

Orm hos hund
Af Tune Aas Mortensen, redigeret af Marie Cecilie Olesen
Generelt om orm hos hund
Orme er en parasit, en såkaldt endoparasit, fordi den lever ’indeni’ hunden. Hunde kan også få andre parasitter ’indeni’, som ikke betegnes orme. For at nævne nogle af de vigtigste orme hos hunde er der spolorm, hageorm, bændelorm, piskeorm, lungeorm og hjerteorm. Ormene kan befinde sig forskellige steder i hundens krop. Alle orm befinder sig på et tidspunkt i tarmkanalen hos hunden, men f.eks. befinder den franske hjerteorm sig på et tidspunkt også i lungernes blodkar, hvor den lægger æg, og hvorfra disse klækkes, og ormene vandrer over i lungerne. Den franske hjerteorm skal skelnes fra lungeormen. Der er tale om to forskellige orme. Lungeormen befinder sig på et tidspunkt i luftvejene, hvor den lægger æg, som klækkes. De mange forskellige orm har stor variation i deres smitteruter, men det er fælles for alle smitteruter, at hunde, som går tæt sammen, har større risiko for at blive smittede end hunde, som bor alene. Hunde, som anvendes til f.eks. jagt, har også en større risiko for at få orm.
Smitten foregår ved, at ormeæg eller ormelarver udskilles med afføringen og derefter optages af et andet individ. Specielt ormeæg kan være meget robuste og kan leve i omgivelserne i flere år. Derfor er det svært at komme parasitproblemerne til livs i specielt kenneler og pensioner. I andre tilfælde optages smitten gennem en mellemvært som f.eks. fugle, mus eller snegle. Der findes også smitteruter i forstertilværelsen og gennem modermælken.
Indvoldsorm er meget forskellige i størrelse; fra få millimeter (rævens dværgbændelorm) til 40-50 cm lange (hundens bændelorm). Æggene er også forskellige i udseende og påvises ved hjælp af mikroskopi.
De mange forskellige ormearter hos hunde er således snyltere, der lever på værtsdyrets bekostning. Ormene kan ikke undvære deres vært, mens hunden sagtens kan undvære ormene!
Hvor ofte har dyrene orm?
Man kender ikke den sande parasitbyrde hos de danske familiedyr. For flere år siden blev det indført ved lov, at dyrlæger skulle ordinere ormekure på recept baseret på en afføringsprøve eller en klinisk undersøgelse. Desværre er dén diagnostik, som er baseret på afføringsprøver, ikke altid pålidelig, da dyrene ikke udskiller ormeæg hele tiden. Man kan derfor godt have falsk negative prøver. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at dialogen mellem ejer og dyrlæge er så fyldestgørende som muligt, så dyrlægen er i stand til at vurdere, om din hund er i risikogruppe.
Hvad er risikoen ved orm?
Smitte med orm udgør en risiko for alle hunde, og der er derfor en sandsynlighed for, at ens hund på et eller andet tidspunkt i sit liv (hyppigst som ung) stifter bekendtskab med indvoldsorm.
Ormenes påvirkning af værtsdyret varierer fra stort set ingen symptomer til i visse tilfælde alvorlige livstruende symptomer. Skadevirkningen af ormene afhænger dels af hvilke orm, der er tale om, dels af antallet af parasitter og dels af hundens egen modstandskraft mod orm. Således er gamle hunde med nedsat immunforsvar på grund af sygdom eller alderdom mere modtagelige end den raske voksne hund.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen orm?
Diagnosen kan stilles ved direkte påvisning af ormen eller dele af den i afføring eller opkast. I de fleste tilfælde diagnosticeres orm ved hjælp af en afføringsprøve, hvori der kan afsløres æg, larver, led eller hele orm, som er karakteristiske for den pågældende type orm. I nogle tilfælde er det nødvendigt at undersøge flere på hinanden følgende afføringsprøver, da ormeæg udskilles med uregelmæssige intervaller. Afføringsprøver kan eventuelt medbringes til dyrlæge eller tages i forbindelse med undersøgelsen. I tilfælde af infektion med hjerteorm kan diagnosen også stilles ved at påvise larver i en skylleprøve fra luftvejene.
