Sponsoreret
Starten på et hundeliv: fra 4 til 5 uger
Denne uge er den sidste af den to uger lange primære socialiseringsfase og derfor får hvalpene stadig udelukkende oplevelser i nærmiljøet.
Jeg har udelukkende udvidet socialiseringen ved at give dem mere af det samme og nye oplevelser:
- Være i flere rum i huset med forskellige genstande og underlag
- Udvidelser af ”havevandringer” med leg imellem buske og nye græsområder
- Nye genstande indendørs i hvalpegården og ude i haven dagligt
- Intensiveret og nøje planlagt lydtilvænning
- ”Fremmede” mennesker, der kommer hjem på besøg
- Interaktion med husets voksne hunde
De har altså stadig udelukkende været i hus og have i denne uge.
Mødet med andre voksne hunde
Min morhund er nu kommet til en fase, hvor hun fint accepterer, at de andre hunde i huset må være lige uden for hvalpegården og kigge ind – udenfor i haven har hun ingen regler overhovedet.
Derfor kom ugen til at byde på opstarten af tilvænning til husets andre hunde i ”fri dressur” og ikke mindst den anden vej rundt. Mine hunde har aldrig har været sammen med så små hvalpe, så det var i særdeleshed en tilvænning for dem også!
Alle hunde reagerede med forundring og lettere ”aaaadddrrr”, når de små hvalpe kom for tæt på. De betød, at mit primære job har været at sikre de voksne hunde imod hvalpe-attack. Dette ved at sørge for at kun én hvalp ad gangen tog kontakt til en voksen og ved samtidig at give de voksne hunde muligheden for ikke at føle sig fanget i en situation, hvor de ikke kunne komme væk.
I videoen kan du se, at min hund Edna er lidt presset over det første møde med hvalpene på den anden side af hegnet. Hun beder derfor om afstand, som er en ok handling, der bestemt ikke skal konfliktes. Hvis de voksne hunde bliver irettesat, fordi de høfligt beder om afstand, vil det blive endnu sværere at få dem til at slappe af og få et positivt forhold til de små.
Lydtræningen er intensiveret, idet jeg har lavet lidt voldsommere lyde end sidste uge. Stadig med en hensyntagen til, at hvis de bliver påvirket af lyden, må de endelig ikke reagere voldsommere, end at de hurtigt afreagerer og slapper af igen.
Soverutiner
Morhunden Dinky foretrækker at være sammen med os andre i soveværelset hele natten, så hvalpene sover alene. Det medvirker til, at jeg er i stand til at forsøge at skabe sovemønstre hos dem. Lige nu fokuseres der på, at de skal sove til kl. 6-6.30 og igen sove nogle timer om formiddagen. Jeg står altså IKKE op, fordi de står i hvalpegården og skriger på kontakt, hvis de vågner tidligt om morgenen! De små, smart-tænkende hvalpe skal ikke lære, at det giver pote.
Jeg står helst op, inden de er vågnet, så jeg forebygger en skrigkoncert – eller hvis ”koncerten” når at starte, så venter jeg de 5-10 minutter, der går, indtil de opgiver forsøget på kontakt. Når de har været stille i nogle minutter, står jeg op.
De bliver luftet, aktiveret, fodret og kælet/leget med, og så forsøger jeg at skabe en formiddagssøvn fra kl. ca. kl. 8.30-11. Det gøres, fordi det formentlig er dejligt for de kommende ejere, at hvalpen allerede har lært at sove om formiddagen – på den måde bliver alene-hjemme træningen forhåbentlig lidt lettere at starte op.