

Sponsoreret
SLO
Hvad er SLO (Systemisk lupoid onkosdystrofi?
SLO er en autoimmun sygdom, som rammer kløerne. En autoimmun sygdom betyder, at kroppens immunsystem "overreagerer" og angriber "sig selv", og dette kan ses mange steder. Hvis immunsystemet angriber de røde blodlegemer, så ødelægges disse, og man får blodmangel (anæmi), og hvis det er i leddene, så angribes ledkapsel eller ledbrusk, og man får leddegigt (rheumatisme).
Ved SLO angribes kløerne, og de afstødes. Årsagen til SLO kendes ikke, men der kan være mange udløsende faktorer, herunder foderet, hormonelle lidelser, infektioner/trauma af kløer og race (genetik).
Hvad er symptomerne på SLO (Systemisk lupoid onkosdystrofi?
- Tab af flere kløer
- Slikken og smerte ved kløerne
- Halthed
- Infektion ved kløerne
- Tydelig sekretion, hævelse og/eller blødning fra klovoldene
- Lugt fra kløerne
- Deforme kløer
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Det kan være en drilsk diagnose at stille. Da det er en progressiv sygdom, så vil det tit starte med en enkelt klo, som er påvirket, og her er der mange diagnoser, som man vil tænke på. Trauma af tåen, infektion med bakterier eller svampe og andre tilstande kan være den første diagnose, og derfor startes der tit en behandling for disse tilstande.
Men når tilstanden forværres med flere kløer, som påvirkes, så bør man tænke på autoimmune sygdomme, hormonelle lidelser og foderallergi. Og her er SLO den mest almindelige, som man bør tænke på, især hvis der ikke er symptomer andre steder på kroppen. Andre autoimmune tilstande vil som regel have andre symptomer, som f.eks. slimhinde og hudforandringer, ledproblemer og anæmi, ligesom foderallergi ofte vil give symptomer fra tarmsystemet samt huden. Hormonelle lidelser kan undersøges med blodprøver, og her vil lavt stofskifte (hypothyreoidisme) være den mest almindelige.
Diagnosen SLO bliver som regel stillet ud fra sygdomsforløbet, som ovenfor beskrevet, og ved at udelukke andre diagnoser. Dyrlægen kan tage blodprøver samt prøver fra kløerne/huden omkring kløerne til undersøgelse for bakterier, svampe og parasitter (demodex). Man kan foretage en foderændring til allergifoder (tal med din dyrlæge om dette), men en sådan eliminationsdiæt skal køre i mindst 8 uger, og i denne periode kan tilstanden forværres meget væsentligt, hvis det er SLO, der er årsagen.
For at stille en mere sikker diagnose kan man amputere den nederste del af tåen og sende til undersøgelse, men i de fleste tilfælde vil man kunne stille diagnosen ud fra sygdomsforløbet og de andre prøver.
Hvordan behandles SLO (Systemisk lupoid onkosdystrofi)?
Man skal tænke på, at det er en progressiv tilstand, som ligeledes tager lang tid at behandle.
Der er mange muligheder for at behandle tilstanden:
- Tilskud af umættede fedtstoffer, især omega 3 olie, i en dosis af ca. 400 mg EPA/10 kg hund. Hvis man bruger VetPro omega olie, som du kan få på VetFamily klinikkerne, så svarer det til ca. 4 pumpeslag/10 kg hund dagligt.
- Antibiotika, her typisk doxycyklin
- E vit. og B vit. tilskud, gerne med højt indhold af B3 samt biotin
- Godt foder, gerne allergifoder, med højt indhold af proteiner af god kvalitet
- Binyrebarkhormoner er hyppigt nødvendige for at afkorte sygdommens længde, som kan være mange måneder.
- Fjernelse af kløerne, selv de kløer, som virker normale. Efter min erfaring så er der meget større chance for at få normale kløer igen, hvis man udfører denne procedure. Hvis lokalreaktionen fortsætter for længe i overgangen mellem klo og kloanlæg, så kan kloanlægget blive permanent skadet, hvilket i bedste fald medfører en deform klo.
- Efter fjernelse af kløerne kræves lokalbehandling af poterne dagligt. Det er vigtigt at holde poterne tørre og rene.
Man skal regne med, at behandlingen kan være langvarig, især hvis man prøver at bevare kløerne (egen erfaring fra mange tilfælde). I langt de fleste tilfælde vil de fleste, hvis ikke alle kløerne, alligevel falde af på trods af medicinsk behandling.
Behandling med tilskud og medicin er typisk mindst 1 måned og op til 3 måneder, før man kan regne med fuld helbredelse.
Hvad er risikoen for, at din hund får SLO (Systemisk lupoid onkosdystrofi)?
Da det er en forholdsvis sjælden sygdom, så er risikoen lille. Der er enkelte racer, som er mere udsatte (se nedenfor), men alle racer kan angribes. Man kan nedsætte risikoen ved at sørge for, at ens hund får tilskud af omega 3 fedtsyrer og B/E vit. tilskud. Derudover kan man sørge for et godt foder af høj kvalitet, måske et allergifoder, hvis man har mistanke om foderallergi (hudkløe, tarmproblemer).
Risikoen for at der kommer recidiv (tilbagevenden) af tilstanden er lille, især hvis man fjerner alle kløerne. Jeg har personligt kun været ude for et tilfælde ud af ca. 60 tilfælde, hvor der kom recidiv, endog 2 gange. Til sidst var jeg nødt til amputere alle de yderste tåknogler, inden hunden var helbredt.
Hvilke hunde er særlig udsatte for at få SLO (Systemisk lupoid onkosdystrofi?
Alle racer kan angribes, men schnauzere, retrievere, rotweiler og terrier har jeg personligt set flest af. Foderallergi, hormonelle lidelser, infektion/trauma af kløerne og huden omkring kløerne, mangler i kosten, især omega olier samt B/E vit. kan alle være udløsende årsag til sygdommen.