Sponsoreret
Forstoppelse hos hund
Latinsk navn: Constipatio
Af dyrlæge Hanne Kirk Nielsen.
Hvad er forstoppelse hos hunde?
Forstoppelse betyder nedsat eller ophørt afgang af afføring. Ved forstoppelse vil der ophobes afføring i den bagerste del af tarmen.
Hvad er symptomerne på forstoppelse?
Hunden vil have svært ved at komme af med afføringen. Ofte sætter den sig og presser, der kan evt. komme en lille tør klat afføring, men ofte kommer der intet. Hvis tilstanden fortsætter, vil hunden begynde at kaste op og blive dårlig. Hunden vil miste appetitten.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Diagnosen stilles ved, at dyrlægen undersøger hunden. Ofte vil dyrlægen kunne mærke forstoppelsen når hunden mærkes på maven. Endetarmen undersøges, og dyrlægen kan evt. med en behandsket finger undersøge det bagerste af tarmen, og her mærke tør afføring. Tit er det nødvendigt med et røntgenbillede, for at se hvor alvorlig tilstanden er.
Dyrlægen kan foreslå, at der bliver taget blodprøver hvis det er nødvendigt at finde en bagved liggende årsag til at hunden får forstoppelse.
Hvordan behandles forstoppelse?
Hvis der er tale om en mild forstoppelse, kan den som regel behandles ved at man giver hunden afføringsmidler, ofte både gennem munden via endetarmen.
Ved alvorlig forstoppelse kan det være nødvendigt at bedøve hunden og skylle forstoppelsen ud. I ganske sjældne tilfælde er operation nødvendig. Det vil også tit være nødvendigt at give hunden væske via drop.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har forstoppelse?
Hvis forstoppelsen behandles tidligt i forløbet er sygdommen som regel forbigående og giver ikke problemer fremover. Hunde der er kronisk forstoppede i længere tid, kan i sjældne tilfælde udvikle en megacolon.
Hvorfor får hunde forstoppelse?
Forstoppelse ses oftest som følge af, at hunden har spist noget der virker stoppende. Typisk er det ben. Andre ting som f. eks stof, hår eller uld kan også give forstoppelse. Derudover kan man se forstoppelse hos hunde, der har smerte i eller omkring anus, f. eks infektion i analkirtlerne. Nogle hunde udvikler forstoppelse som følge af mekanisk tilstande der formindsker pladsen i bækkenet som f.eks en forstørret prostata (blærehalskirtel). Hvis hunden af anden årsag bliver voldsomt dehydreret, (får væskemangel) kan afføringen i tarmen blive så tør, at det kan give anledning til forstoppelse.
Hvad er risikoen for, at din hund får forstoppelse?
Nogle hunde får forstoppelse af forskellige fødemidler, typisk ben. Disse hunde vil få forstoppelse hver gang de fodres med det de ikke kan tåle. Hunde der lider af tilstande, der mindsker pladsen i bækkenet vil have nemt ved at få forstoppelse.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hund får forstoppelse?
Hvis man har en hund, der får forstoppelse af forskellige fødevarer, bør disse undgås. Man kan skifte kødbenet ud med tyggepinde, griseører eller lignende. Hunde der har disponerende sygdom, skal selvfølgelig behandles for dette. Hunde med tendens til forstoppelse bør gives fiberrigt foder.
Hvis man tror, at man har en hund med forstoppelse, er det bedst at søge hjælp med det samme og ikke se tiden an. Det er nemmest at behandle sygdommen i den tidlige fase.
Husk at tegne en sygeforsikring til din hund
Hvis din hund får brug for behandling, kan du få dækket op til 80 % af dyrlægeudgifterne med en hundesygeforsikring fra Dyrekassen Danmark. Du kan læse mere om, hvad forsikringen dækker og ikke dækker i forsikringsbetingelserne.