Stivkrampe

Af dyrlæge Henning Ingeman.

Hvad er stivkrampe?

Stivkrampe er en sygdom forårsaget af en nervegift, der produceres af bakterien Clostridium tetani. Derfor kaldes sygdommen på latin tetanus.

Denne bakterie findes overalt, blandt andet i jorden og i mund- og tarmkanalen hos dyr og mennesker. Herfra kan den komme ind i kroppen via et sår.

Bakterien producerer kun nervegiften, hvis den er i en luftfrit miljø, det vil sige, at stiksår og bidsår er de farligste. Nervegiften (tetanospasmin) transporteres fra såret via nervebanerne til hjernen og rygmarven, hvor skaden sker.

Hvad er symptomerne?

Symptomerne kendetegnes ved, at hundens muskler spændes og ikke slapper af igen.

Det første tegn herpå er ofte, at hundens ører ikke bevæger sig i retning af lyden, men sidder i samme stilling på hovedet, lige meget hvad der sker omkring hunden. På hunde med hængeører ser det ud, som om den inderste del af øret er løftet en lille smule. Samtidig vil der ofte komme små panderynker, der nærmest får hunden til at se bekymret ud. Svag muskelsitren ses også tidligt i forløbet.

Kommer hunden ikke i behandling, vil symptomerne forværres. Overlæben begynder at blive trukket konstant tilbage, så det ser ud som om, at hunden "smiler". Dette symptom er så karakteristisk, at det på latin har sit eget navn, Ricus sardonicus, som bedst kan oversættes med en "hånlatter". Kæbemuskulaturen bliver stiv, så munden ikke kan åbnes.

Efterhånden bliver musklerne så stive, at hunden ikke kan rejse sig selv, og kun kan stå i en stilling, der beskrives som en "savbuk".

I slutfasen bøjes hundens hoved helt tilbage, hvorved vejrtrækningsmuskulaturen standser, og hunden dør af iltmangel. I alvorlige tilfælde, som det her skitserede, løber denne udvikling over ca. 5 dage.

Under hele forløbet forværres symptomerne ved pludselige, udefrakommende påvirkninger som f.eks. lys, der bliver tændt, eller høje lyde.

Hvordan kan dyrlægen stille diagnosen?

Diagnosen stilles ud fra de ovennævnte, karakteristiske symptomer. Diagnosen kan også stilles ved at bakterien findes i et sår, for så at blive dyrket og diagnosticeret i et laboratorium, men denne fremgangsmåde er alt for langsom i praktisk brug. Derudover er det sjældent, at det er muligt at finde et egentligt sår, som kan mistænkes.

Hvordan behandles stivkrampe?

Fremgangsmåden i behandlingen af stivkrampe er at neutralisere den del af nervegiften, som endnu ikke har nået hjernen eller rygmarven, at forhindre yderligere produktion og at vedligeholde de livsvigtige funktioner. Til at neutralisere giften bruges tetanus-serum. 

For at forhindre yderligere produktion af nervegift kan anvendes flere forskellige typer af antibiotika, og hvis der findes et sår, som mistænkes for at være indgangsporten, skal det renses grundigt op, eventuelt bortopereres eller åbnes.

For at opretholde de livsvigtige funktioner behandles på en række områder. Hunden tilføres konstant væske gennem en blodåre (et drop), der gives muskelafslappende medicin, ernæring kan tilføres gennem en sonde fra næsen til mavesækken og hunden anbringes på et blødt leje, helst i et roligt og dunkelt rum.

Behandlingen overvåges nøje, således at det i tilfælde af at vejrtrækningsmuskulaturen svigter er muligt at aflive hunden, førend den dør af kvælning.

Hvordan er fremtiden for min hund, hvis den får stivkrampe?

Hvis symptomerne opdages meget tidligt, og behandlingen sættes ind med det samme, kan det i nogle tilfælde lykkes at redde hundens liv, men prognosen er generelt dårlig ved stivkrampe.

Hunde, der kommer sig, kan have symptomer i flere uger, men bliver dog helt normale igen.

Hvad er risikoen for, at min hund får stivkrampe?
Det skal understreges, at stivkrampe hos kødædere er en meget sjælden sygdom.

Der findes ingen vaccine mod stivkrampe hos hunde.
Der er ingen race- eller kønsforskelle i forekomsten af denne sygdom.