Arvelige sygdomme hos hunde

Hvad er arvelighed?

Arvelighed er de anlæg, som nedarves fra moder- og faderdyret. Al arv sidder på kromosomerne, som er mikroskopiske spiralformede kæder, der findes i vævscellerne. Hunde har 38 kromosompar, dvs. 76 enkelte kromosomer, samt to kønskromosomer XX (hos tæven) eller XY (hos hanhunden). De i alt 78 kromosomer, som findes i næsten alle levende celler hos hunden, består af gener, og det er generne, der styrer alle processer i kroppen.

De eneste celler, der ikke indeholder 78 kromosomer, er sæd- og ægceller, som kun indeholder hver 39 kromosomer. Når sæd- og ægcelle smelter sammen, danner de tilsammen de 78 kromosomer, som altså består af halvdelen fra faderdyret og halvdelen fra moderdyret.

Hvad er arvelige sygdomme?

Arvelige sygdomme er sygdomme, som er bundet til dyrets kromosomer, dvs. dyrets arveanlæg. Arvelige sygdomme kan vise sig allerede ved fødslen (f.eks. hareskår eller manglende lemmer), mens andre først opdages ved hvalpens eller killingens sundhedscheck hos dyrlægen (f.eks. hjertedefekter, nervesygdomme), og andre igen først viser sig efter mange år (f.eks. hofteledsdysplasi, epilepsi, øjensygdomme). Da generne kommer fra både fader- og moderdyr, er mulighederne for at få sygdomme fra hhv. fader og moder lige store. Undtagelsen er de sygdomme, der er bundet til Y-kromosomet; i disse tilfælde optræder sygdommen kun hos handyret.

Hvordan nedarves sygdommene?

Sygdommene kan nedarves på forskellig vis, og denne er afgørende for, hvor let eller svært det er at bekæmpe sygdommen via avlsprogrammer. Det er sådan, at gener, der styrer de samme funktioner i kroppen, sidder lige over for hinanden på kromosomparrene, således at f.eks. de gener, som bestemmer øjenfarve, sidder samme sted på kromosomerne fra faderen og moderen. Generne kan så være mere eller mindre dominerende, hvor genet for mørk øjenfarve er dominerende ("dominant"), og genet for lys øjenfarve er vigende ("recessivt"). Dette betyder, at hvis der er et gen for mørk øjenfarve hos det ene forældredyr, så vil øjenfarven blive mørk, uanset genet fra det andet forældredyr, mens der skal være gen for lys øjenfarve hos begge forældredyr, før øjenfarven bliver lys.

Der findes også den mulighed, at generne er lige stærke, således at de ikke dominerer hinanden.

Hvis sygdomsgenet sidder på kønskromosomerne (som regel X-kromosomet) kaldes det en kønsbunden nedarvning, mens det hedder en autosomal nedarvning, hvis det sidder på et af de andre kromosomer.

Der findes også sygdomme, som kræver mange gener for at udvikle sig. Dette kaldes polygen nedarvning, og disse sygdomme kan være meget vanskelige at avle sig ud af.

Hvad kan man gøre for at bekæmpe sygdommene?

En lang række arvelige lidelser hos de forskellige hunderacer er allerede beskrevet med hensyn til arvegangen. For en lang række af disse er der allerede igangsat bekæmpelsesprogrammer, men alt efter arvegangen kan det være mere eller mindre svært at bekæmpe sygdommene.

Forskellige fremgangsmåder for bekæmpelse af arvelige sygdomme beskrives i de følgende afsnit.

Dominant arvegang

De arvelige sygdomme, der er lettest at bekæmpe, er de sygdomme, der kun er bestemt af et eller meget få gener. Heraf er de sygdomme, hvor sygdommen er et dominant gen, de allernemmeste, idet alle dyr, som har genet, vil blive syge, og man derfor kan udelukke alle syge dyr fra avlen og få sygdommen bekæmpet. Det eneste problem kan være, at sygdommen først viser sig hos dyret, efter det er brugt i avlen.

