Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Hvis hvalpene var født i en hule (som vildhunde eller ulve), ville de komme ud af hulen, møde resten af flokken og begynde at udforske deres omgivelser, når de er cirka tre uger gamle. Man kalder denne periode for den primære socialiseringsfase.
Hvalpen Marvin, 4 uger gammel. Foto af Irene Jarnved.
I denne fase oplever hvalpene deres omgivelser med både synet, hørelsen, lugte-, balance- og følesansen. Nervesystemet er i fuld udvikling, og deres hjerner tager imod oplevelser og input, som var det små svampe, der suger vand til sig.
Oplevelserne skal være ”primære” – forstået som at det er moderen, kuldsøskende og de primære fysiske omgivelser (opdrætter, familien, huset og haven), hvalpene lærer at forholde sig til. De ser på hinanden og kopierer adfærd. De begynder at ”slås” og bide i hinanden og i moderen for at finde ud af, hvordan og hvor hårdt de kan bide.
Denne fase er meget toneangivende for, at hvalpene lærer, at de tilhører arten ”hund”.
Fordi hvalpen i sit fremtidige liv skal have en stor tilknytning til mennesker, er det nødvendigt at lave en ”flerarts-socialisering”.
Fra ca. 4. leveuge er de fleste hvalpe i stand til at forholde sig til nye mennesker og dyr i næromgivelserne. Præsentér derfor hvalpene for nye, venlige voksne og børn. Hvis du har en venlig hund eller kat (der ikke slår ud efter hvalpene), er det også i denne alder, hvalpene bliver præsenteret for den.
Som opdrætter bør du regelmæssigt tage dig af hver hvalp enkeltvis. Sæt dig et sted med hvalpen – væk fra flokken – hvor der er ro og mulighed for nærvær. Nu skal du tale med hvalpen, nusse den, røre dens poter, kigge dens tænder og have kropskontakt – alt sammen for at sikre tilvænning til at blive håndteret og øge tilknytningen til mennesker.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik