Sponsoreret
Mastcelletumor
Latinsk navn: Mastocytoma
Af Lena Pelle.
Hvad er mastcelletumor hos hund?
Mastcelletumor er en type svulst, der forekommer i huden hos hunde. Mastcelletumorer kan også findes andre steder bl.a. i mundhulen, leveren, milten, tarmkanalen og nyren. Når mastcelletumorer forekommer i de indre organer, er det ofte spredning (metastaser) fra en tumor i huden eller mundhulen. Mastcelletumor er den hyppigst forekommende hudsvulst hos hund.
Hvad er symptomerne på mastcelletumor?
Mastcelletumor er oftest en enkelt, velafgrænset knude i eller lige under huden. Knuden er som regel hårløse på overfladen. I sjældne tilfælde ses flere knuder beliggende i samme område. Mastcelletumorer kan have meget forskellig størrelse, fra få millimeter til mange centimeter i diameter. Tumoren kan sidde alle steder på huden, men ses hyppigst på brystkassen, lemmerne og poterne. Mastceller indeholder stoffet histamin, som kan frigøres fra tumoren. Ved histaminfrigørelse bliver huden på og omkring knuden rød og hævet. Dette er grunden til, at knudens størrelse og udseende kan variere fra det ene øjeblik til det andet. Ved store knuder i huden og ved knuder f.eks. i tarmkanalen, kan histaminfrigørelsen være så voldsom, at hunden bliver generelt dårlig.
Mastcelletumorer, som ligger i de indre organer, kan give en række forskellige uspecifikke, alvorlige symptomer.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen mastcelletumor?
For at stille diagnosen mastcelletumor, skal der udtages en celleprøve fra knuden. Ofte vil det være tilstrækkeligt med en finnålsprøve (FNA). Ved en FNA suges celler ud af knuden med kanyle og sprøjte. Cellerne smøres ud på en lille glasplade der farves, så cellerne kan undersøges i mikroskopet. En FNA kan på de fleste hunde tages uden bedøvelse. I visse tilfælde vil det dog være nødvendigt at bedøve hunden og udtage en biopsi, for at kunne stille diagnosen.
I nogen tilfælde vil dyrlægen også undersøge, om der er tegn på metastaser fra tumoren. Dette undersøges ved at lave blodundersøgelser, ultralydsundersøgelse af bughulen, røntgenbilleder af brystkassen og celleprøver fra lymfeknuden nær tumoren. I sjældne tilfælde vil der desuden være behov for knoglemarvsundersøgelser
Hvordan behandles mastcelletumor/hudsvulst?
Mastcelletumorer bør altid fjernes ved operation. Det er vigtigt at fjerne knuden så tidligt som muligt, da der så er større chance for fuldstændig helbredelse. Det er nødvendigt også at fjerne et stykke rask hud hele vejen rundt om knuden for at forhindre, at der er tumorceller tilbage efter operationen.
Den fjernede knude sendes til vævsundersøgelse (histologi) for at få bestemt, hvilken "grad" mastcelletumor det drejer sig om og for at undersøge, om alt tumorvæv er fjernet. Mastcelletumorer inddeles i 3 grader, hvor grad 1 er den mest fredelige og grad 3 er den mest aggressive.
Den videre behandling afhænger af resultatet af den histologiske undersøgelse og af, om der er metastaser. I langt de fleste tilfælde, vil hunden være helbredt af operationen, men i nogle tilfælde, vil det være nødvendigt at operere igen eller at supplere operationen med kemoterapi eller strålebehandling. Adgang til strålebehandling i Danmark er på nuværende tidspunkt meget begrænset og kemoterapi er en specialist opgaver, som kun foretages af dyrlæger med specialuddannelse indenfor dette område.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har en mastcelletumor?
Fremtiden afhænger af flere faktorer, bl.a. af hvilken grad mastcelletumor din hund har, hvor tumoren sidder, hvor hurtigt den vokser, om der er spredning til indre organer og hundens alder.
- ved grad 1 og 2 mastcelletumor bliver hunden oftest helt rask af operationen
- knuder, der sidder i mundhulen eller på hoved og hals, er ofte mere ondartede, end knuder der sidder andre steder
- langsomt voksende knuder er mindre ondartede end hurtigt voksende knuder
- mastcelletumor hos unge hunde er mindre ondartede end hos gamle hunde
- ved spredning til indre organer eller knoglemarv er fremtidsudsigten generelt dårlig
Hvorfor får hunde mastcelletumorer?
Det vides ikke, hvorfor nogen hunde får mastcelletumorer. Da visse racer har større risiko for at få mastcelletumor end andre, er der nogen eksperter, der mener, at der er en arvelig sammenhæng.
Hvad er risikoen for, din hund får en mastcelletumor?
Der er nogen risiko for, at din hund får en mastcelletumor, da det er den hyppigst forekommende hudsvulst hos hund. Derfor anbefales det at få undersøgt alle knuder i huden for at udelukke mastcelletumor.
Hvilke racer får mastcelletumor?
Alle hunde kan få mastcelletumor, men hos visse racer ses denne tumor form hyppigere bl.a. hos schnauzer, boxer, boston terrier, mops, engelsk bulldog, bull terrier og labrador.