Hvordan behandles orm?
Ormemidler er receptpligtige. Efter at have stillet diagnosen har dyrlægen en række forskellige præparater, som kan vælges til behandlingen. Der kan være tale om tablet-, pasta- eller miksturbehandling, som kan strække sig fra 1 til 5 dage alt efter præparatets egenskaber. Der kan blive tale om gentagne behandlinger, ofte med 2-3 ugers interval. Behandlingen afhænger også af, om der er tale om drægtige, unge eller voksne hunde.
Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har orm?
Fremtiden afhænger af hvilken orm, som hunden er smittet med. Ved angreb af de fleste voksne ormearter er der 100% effektivitet ved behandling, mens visse præparater har ringere effekt på ormelarverne. Det er dog anderledes med infektion med hjerteorm, som er livstruende og derfor afhænger helbredelse af, hvornår i forløbet diagnosen stilles.
Du skal kontakte din dyrlæge, hvis…
Det er vigtigt at kontakte din dyrlæge, hvis du har mistanke om, at din hund har orm. Dette kan være, hvis du direkte har set orm i afføring eller opkast, hvis din hund har symptomer eller hvis din hund har været i særlig risiko.
Det er vigtigt, at du får diskuteret en behandlingsstrategi med din dyrlæge f.eks. i forbindelse med den årlige sundhedsundersøgelse. Der er en sandsynlighed for, at dit kæledyr har eller får orm på et tidspunkt i sit liv. Ormeproblemer er størst for drægtige og unge dyr, men som det fremgår af nedenstående skema, får også voksne hunde orm.
Hvilke indvoldsorm kan smitte min hund i Danmark?
Rundorm |
Typisk smittede individer |
Smitterute |
Diagnostik |
Behandling |
Hundens spolorm Toxocara canis Læs mere om hundens spolorm her... |
Hvalpe
Unghunde Avlshunde og hunde i kennelmiljø
Ældre hunde med nedsat immunforsvar |
Voksen hund: |
Der ses orm i opkast og afføring. Hannerne kan blive op til 10 cm lange, og hunnerne op til 18 cm lange. Farven er hvid eller grålig. |
Tæve og hvalpe: |
Den nordlige hageorm Uncinaria stenocephala Læs mere om hundens hageorm her... |
Særligt hunde som opholder sig udendørs. Særligt hunde i kenneler.
|
Voksen hund: Den nordlige hageorm smitter ikke via moderkagen eller modermælken (det gør den tropiske). |
Påvisning af æg i afføringsprøve. Ingen kender til variation i ægudskillelsen, og man må derfor påregne en risiko for falsk negative prøver. |
Hvalpe: |
Hundens piskeorm Trichuris vulpis Læs mere om hundens piskeorm her... |
Voksne hunde i kennel (æg overlever lang tid i miljøet). (Piskeorm er IKKE et problem for hvalpe under 6 måneder). |
Optagelse af æg fra omgivelserne. Æggene kan overleve op til 3 år i omgivelserne. |
Påvisning af æg i afføringsprøve. De voksne orm udskiller ikke æg hele tiden, og man må derfor påregne en risiko for falsk negative prøver. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at en langvarig infektion giver symptomer svarende til en tyktarmbetændelse. |
Voksne hunde: Behandles med ormekur på baggrund af undersøgt afføringsprøve. Hunde, som én gang har haft infektionen, har tilbøjelighed til at blive inficeret igen. |
Bændelorm |
Typisk smittede individer |
Smitterute |
Diagnostik |
Behandling |
Bændelorm fra lopper Dipylidium caninum Læs mere om hundens bændelorm fra lopper her... |
Hunde/unghunde, som ikke modtager tilstrækkelig loppe og luse profylakse, da forekomsten af lus eller lopper er en forudsætning for smitte. |
Hunden smittes ved at spise lopper og/eller lus, som har levet af bændelormeæg. For loppernes vedkommende foregår dette hyppigst i omgivelserne (sengetøj, tæpper mm.), hvorimod det for lusene er under fødesøgning på hunden. |