Recessiv arvegang

Ved sygdomme, som afhænger af et vigende (recessivt) gen, er problemerne større. Denne gruppe er langt den største inden for hundeavlen. Der skal her være et sygdomsgen fra både moder- og faderdyret, førend afkommet bliver sygt. Det vil sige, at der potentielt er mange sunde sygdomsbærere, da de kan have et recessivt sygdomsgen i sig uden selv at blive syge.

Af sygdomme, som har en recessiv arvegang, kan nævnes visse øjensygdomme som f.eks. PRA, collie eye anomaly og grå stær, samt dværgvækst og kobbertoxicose.

Bekæmpelsesprogrammet for recessive sygdomme kunne være:

• Rutinetests af alle dyr, før de indgår i avl. De nuværende øjenundersøgelser, som foretages af specialuddannede dyrlæger, har medført et stort fremskridt for bekæmpelsen af arvelige øjensygdomme. I dag bruges DNA-tests af hunde for arvelige sygdomme i meget stor udstrækning. Du kan få yderligere information om disse tests hos din dyrlæge.
• Udelukkelse af alle syge hunde og begge forældrene fra videre avl, da disse er bærere af sygdommen. Hvis den syge hund har nået at få afkom, er disse også bærere og bør udelukkes fra avlen. Eftersom 2/3 af alt afkom fra forældrene vil være bærere, bør alt afkom fra disse forældredyr også udelukkes fra avlen.

Kønsbunden arvegang

Sygdomme med kønsbunden nedarvning (X-kromosom) er som regel recessive, og derfor ses sygdommene hovedsageligt kun hos handyrene, idet de kun har ét X-kromosom, og derfor kun skal have ét recessivt gen, for at sygdommen slår igennem. Hundyrene har derimod to X-kromosomer, og der skal være et recessivt sygdomsgen på begge disse, førend sygdommen kommer i udbrud. De mest almindeligt kendte sygdomme, som er bundet til X-kromosomet, er blødersygdommene (hæmofili).

For at bekæmpe sygdomme, som sidder på X-kromosomet, skal man gøre følgende:

• Gennemføre rutinetests af alle dyr i risikogruppen. Ved visse af sygdommene kan man med laboratorietests påvise bærerne og herved udelukke dem fra videre avl.
• Ved påvisning af et sygt handyr skal man udelukke moderen og alle døtrene fra videre avl. Faderdyret og eventuelle sønner er ikke bærere af sygdommen.

Multifaktorel arvegang

Arvelige sygdomme, hvor der er mange gener, som indgår i udviklingen af sygdommen, kaldes for multifaktorel eller polygen arvegang. Som det mest kendte eksempel kan nævnes hofteledsdysplasi (HD).

Det er vigtigt at fastslå, at man med multifaktorel arvegang ikke blot kan tale om sort og hvidt, men at der er en stor gråzone. Fordi disse sygdomme styres af mange gener er bekæmpelsen et spørgsmål om at fastsætte en grænseværdi. Bekæmpelsen af HD har i Danmark i mange år traditionelt været baseret på at bruge avlsdyr, som ved en almindelig røntgenundersøgelse er blevet erklæret fri for HD. I USA er en anden metode udbredt. Den kaldes for PennHip og udmærker sig ved at kunne påvise løshed i hofteleddet allerede på et tidligt tidspunkt. Det er denne løshed, der senere udvikler sig til hofteledsdysplasi og med PennHip kan man mere specifikt og langt tidligere afgøre, om dyrene har anlæg for at udvikle sygdommen. Desværre har metoden ikke vundet indpas i Danmark.

For seriøst at bekæmpe hofteledsdysplasi ville det være formålstjenligt at:

• Teste alle dyr i racen med PennHip-undersøgelsen som standard og registrere resultaterne centralt.
• Dyr, der er stambogsført og ikke testet, skal registreres ikke-fri for HD.
• På grundlag af dette udarbejdes et avlsindeks for alle avlsdyr.