Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
En socialhund kan bidrage med glæde, tryghed og venskab, opmuntre til leg og anden fysisk aktivitet. Desuden kan socialhunden være et naturligt kontaktled til omverdenen.
Handicappede børn/unge, kan have særlig glæde ved en sådan hund, men også voksne mennesker med et fysisk handicap, som ikke selvstændigt - men sammen med en hjælper/familiemedlem - kan tage vare på en hund, kan ansøge om at blive samtrænet med en socialhund. Pasning, træning og pleje af socialhunden bliver således et fælles ansvar for modtageren og dennes hjælper/familie.
Antal socialhunde i Danmark: Foreningen STH - Servicehunde til Handicappede - har udplaceret 3 socialhunde i Danmark.
Mental og fysisk sundhed prioriteres højt når udvælgelsen af kommende socialhunde finder sted. Alle STH's hunde helbredsundersøges grundigt ligesom hofter og albuer røntgenfotograferes. Desuden mentaltestes hundene før de påbegynder træning. Der lægges stor vægt på, at hunden er social, kontaktsøgende, samarbejdsvillig og legelysten.
Hunden skal reagere hensigtsmæssigt i situationer hvor den overraskes af lyd og bevægelse. Den skal også optræde koncentreret og målbevidst samt afreagere selvstændigt uden at udvise tilbageværende ubehag. Disse egenskaber er fundamentale, når en kommende socialhund udvælges.
Det er svært at gøre op nøjagtig hvor mange timers træning der skal bruges til at uddanne en STH socialhund. Men det er en forudsætning at hunden som hvalp er blevet omhyggeligt præget og socialiseret på både børn og voksne og at hvalpen er blevet miljøtrænet og har fået mange positive oplevelser i at samarbejde med mennesker.
Når socialhunden er mentalt og fysisk færdigudviklet modtager den yderligere nogle måneders træning. Denne træning foregår hos STH´s instruktører. Her lærer hundene ca. 30 signaler, der kan kombineres på flere måder. Der bliver lagt vægt på, at hunden er fortrolig med mange forskellige mennesker og med at samarbejde i forskellige situationer.
Når en socialhund er færdigtrænet, skal den matches med godkendt kandidat /familie fra STH venteliste. Instruktører skal nu overføre træningen til hundens nye familie. Socialhund og familie/bruger skal lære hinanden at kende, at samarbejde og kunne anvende de ca. 30 signaler.
Træningen består således dels af teori omkring bl.a. hundens adfærd, behov, indlæringspsykologi m.m. og dels praktisk træning, røgt og pleje, motion og leg med hundene.
Mange racer kan anvendes som socialhunde. Foreningen STH vælger primært at anvende labrador og golden retrievere til rollen som socialhund. Disse racer er meget sociale og samarbejdsvillige, de er venlige, nysgerrige og omstiller sig let til nye forhold. Retrieverne er naturlige "apportører" og glade for at bære, hente og bringe genstande.
Fakta om STH socialhunde
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik