at være helt sikker på, at der er tale om infektion med EHV-1, udtages blod fra hesten den første dag, dyrlægen tilser den. Hvis hesten er i det akutte sygdomsstadie, hvor den har selve herpesviruset i blodbanen, kan dette påvises ved en ny avanceret PCR-metode. Hvis man ikke har held til at påvise viruset, påvises antistoffer mod sygdommen. Ti dage senere tages endnu en blodprøve. Hesten har så, hvis der er tale om herpesinfektion, dannet antistoffer, der kan måles i det udtagne blod.
Hvordan behandles herpesinfektion?
Man kan ikke behandle direkte mod virus, derfor er behandlingen understøttende.
- Ungheste som har betændelse i øvre luftveje kan få tilstødende bakterielle infektioner, som kan behandles.
- Hopper der har aborteret har normal tilbagedannelse af livmoderen, uden medicinsk behandling.
- Heste, der er slingre, anbringes på fold eller i en blød boks, for at mindske risikoen for trykskader. Heste, der ligger, skal vendes hver 4. time, og de skal helst ligge på brystet. Det kan være nødvendigt at isætte urinkateter og manuelt tømme blæren. Også endetarmen skal tømmes flere gange dagligt. Der behandles med antibiotika for at forebygge tilstødende infektioner med bakterier. Eventuelle tryksår vaskes og smøres flere gange dagligt. Som det fremgår, er behandlingen af en hest, der er lider af herpeslammelse, en ressourcekrævende proces.
Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har herpesinfektion?
Ungheste har en god fremtid, nogle heste har haft infektionen uden ejeren har opdaget det.
- Hopper som har aborteret kan som regel ifoles igen, uden store problemer.
- Heste, med lammelsessyndrom som bliver stående på benene, har forholdsvis gode muligheder for at komme sig fuldstændigt, men der går lang tid, - helt op til 18 måneder. Heste, som bliver lammet i en sådan grad, at de ikke er i stand til at rejse sig, har meget dårlige fremtidsudsigter. Få kan med optimal pleje overleve, men vil være endnu længere tid om at komme sig.
Hvorfor får heste herpesinfektion?
Hestene smittes med virus ved kontakt med syge heste eller sunde smittebærere. Hopper smittes ligeledes ved kontakt med smittede ungheste. Hestene optager virus gennem munden eller næsen, og 6 til 10 dage efter begynder man at se symptomer.
Man mener, at grunden til netop lammelsen skyldes en overfølsomhedsreaktion i hjerne og rygmarv. Dette skyldes muligvis en immunmedieret reaktion fordi de syge heste, har været smittet tidligere i deres liv.
Hvad er risikoen for, at din hest får herpeslammelse?
Herpesvirus er ret udbredt i hestebestanden, infektioner er beskrevet fra hele Verden.
I Danmark kan man påvise antistoffer mod herpesvirus hos ca. 80% af de voksne heste, men kun ca. 30% af unghestene.
Sygdom i øvre luftveje hos ungheste er den hyppigste form, virusabort den næsthyppigste medens herpeslammelse er sjælden.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får herpeslammelse?
Man kan vaccinere imod luftvejsinfektionen og imod virusabort, men man kan ikke vaccinere imod den sjældne herpeslammelse, men det vil være direkte skadeligt, at forsøge at vaccinere, når der er kliniske udbrud!
Vaccinationsprogram for virusabort
Hesten vaccineres som ved influenza begyndende med en basisvaccination og derefter revaccinationer hvert ½ år. For de drægtige hoppers vedkommende gælder, at de vaccineres i 5., 7. og 9. måned af drægtighedsperioden. Goldhopper, der er i kontakt med drægtige hopper, vaccineres efter samme plan som de drægtige hopper, f.eks. september, november og januar. Læs om vaccination her.