Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Hypertrofisk osteodystrofi er en vækstbetinget lidelse, der ses hos unge, hurtigtvoksende, store hunderacer. Tilstanden forekommer oftest hos Grand Danois, men ses også hos andre store eller gigant hunderacer.
Ved denne lidelse udvikles der en fejl i selve forbeningsprocessen i de nederste vækstlinier på de lange rørknogler. Lidelsen udvikles hyppigst hos unge hunde i alderen 3-8 måneder.
Symptomerne er hævelse, varme og ømhed nederst på de lange rørknogler i benene. Oftest er alle fire ben berørt på samme tid. Hunden vil derfor være meget modvillig til at rejse sig, og den vil bevæge sig med varsomhed.
Sygdommen ledsages ofte af høj feber, dårligt humør og appetitløshed, ligesom der indledningsvist kan være diarré. Haltheden forsvinder som regel efter to uger, mens hævelserne kan vare i flere måneder.
Dyrlægen stiller diagnosen på baggrund af en klinisk ortopædisk undersøgelse kombineret med en røntgenundersøgelse.
Til at begynde med behandles tilstanden med hvile og suppleres med smertestillende præparater, indtil symptomerne ophører. Andre medicinske behandlinger med C-vitaminer, corticosteroider eller antibiotika har tidligere været benyttet, men uden synlig effekt.
Det kan være nødvendigt at give støttende behandling i form af sondeføde eller væskebehandling, idet hundes almenbefindende kan være kraftigt påvirket.
I sjældne tilfælde udvikles der en deformering af benenes lange rørknogler. Dette medfører krumning og fejludvikling af hundens benstilling, og det kan i sådanne tilfælde derfor være nødvendigt med kirurgiske indgreb, der retter benstillingen op.
Hunden vil typisk være tydeligt generet under det akutte angreb, da lidelsen kan være meget pinefuld. I de fleste tilfælde vil hunden efter to uger på ny være symptomfri. Undertiden kan sygdommen dog være årsag til ændring af knoglernes form, hvorfor prognosen som følge heraf kan blive mere usikker.
Årsagen til lidelsen er ukendt, men der sker en forstyrrelse i blodforsyningen til de lange rørknoglers vækstlinjer. Dette medfører forsinkelse i forbeningsprocessen i de pågældende områder.
Overfodring med calcium og phosfor eller for højt energiindhold i foderet kan være medvirkende til at udløse sygdommen.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hund får hypertrofisk osteodystrofi?
Hvis du fodrer din hund med et foder, der energimæssigt er beregnet til hurtigt voksende, store hunderacer, og desuden indeholder de anbefalede værdier for både calcium og phosfor mindskes risikoen for, at den udvikler sygdomme.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik