Sponsoreret
Næsemider
Latinsk navn: Acariasis nasalis
Af dyrlæge Helle Johansen.
Hvad er næsemider?
Næsemiden, Pneumonyssus caninum, er en ca. 1 mm lang mide, der kan bosætte sig i de øvre luftveje hos hunde. Miden vil især lokalisere sig i bihulerne, men kan også ses i næsehule og i næsesvælgsrummet.
Næsemiden er meget udbredt i Sverige, og man mener at den findes over hele verdenen. I Danmark er næsemiden ikke særlig almindelig. Tidligere så man den stort set kun hos hunde, der havde været i udlandet, men den findes også herhjemme hos hunde, som ikke har været ude af landet.
Hvad er symptomerne på næsemider?
De fleste infektioner med næsemider vil være symptomløse.
Hvis hunden viser symptomer, vil disse oftest være milde og bestå af én eller flere af følgende:
- Nysen og hoste
- Svælgkramper
- Næseblod
- Nedsat lugtesans
- Kløe omkring næsen samt hovedrysten
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Diagnosen kan være svær at stille, idet miderne som før nævnt gerne gemmer sig i bihulerne. Man kan dog i sjældne tilfælde være heldig at se miderne bevæge sig omkring næseborsåbningen. Dette ses især i forbindelse med, at patienten er fuldbedøvet.
For at kunne stille diagnosen vil dyrlægen oftest vælge at bedøve hunden, for da at foretage en kikkertundersøgelse af næsehulen, en såkaldt rhinoskopi. Der kan også foretages en næseskylning, hvorved næsehulen skylles igennem med rigeligt saltvand, som herefter opsamles og undersøges under mikroskop til identifikation af miderne.
En kombination af de to ovenstående metoder vil øge muligheden for at stille en korrekt diagnose.
Hvordan behandles næsemider?
I Danmark er flere præparater registeret til behandling af næsemider, og behandlingen har rigtig god effekt. Spørg din dyrlæge til råds.
Hvorfor får hunde næsemider?
Næsemidernes livscyklus er ikke kendt i detaljer. Man ved, at de kan smitte ved direkte kontakt, men det er muligt, at smitte også kan ske via tæpper, løbegårde og lignende.
Risikoen for smitte er på nuværende tidspunkt lille, idet næsemiden ikke anses for at være synderligt udbredt i Danmark, uden at der dog foreligger undersøgelser herom. Med den øgede trafik over grænserne, bl.a. til Sverige, hvor cirka tyve procent af hundene menes at have næsemider, er det muligt, at vi i fremtiden vil se flere tilfælde af næsemider hos hunde.