

Piskeorm
Hvad er piskeorm hos hunde?
Piskeorm er en indvoldsparasit hos hunde og ræve. Der er direkte livscyklus og derfor ingen mellemværter. Ormen er udbredt i hele verden og findes også vidt udbredt i Danmark. Ormene er op til 7 cm lange pog formede som en pisk.
Hvad er symptomerne på piskeorm?
- Kronisk tyktarmsbetændelse eller tyktarmskatar
- Slim i afføringen
- Blod i afføringen
- Dårlig trivsel
- Tør og mat pels.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen piskeorm?
Diagnosen stilles ved at påvise de meget karakteristiske æg i en afføringsprøve. Det anbefales at undersøge mellem 2 og 3 afføringsprøver, da der kan være stor variation i ægudskillelsen.
Hvordan behandles piskeorm?
Hunde behandles med et receptpligtigt ormemiddel.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har piskeorm?
Fremtiden er god for hunde med infektion.
Hvorfor får hunde piskeorm?
Hunden optager æg fra omgivelserne, enten jord eller græs. Infektionen er 3 måneder om at udvikle sig.
Hvad er risikoen for, at din hund får piskeorm?
Risikoen er størst i kennelmiljøer, hvor mange hunde er sammen. Da æggene kan overleve op til 3 år i omgivelserne er det meget svært at komme problemet til livs, hvis det først er opstået.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få piskeorm?
Alle racer er lige udsatte, men kennelhunde har størst risiko. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på problemet i forbindelse med pensionsophold på grund af æggenes lange overlevelsestid. Infektionen er ikke påvist hos hunde under 6 måneder.
Anden viden om piskeorm hos hunde.
Man har ikke tidligere været opmærksom på betydningen af piskeorm, men en dansk undersøgelse har påvist at 12% ud af 162 undersøgte hunde havde infektionen. Derudover blev den påvist i 16% af kennelerne.