Anaplasmose
Anaplasmose er en infektionssygdom, som overføres til hunde fra skovflåter.
Op til 25 % af danske flåter er inficeret med Ehrlichia spp. Man kender endnu ikke den rigtige klassificering af smitstoffet, men der er tale om en højt udviklet bakterie. Den krydsreagerer med Ehrlichia Equi, og man formoder at den er meget nært beslægtet med "granulocytært ehrlichiose agens" som er vidt udbredt i Sverige og Norge.
Hvad er symptomerne på anaplasmose?
Symptomerne er meget uspecifikke og behøver ikke at optræde på samme tidspunkt:
- nedstemthed
- vægttab
- træthed
- feber over 39 grader
- nedsat eller ophørt appetit
- halthed
- ledsmerter
- øget tørst
- brækninger
- luftvejssymptomer
- I få tilfælde ses blødning på slimhinderne og evt. næseblod
En blodprøve vil vise:
- nedsat blodprocent
- få blodplader
- specifikke forandringer (inklusionslegemer) i de hvide blodlegemer
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen ?
Dyrlægen undersøger hunden ved en klinisk undersøgelse.
Derefter udtager en blodprøve. Denne undersøges for blodets indhold af røde blodlegemer, blodplader og hvide blodlegemer. I mikroskop kan der undertiden ses specifikke forandringer af de hvide blodlegemer.
Der indsendes serum til påvisning af antistoffer mod Ehrlichia spp.
Hvordan kan anaplasmose behandles?
Anaplasmose skal behandles med antibiotika i op mod 4 uger.
Hvordan er fremtiden for din hund med anaplasmose?
Din hund kan komme sig over sygdommen, men det er ikke sikkert at den efterfølgende opnår fuld kondition.
Hvorfor får hunde anaplasmose?
Hunde får anaplasmose efter flåtbid med inficerede skovflåter.
Skovflåter gennemlever 4 stadier, før de er voksne. I den tid har de brug for 3 blodmåltider. I larvestadiet er det ikke ualmindeligt at de suger blod fra mus og andre smågnavere. Hvis disse smågnavere tidligere er blevet smittet med Ehrlichia spp. har de mikroorganismen i blodet og videregiver den derfor til flåtlarverne og flåtnymferne, når disse suger blod. På den måde fungerer smågnaverne som et smittereservoir.
Hvad er risikoen for at min hund får anaplasmose?
En ny dansk undersøgelse har vist at 6% af danske jagthunde havde antistoffer imod Ehrlichia spp., hvilket viser at de eller deres mødre har haft infektionen.
Hvilke racer er særligt udsatte for anaplasmose?
Aktive hunde, herunder jagthunde som bevæger sig meget i skov, krat og områder med højt græs, er særligt udsatte for at få flåtbid.
Hvad kan jeg selv gøre for at nedbringe risikoen for anaplasmose?
Du kan behandle din hund forebyggende mod flåter.
- Skulle din hund have fået en flåt på sig, er det vigtigt at få fjernet den indenfor de første 24 timer, da man mener at den ikke når at overføre smitte indenfor denne periode.
- Flåter skal fjernes med en "flåtfjerner" eller en pincet.
- Flåter skal ikke nulres i olie el. lign, da det øger risikoen for at flåten tømmer sit maveindhold ud, og derved inficerer værtsdyret.
- Ved at behandle din hund forebyggende mod flåter, nedbringer du ligeledes risikoen for at den bringer en masse flåter hjem som evt. bider sig fast på dig eller din familie.
Anden viden om anaplasmose hos hunde
Sygdommen har været kendt i Sverige og Norge igennem de sidste år. Det kan derfor anbefales at være ekstra opmærksom på forebyggende flåtbehandling, når man rejser til Sverige/Norge.
Anden viden om anaplasmose hos mennesker
På Fyn er der diagnosticeret flere tilfælde af ehrlichiose hos flåtbidte patienter.
Symptomerne er udtalt træthed, ukarakteristiske influenza-lignende symptomer med led- og muskelsmerter og hovedpine.
En nyere undersøgelse fra Island viser at 21% af undersøgte mennesker, havde antistoffer imod Ehrlichia spp.