Sponsoreret
Starten på et hundeliv: fra 0 til 2 uger
Den første fase af en hunds liv er fra 0 - 14 dage og kaldes for den neonatale fase.
I denne tid ligner de nyfødte hvalpe små ”rotteunger”, som primært skal ligge og suge mælk til sig fra tæven. Det er dog ikke det eneste hvalpene skal i denne fase. For som opdrætter skal vi huske på, at det er i denne periode, at hvalpenes nervesystem udvikler sig. Her kan vi rent faktisk have en indflydelse på både hvordan og hvor udviklet hvalpens nervesystem ender med at blive. Læs mere om den fysiske og mentale udvikling hos hvalpe på 0-3 uger.
Fantastisk at tænke sig, at selv en lille bitte, nyfødt hvalps hjerne er åben for påvirkninger.
Undersøgelser viser, at hvis vi stresser nervesystemet i let grad og over ganske kort tid, vil vi hjælpe hvalpen til at få positive fordele af det resten af sit liv. Hvalpen vil f.eks. have større modstandskraft i forhold til:
- Generel stresspåvirkning: den kan klare større doser af stress uden at nervesystemet reagerer negativt
- Sygdom: bl.a. fordi hjertet er påvirket til at slå hårdere og stærkere i denne tidlige alder, hvilket styrker hundens helbred
Biosensor program
Biosensor programmet er et program med små øvelser, som du kan lave med dine nyfødte hvalpe, for at hjælpe til at styrke deres nervesystem. Biosensor programmet udføres optimalt fra hvalpens 3. til 16. levedag. Herefter vil programmet ikke have den ønskede virkning.
Biosensor programmet er udviklet af den amerikanske forsker Carmen Battaglia. Programmet anvendes til mange typer af hunde – for hunde der skal bruges som eksempelvis bombehunde, narkohunde, militærhunde. Programmet er dog ikke særligt lavet til disse typer, og kan derfor sagtens bruges til både jagthunde, hyrdehunde, familiehunde mm. til at hjælpe med at udvikle hundens nervesystem på et helt generelt plan i en positiv retning.
Trin i Biosensor programmet
I videoen ovenfor kan du se trinene i biosensor programmet.
OBS: Alle steps udføres i 3 – 5 sekunder.
1. Taktil stimulering
Kildren imellem trædepuderne med en vatpind.
Berøringen påvirker og vækker hvalpens neurologiske system, så hjernen vågner og gør sig klar til stimulering/påvirkning.
2. Holde hovedet op
Blodet strømmer nu fra hjernen.
Hvalpens nervesystemet reagerer ved at bede hjertet om at pumpe hurtigere og hårdere for at kompensere for den mindre blodmængde – og for at få pumpet mere blod til hjernen.
3. Holde hovedet ned
For meget blod til hjernen får nervesystemet til at reagere igen og forsøger at ændre på tilstanden. Ny og omvendt problematik fra før, som nervesystemet skal forholde sig til.
4. Lægges på ryggen
Hvalpen vil forsøge at undvige stillingen, der ikke er behagelig eller naturlig, hvilket udfordrer nervesystemet i forhold til at arbejde på at forsøge at undvige situationen.
5. Koldt underlag
Hvalpen placeres på et koldt underlag.
Poterne skal berøre underlaget og nervesystemet reagerer på temperaturforskellen imellem underlag og kropstemperatur. Her kommer nervesystemet igen på ”overarbejde”.
God fornøjelse med træningen!