Påvisning af æg i afføringsprøve. Påvisning af led i afføringen eller hvis de selv kravler ud af anus. Som friske led minder de om pasta, mens indtørrede led minder om riskorn. |
Behandling med ormekur hos hunde, som spiser relevante mellemværter eller hunde, hvor led er observeret i afføringen. |
Bændelorm fra byttedyr Taenia spp. Læs mere om hundens bændelorm fra byttedyr her... |
Ses sjældent i Danmark. | Hunden kan smittes ved at spise inficeret og ikke gennemstegt kød fra kvæg, får eller svin, eller ved at spise kaniner, harer eller gnavere, som er inficeret. | Diagnosen stilles ved at se bændelormeled i afføringen eller, når de selv kravler ud af anus. Som friske led minder de om pasta, mens indtørrede led minder om riskorn. |
Alle hunde som spiser relevant mellemvært |
Hundens og rævens dværgbændelorm Echinococcus granulosus og multilocularis
|
Ses sjældent i Danmark. Hundens dværgbændelorm: Rævens dværgbændelorm: |
Hunden smittes med hundens bændelorm, hvis den spiser slagteaffald, som er inficeret. Hunden smittes med rævens dværgbændelorm, hvis den spiser en mus, som er inficeret, da musen er mellemvært. |
Påvisning af æg i afføringsprøve. Dog skal der påregnes en risiko for falsk negative prøver. | Behandling med ormekur hvis diagnosen stilles. Nogle lande kræver behandling inden indrejse. |
Storleddet bændelorm Mesocestoides |
Hunde som har mulighed for at bevæge sig frit i haver og skove, hvor de kan æde firben, padder, mus og fugle, som fungerer som mellemværter for ormen. Infektionen er sjælden hos hunde i Danmark, men findes i op mod 50% af ræve. |
Hunde, som spiser smågnavere, firben, padder og fugle er i risiko for at blive smittet. |
Påvisning af æg i afføringsprøve. Påvisning af led i frisk afsat afføring.Sjældent ses peritonitis (bughulebetændelse), hvor man kan påvise larver i en mikroskopisk undersøgelse af bughulevæsken. |
Behandling med ormekur hos hunde, som spiser relevante mellemværter, eller hos hunde, hvor led er observeret i afføringen. |
Hjerteorm og lungeorm |
Typisk smittede individer |
Smitterute |
Diagnostik |
Behandling |
Rævens lungeorm Crenosoma vulpis Læs mere om rævens lungeorm her... |
Voksne hunde som færdes meget i naturen med tæt kontakt til ræve. | Optagelse af inficerede snegle, da snegle er mellemvært. |
Symptomer som tør hoste bør give anledning til mistanke om infektion. Diagnosen kan stilles ved undersøgelse af afføringsprøver fra 3 på hinanden følgende dage. I afføringsprøverne kan larver af lungeormen påvises. |
Behandling med ormekur hos hunde diagnosticeret med lungeorm eller ved kraftig mistanke. Mistanke hos hunde, som præsenteres med hoste. Mistanke hos hunde, hvor ejerne har observeret, at hunden spiser snegle. |
Fransk hjerteorm (hjertelungeorm)Angiostrongylus vasorum |
Typisk problem hos hunde mellem 6 og 24 måneder. | Optagelse af inficerede snegle, heriblandt skovsnegle og vinbjergsnegle, da snegle er mellemvært. Forekommer specielt i områder, hvor rævebestanden er inficeret. |
Symptomer såsom produktiv eller tør hoste, øget vejtrækningsfrekvens og/eller vejtrækningsbesvær bør give anledning til mistanke om infektion.
Diagnosen kan stilles ved undersøgelse af afføringsprøver fra 3 på hinanden følgende dage. I afføringsprøverne kan larver af hjerteormen påvises. Diagnosen kan også stilles ved at udtage en skylleprøve fra luftvejene. |
Gentagende behandlinger med ormekur hos hunde diagnosticeret med hjerteorm eller ved kraftig mistanke.
Mistanke hos alle hunde, men specielt unghunde, som præsenteres med produktiv eller tør hoste, øget vejtrækningsfrekvens og/eller vejtrækningsbesvær. Mistanke hos hunde, hvor ejerne har observeret, at hunden spiser snegle. |