Blodtransfusion

Af dyrlæge Mette Pilgaard Kristensen.

Hvorfor skal hunde have blodtransfusion?

Hos både dyr og mennesker er blodets væsentligste funktioner at opretholde væskebalancen og sikre tilstrækkelig ilt- og næringsforsyning til væv og organer i kroppen. Hos hunde med bestemte sygdomme eller hunde, der er kommet voldsomt til skade, kan blodet miste sin evne til at udføre de funktioner. Derfor kan livsvigtige organer tage skade. I sådanne tilfælde er blodtransfusion en nødvendig behandlingsform.

De sygdomme, som med fordel kan behandles med blodtransfusioner, kan opdeles i 3 hovedgrupper:

• Sygdomme med indre eller ydre blødninger
• Sygdomme, hvor blodet mister sin evne til at transportere ilt og næring
• Sygdomme, hvor kroppen mister sin evne til at danne nye, friske blodceller

Voldsomme blødninger kan opstå i forbindelse med indtagelse af store mængder rottegift, efter bilpåkørsler eller fald fra store højder, og i forbindelse med bestemte sygdomme. Det gælder især lidelser i milten eller omfattende sår i mavetarm-kanalen.

Blodet kan miste sin evne til ilt- og næringstransport ved zink-forgiftning eller i forbindelse med infektioner med blodparasitter. Desuden kan forskellige kræftlidelser og sygdomme i immunforsvaret resultere i manglende iltforsyning til kroppens organer.

Kroppen kan miste evnen til at danne nye blodceller i forbindelse med alvorlige nyresygdomme eller lidelser i knoglemarven.

De beskrevne sygdomme er alle alvorlige og i mange tilfælde direkte livstruende. Derfor gælder det i første omgang om at stabilisere hunden og hjælpe den igennem den akutte fase. I netop de situationer er blodtransfusioner nødvendige som en understøttende behandling. Når hundens tilstand senere er stabil, kan den egentlige årsag til lidelsen blive fundet og behandlet.

Hvordan får hunde en blodtransfusion?

Ligesom mennesker kun kan modtage blod fra andre mennesker, kan hunde kun modtage blod fra andre hunde, dvs. fra de såkaldte donorhunde. Donorhunde bliver udvalgt efter nogle bestemte kriterier, og det donerede blod bliver opbevaret i specielle blodposer, indtil det skal bruges.

Blodet bliver typisk givet gennem en blodåre i hundens forben. Selve proceduren foregår ved, at dyrlægen barberer et område på benet, som derefter bliver grundigt rengjort og desinficeret. Blodposen med donorblodet bliver forbundet til en nål via en plastikslange, og via den kan hunden blive forsynet med den nødvendige mængde blod. Tilførslen strækker sig over en periode på 2-3 timer.

Dyrlægen overvåger hunden meget nøje under hele forløbet, fordi der kan opstå uheldige reaktioner undervejs. Den slags reaktioner bliver kaldt uforligneligheds- eller transfusionsreaktioner og opstår, hvis donorhundens blod ikke er af samme type som modtagerhundens - nøjagtigt som det kan ske hos mennesker.

Det blod, som dyrlægen bruger ved en blodtransfusion, kommer fra bestemte donorhunde. På samme måde som mennesker kan være bloddonorer, kan hunde også komme ind og afgive en vis mængde blod, typisk ca. en halv liter, med jævne mellemrum. Blodet bliver tappet fra en blodåre i halsen, og selve tapningen tager ikke længere end 10-15 minutter. Også her barberer dyrlægen et lille område omkring åren, som derefter bliver rengjort og desinficeret. Langt de fleste hunde behøver ikke at blive bedøvet i forbindelse med bloddonationen. Det gør nemlig ikke ondt på hunden, og den vil være frisk til at gå hjem umiddelbart efter.

Det er ikke alle hunde, som er lige egnede til at blive bloddonorer. De skal nemlig opfylde nogle bestemte kriterier. Det er kun unge hunde, der bliver brugt, typisk er de mellem 1 og 6 år. Alle hundene skal være regelret vaccinerede og naturligvis være sunde og raske. Desuden bruger man kun hunde, som vejer over 25-30 kg, fordi hunden skal have en vis størrelse for, at man kan tappe den nødvendige mængde blod på ca. 450 milliliter. Som regel bliver donorhundene udvalgt blandt dyreklinikkens almindelige klientel. De er naturligvis alle meget værdsatte på grund af deres særlige rolle som livsvigtige hjælpere for tilskadekomne og alvorligt syge hunde.

