Korsbåndssygdom

Hvad er en korsbåndssygdom hos hunde?

Korsbåndet sidder inde i knæleddet. Dette led dannes af lårbensknoglen, skinnebensknoglen og knæskallen. Udover disse knogler består knæleddet af en ledkapsel, to menisker samt flere ledbånd – deriblandt korsbåndet.

Korsbåndet opdeles i det forreste og bagerste korsbånd. De to bånd er vigtigt for stabiliteten i knæleddet. Førstnævnte er det, der har størst betydning i relation til korsbåndssygdom hos hunde, da det stort set altid er dette, der bliver beskadiget. Når man taler om korsbåndssygdom hos hund, taler man derfor næsten altid om det forreste korsbånd. 

Ved sygdom i korsbåndet opdeler man skaden i, om det er en helt/komplet ruptur eller delvist/partiel ruptur. Lige meget om der er tale om en komplet eller partiel ruptur af korsbåndet medfører skaden:

• Akut smerte fra knæet i relation til skaden
• Betændelse i knæleddet (inflammation – ikke en bakteriel betændelse)
• Instabilitet (løshed) i knæleddet
• Slidgigt (milde tegn efter uger, tydelig tegn efter måneder)

Alle de ovenstående ting vil medføre smerter i knæleddet og halthed, når benet bruges.

Sekundære skader på menisken

Inde i knæleddet findes to menisker - den inderste (mediale) og den yderste (laterale). Menisken er en hesteskoformet pude, hvis funktion er at øge stabiliteten i leddet og fungere som stødpude.

Når korsbåndet ikke længere stabiliserer knæleddet, kan der ske skader på den inderste menisk. Jo længere tid der går fra, at korsbåndsskaden er opstået, til knæet bliver stabilt (f.eks. ved en operation), des større er risikoen for skader på menisken. På grund af meniskens opbygning er den dårlig til at hele, hvis først der er sket skader på den.

Hvad er symptomerne på en korsbåndssygdom?

Det hyppigste symptom på korsbåndssygdom er bagbens-halthed. Denne halthed opstår ofte akut, med tydelige smerter og ingen lyst til at lægge vægt på benet (går på 3 ben).

Haltheden og smerterne vil som regel aftage og blive bedre i løbet af et par uger. Der vil dog konstant være halthed, og efter noget tid vil haltheden intensivere på grund af slidgigt og eventuelt skader på menisken.

Udover haltheden kan der også ses:

• Hævelse i og omkring knæleddet
• Nedsat lyst til at strække knæet
• Modvillighed til at bøje knæet helt – ses ofte ved hunde, der sidder med benet udstrakt i stedet for bøjet under sig
• Tab af muskelmasse i benet (ses typisk 1-2 måneder efter skaden er opstået)

Hvordan diagnosticeres en korsbåndssygdom?

Et beskadiget korsbånd diagnosticeres ud fra en ortopædisk undersøgelse af knæleddet. Ved undersøgelsen vil dyrlægen undersøge, om knæet er instabilt (løst) ved at fremprovokere den såkaldte ”skuffebevægelse” i knæet. Med dette forstås, at skinnebenet kan flytte sig unormalt langt fremad i forhold til lårbenet. Denne bevægelse kan være tydelig, hvis der er tale om en akut skade og et komplet rumperet korsbånd. Hvis der er tale om en partiel/delvis ruptur eller der er kroniske forandringer i knæleddet kan det være svært at mærke skuffebevægelsen.

Nogle gange er det nødvendigt at bedøve hunden eller katten for at kunne udføre testene ordentligt.
Selvom diagnosen stilles ud fra den ortopædiske undersøgelse, vil dyrlægen nogle gange også tage røntgenbilleder af knæet. På røntgenbillederne kan der ses tegn på slidgigt, væske i knæleddet og evt. forandringer der, hvor korsbåndet hæfter på skinnebensknoglen. Disse fund kan være med til at underbygge diagnosen.

Hvordan behandles en korsbåndssygdom?

