Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Rovmiden, som også kaldes vandrende skæl, lever på hudens overflade. Hvis hunden er angrebet af rovmider, får midenymferne og de voksne mider hunden til at udvikle en masse små, tørre skæl. Skællene vil være mest udtalt langs siderne og på ryggen af hunden.
Rovmiden forårsager kløe, som dog ikke er så udtalt som ved f.eks. skabmider. Hunden udvikler fortrinsvis skæl på ryggen og siderne af kroppen.
Rovmiden er ca. en halv mm lang og dermed vanskelig at se med det blotte øje. Men ved brug af et mikroskop eller et forstørrelsesglas er det muligt at se de livlige mider.
Rovmider kan angribe mennesker og forårsage kløe og udslæt med små røde knopper. Evt. kløe hos hundens ejer kan derfor være en vigtig oplysning, når dyrlægen skal stille den korrekte diagnose.
Behandlingen af rovmider er ligetil, idet man bader hunden i loppeshampoo eller visse utøjsspray. Der findes midler både i håndkøb og på recept - spørg din dyrlæge til råds. Normalt er 3-4 bade nok til at udrydde miderne.
Det er vigtigt at samtlige dyr - også katte - i husstanden behandles. Det er også nødvendigt at behandle hunde eller katte, som har været i kontakt med de rovmidebefængte dyr. Derfor bør man kontakte ejerne til dyr, som har været i kontakt med det smittede dyr. De smittede dyr må ikke komme i kontakt med andre dyr, så længe behandlingen står på.
Hunden kommer sig som regel fuldstændig efter en infektion med rovmider, men det kan være nødvendigt at bade hunden i flere omgange, hvilket kan være arbejdskrævende for ejeren.
Hvorfor får hunde rovmider?
Overførslen af rovmider sker ved direkte kontakt mellem et smittet og et ikke-smittet dyr. Overførsel kan også ske via børster, kamme og andet, der har været i berøring med en rovmide-befængt hund og derefter ikke er blevet rengjort.
Hvad er risikoen for, at din hund får rovmider?
Hunde i alle aldre kan få rovmider, men smitte ses dog oftest hos hvalpe og unghunde, der er blevet smittet fra kennelen.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få rovmider?
Alle hunde er lige udsatte for at få rovmider.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik