Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop
Se udvalgte Produkter

Produkter fra vores butik

219,00 kr

Nutri-Plus Gel, 120 g Køb her
Tilbud
340,00 kr
238,00 kr

VetPro Aktiv Hund, 400g. Køb her
219,00 kr

Aptus Nutrisal pulver 10x25 g Køb her

Sponsoreret

Jagthund

Breton jagthund med behov for ekstra energi

Hvorfor er hunden velegnet til jagt?

Hunde er igennem flere tusinde år fremelsket med henblik på jagt under vidt forskellige forhold. De sidste 150 års målrettede avlsarbejde har medført de jagthunderacer, vi i dag kender. Jagthunden har nogle fantastiske færdigheder. Det er specielt dens hurtighed og lugtesans, der gør den ideel i jagtsammenhæng, ligesom hunde løber uhindret igennem skov, krat og mose.

Det er vedtaget ved lov, at alle jagter skal gennemføres med tilstedeværelsen af hunde.

Hvilke opgaver har jagthunde?

  • At opspore og finde vildtet
  • Tage stand, støde eller drive vildtet
  • Bringe vildtet frem, så jægeren kan skyde det
  • At apportere vildtet
  • Opspore anskudt vildt

Fodring og brug af jagthunde

Mange jagthunde bruges først og fremmest i efterårsmånederne. For at de skal kunne yde det optimale arbejde, når jagtsæsonen starter, skal de have en god grundkondition. Ved at øge træning og brug af hunden i månederne op til jagtsæsonen styrkes konditionen, og dermed ydeevnen, meget.

Det er vigtigt at lave en realistisk vurdering af hundens tilstand i forhold til sidste sæson. Mange ældre jagthunde lider af gigt, og det er vigtigt at være opmærksom på dette, inden jagten starter, så man kan starte en behandling med smertestillende medicin, inden hunden får ondt. Endvidere kan man give glukosamin som kosttilskud til meget hårdt arbejdende jagthunde.

Jagthunde skal fodres efter behov. Det betyder, at jagthunde, som bruges flittigt, og jagthunde, som forbrænder meget energi i løbet af jagterne, skal tilføres ekstra energi. Dette kan gøres ved at bruge foder til aktive hunde, f.eks. SPECIFIC CAD. Et sikkert tegn på at jagthunde fodres korrekt er, at pelsen bevarer sin glans, også sidst på sæsonen. Under jagt kan man med fordel medbringe en dåse SPECIFIC CAW eller druesukker til hunden, så den får tilført ekstra energi, når blodsukkeret ligger lavt på grund af hårdt muskelarbejde. 

En svensk undersøgelse har vist, at mere end 13% af jagthundene har orm. Det betyder, at man skal være ekstra opmærksom på ormekur til sin jagthund, hvis den skal præstere et godt arbejde. Enelig skal man være opmærksom på at mange jagthunde angribes af flåter

Schweiss

Schweiss er en særlig disciplin, hvor hundene udlæres i at gå efter blodspor. Dansk Jægerforbund har i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen udarbejdet et certificeringsprogram. Schweissregistret blev oprettet i 1974, og ved jagtlovens ændring i 1993 blev det obligatorisk at tilkalde en schweisshund ved mistanke om anskudt vildt.

Hundene skal bestå en række komplicerede prøver, før de kan optages i det officielle schweisshunderegister.

Der findes tre forskellige schweissprøver. Prøverne varierer i længde mellem 400 og 1000 meter, og sporet er for elitehundes vedkommende 40 timer gammelt.

Prøverne er svære på grund af sporenes alder, ligesom sporet lægges i originalt terræn, således at levende vildt krydser det i løbet af natten. Hundene skal derfor være i stand til at skelne de forskellige lugte. Der er endvidere regler for sporenes udformning.

De hunde, som er udlært, tilkaldes af jægere ved mistanke om anskudt vildt. Der rettes hvert år omkring 5.000 henvendelser til schweissregistret om assistance. I ca. halvdelen af tilfældene lykkedes det hundene at opspore vildtet.

Jagthunde og halekupering

Jagthunde bruger i særdeleshed halen til at styre med, når de driver gennem landskabet. Dette bevirker, at halen udsættes for kraftige slag og rifter. For at undgå halebeskadigelser af denne art, er det tilladt at halekupere visse racer.