Er det farligt at få en blodtransfusion?

Alle hunde, som har brug for en blodtransfusion, er i en kritisk og ofte livstruende tilstand. De kan kun i meget begrænset omfang tåle yderligere belastninger. Derfor bliver der stillet meget høje kvalitetskrav til det donorblod, som skal hjælpe hunden igennem den første kritiske fase af sygdommen. Bl.a. er det vigtigt, at donorblodet ikke indeholder sygdomme, som kan blive overført til modtagerhunden i forbindelse med transfusionen. Derfor bliver alt donorblod omhyggeligt undersøgt på dyrehospitalets laboratorium for blodparasitter, kræftceller og andre tegn på sygdom.

Da hunde, ligesom mennesker, har flere forskellige blodtyper, bliver donorhundens blodtype bestemt ved hjælp af specielle blodtype-undersøgelser. Blodtypen bliver skrevet på hver enkelt blodpose, så modtagerhunden kun får blod fra en donor med samme blodtype.

Der er særligt én blodtype hos hunde, som er vigtig i forbindelse med udviklingen af de uheldige og til tider farlige transfusionsreaktioner. Denne blodtype kaldes DEA 1.1. Alle hunde kan inddeles efter, om de er DEA 1.1 positive eller negative. Typisk vil man kun bruge donorhunde, som er DEA 1.1 negative, fordi modtagerhunde kan reagere voldsomt over for denne blodtype, hvis de ikke selv har den. Derimod sker der ikke noget ved, at en DEA 1.1 positiv modtagerhund får blod fra en DEA 1.1 negativ donor.

Undersøgelser af donorhundenes blod kan virke meget omfattende og omstændelige, men de er alle nødvendige for at sikre, at modtagerhunden kun får raskt og sundt blod i forbindelse med transfusionen.

På trods af alle disse forholdsregler vil der altid være risici forbundet med at gennemføre en blodtransfusion på alvorligt syge hunde. På længere sigt vil selve helbredelsen af hunden afhænge af, om den egentlige årsag til sygdommen kan blive afhjulpet.

Du skal kontakte dyrlægen, hvis...

Din hund har muligvis behov for en blodtransfusion, hvis den har mistet store mængder blod, eller hvis blodet mister sin livsvigtige evne til at transportere ilt og andre næringsstoffer rundt i kroppen. Hvis din hund er blevet påkørt eller har været udsat for andre voldsomme skader, bør du altid lade den undersøge af din dyrlæge - også selvom den ikke bløder. Den kan nemlig have indre blødninger, og de kan være mindst ligeså alvorlige som de umiddelbart synlige.

Desuden er det vigtigt at opsøge dyrlægen, hvis du har mistanke om, at din hund har indtaget rottegift. Rottegift nedsætter nemlig blodets evne til at størkne. Hvis hunden hurtigt kommer i behandling, kan dyrlægen ved hjælp af medicin forbedre blodets størkningsevne, så der ikke opstår alvorlige blødninger.

Ser du blod i hundens afføring, eller kaster den blod op, kan det være tegn på mavesår eller andre blødende sår længere nede i tarmkanalen. Langt de fleste af den slags sår kan behandles med et godt resultat, hvis bare de bliver opdaget tidligt i forløbet.

Du skal desuden være opmærksom på, om din hund virker meget træt eller slap. Det kan nemlig være et tegn på, at dens blod ikke kan transportere tilstrækkelige mængder næringsstoffer til kroppens vigtige organer. Her kan slimhindernes farve, f.eks. på tandkødet, være en god rettesnor. Hvis hundens blod fungerer, som det skal, vil tandkødet være lyserødt og fugtigt, hvorimod en mere bleg, porcelænsagtig farve kan tyde på det modsatte. Dyrlægen vil i de situationer undersøge din hund nøje og vil i forbindelse med den almindelige undersøgelse og eventuelle supplerende undersøgelser vurdere, om den har brug for en blodtransfusion.