Behandling af korsbåndssygdom afhænger af flere faktorer, herunder graden af skade, hundens størrelse, andre underliggende sygdomme og økonomi.
Medicinsk behandling kan forsøges, men giver sjældent optimale resultater. Her behandles med smertestillende og antiinflammatorisk medicin i 3-6 uger, samtidigt med at knæet gives så meget ro som muligt. Denne behandlingsform kan være succesfuld ved mindre hunde (under 10 kg), men fungerer sjældent for større hunde.

Som regel vil din dyrlæge anbefale en operation, da der her opnås den bedste prognose for hunden.
Ved en operation vil dyrlægen gøre 3 ting:

• Fjerne det beskadigede korsbånd
• Evaluere menisken og eventuelt fjerne den beskadigede del
• Stabilisere knæleddet

De 2 første punkter opnås ved, at dyrlægen opererer inde i selve knæleddet. Dette kan gøres via en kikkertoperation, men gøres som regel ved at lave et lille hul ind i leddet. Efterfølgende vil dyrlægen stabilisere knæet. Der findes mange forskellige stabiliseringsteknikker, men overordnet kan de opdeles i:

Stabilisering uden for leddet

Leddet stabiliseres ved at sætte en kraftig sutur/wire på leddets yderside. Denne wire giver knæleddet den stabilitet, som det forreste korsbånd tidligere gav.

Stabilisering indeni leddet

Leddet stabiliseres ved at sætte et bånd (syntetisk eller fra kroppen selv) ind, hvor det forreste korsbånd tidligere sad.

Dynamisk stabilisering

Ved at ændre på anatomien af skinnebenet kan trækket og bevægelsen i knæet ændres således, at knæleddet ikke længer behøver det forreste korsbånd.

Eksempler på teknikker: Tibial Tuberositas Advancement (TTA) eller Tibial Plateu Leveling Osteotomy (TPLO).

Valg af teknik afhænger primært af hundens størrelse og dyrlægens præferencer. I dag benytter man typisk stabilisering uden for leddet til mindre hunde (under 10 kg) og katte og den dynamiske stabilisering til større hunde (over 10 kg). Stabilisering inde i leddet, benyttes i mindre grad i dag.

Efter en operation, uanset typen, er det meget vigtigt at hunden holdes i ro i minimum 4-8 uger. Dette gøres ved at holde hunden i snor og kun gå korte ture.  Efterfølgende kan man roligt øge belastningen på knæet over yderligere 4-8 uger.

Ingen af de ovennævnte teknikker kan fuldstændigt bremse udviklingen af slidgigt i knæet, og det er derfor vigtigt at snakke med dyrlægen omkring forebyggelse af slidgigt.

Hvorfor opstår korsbåndssygdom?

De konkrete årsager til, hvorfor korsbåndssygdom opstår kendes ikke.
Studier på hunde har vist, at der ved de fleste korsbåndssygdomme er tale om en langsom nedbrydning af korsbåndets styrke over tid. Svækkelsen i korsbåndet medfører, at korsbåndet enten går langsomt i stykker eller svækkes så meget, at det sprænger helt eller delvist.

Derudover har man også dokumenteret, at der er anatomiske faktorer, som kan disponere for korsbåndssygdom, herunder forkert vinkling af knæet. Disse disponerende faktorer ligger også til grund for, at der er 25% risiko for sygdom i det modsatte korsbånd inden for det første år og 50% risiko i resten af hundens liv.

I nogle tilfælde ses en akut/traumatisk overrivning af korsbåndet. Dette sker sandsynligvis ved, at det forreste korsbåndet bliver udsat for en overdreven belastning, for eksempel et kraftigt vrid eller stræk.

Hvem får korsbåndssygdom?

Korsbåndssygdom kan ses både hos unge og ældre hunde, men opstår primært først, når hunden er udvokset (10 måneders alderen og frem). I sjældne tilfælde kan der dog opstå en afrivning af det område på knoglen, hvor korsbåndet hæfter hos hunde, der ikke er udvokset endnu.

Selvom man ikke mener, at nogle racer er mere disponeret for korsbåndssygdom end andre, ses problemer med begge knæ oftere hos Labrador Retriever, Rottweiler og Bulldogs.