I medfør af §14 stk. 3 og 4 samt §28 i Dyreværnsloven, jf. lov nr. 386 af 6. juni 1991, fastsættes at:

§1: Halekupering, som har til formål at ændre en hunds udseende, må kun foretages på hvalpe efter stambogsførte forældredyr af følgende racer:

1): Ruhåret hønsehund
2): Korthåret hønsehund
3): Weimaraner
4): Viszla
5): Breton

§2: Halekupering må kun foretages af en dyrlæge, inden hvalpen er 4 dage gammel.

§3: Overtrædelse af §1 og 2 straffes med bøde eller hæfte.

Hundens sikkerhed i forbindelse med jagt

Meget ihærdige hunde, som driver meget tæt på vildtet, kan - specielt i forbindelse med andejagt - komme så tæt på byttet, at de af og til rammes af hagl. Dette er selvfølgelig en sjældenhed i forhold til, hvor mange jagter der afholdes, men flere hunde bliver hvert år ramt af hagl. Det er heller ikke ualmindeligt, at man i forbindelse med røntgenfotografering af anden lidelse identificerer hagl i hunde.

Man kan som jæger sikre sin hund ved at give den halsbånd - og i særdeleshed dækken - på i en hidsig kontrastfarve. Dette ændrer ikke ved hundens brug.

Jagthunde grupperes efter deres jagtegenskaber. Jagthunde har alle lyst til jagt, men da der er stor forskel på de forskellige jagtteknikker opdeles hundene i tre grupper.

Stående jagthunde: Denne gruppe af hunde, som tager stand, når vildtet er opsporet, omfatter hønsehunde. De stående hønsehunde opdeles i:

  • De engelske typer: Disse hunde er hurtige, lette og elegante. De er meget selvstændige og den dominerende jagtlyst gælder hønsefugle på åbne arealer.
    (Pointer, Engelsk Setter, Irsk Setter, Gordonsetter og Bretagne Spaniel/Breton)
  • De kontinentale typer: De er knapt så selvstændige som de engelske typer, og har større kontaktbehov, med primær jagtlyst på hårvildt, gerne i skov, krat og mose. (Ruhåret Hønsehund, Tysk Korthår, Gammel Dansk
  • Hønsehund, Kleiner Münsterländer, Grosser Münsterländer, Weimaraner, Langhåret Hønsehund og Vizsla)

Drivende jagthunde: Denne gruppe af hunde driver specielt hårvildt ud af skov og krat, så jægerne kan nedlægge vildtet. Derudover apporterer hundene fjervildt, og er derfor uundværlige i forbindelse med f.eks. andejagt. Der findes mange forskellige typer indenfor denne gruppe:

  • Retrievere: Kraftige, stærke hunde med gode anlæg for apportering. Vil gerne arbejde i vand. (Labrador Retriever, Golden Retriever, Flatcoated Retriever, Chesapeake Bay Retriever, Curly Coated Retriever og Nova Scotia Duck Tolling Retriever).
  • Spaniels: Næsten samme egenskaber som retrieverne, dog knapt så stærke som disse. (Cocker Spaniel, Engelsk Springer Spaniel, Amerikansk Cocker Spaniel, Welsh Spaniel, Field Trial Spaniel).
  • Støvere: Racer med udpræget interesse og anlæg for sporarbejde. De driver på hals og anvendes ved drivjagt på hårvildt. (Strelluf Støver).
  • Gravhunde: De mindste af samtlige jagthunderacer. Anvendes i grave, men også til drivjagt over jorden, da mange driver på hals. Kendt for deres udholdenhed. (Korthåret Gravhund, Ruhåret Gravhund og Langhåret Gravhund).

Terriere: En stor gruppe af mindre hunderacer med et iltert temperament. En del af racerne anvendes til jagt, fortrinsvis på ræv. Tidligere anvendtes de også til grævlingejagt, men grævlingen blev fredet i hele Europa i 1997. (Tysk Jagtterrier, Border Terrier, Jack Russel Terrier).

Du skal kontakte din dyrlæge, hvis...

  • Du vil have råd og vejledning om fodring af aktive hunde
  • Du vil have råd og vejledning om forebyggelse af flåtangreb
  • Du har din hund mistænkt for at være ramt af hagl
  • Din hund er blevet stiv i sin bevægelser, og ikke kan holde til en jagt

Artiklen er skrevet af dyrlæge Jens Søland

Kender du VetPro? VetPro er vores eget kvalitetsfoder til hunde og katte.

Spørg os gerne - vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde det rigtige foder til dit kæledyr.

Hvad enten dit kæledyr er hvalp/killing, voksen eller senior, så tilbyder VetPro det rette produkt til konkurrencedygtige priser.

VetPro kan købes i vores butik eller webshop.

Gå til webshop